3 I Fremhævet/ Ude i virkeligheden

I medvind og modvind!Ca. 10 minutters læsning

Jeg ville have brugt det her blogindlæg på at skrive noget om at blive fyret fra mit arbejde. Altså at få en afskedigelse i en tynd hvid kuvert. Og noget om at skulle bruge de efterfølgende 17 dage på ikke at blive for indebrændt, opgivende og at vælge at bruge energien rigtigt. Nemlig med at snakke situationen igennem med Peter og fagforeningen og så få skrevet den indsigelse, man som fyret medarbejder har ret til at komme med. Jeg ville have skrevet om de følelser, jeg overvældedes af og noget om hvor meget mavepine ens uretfærdighedsfølelse kan medføre, og også lidt om hvor lidt nattesøvn, det åbenbart kræver at finde viljen til at tage rent tøj på og gå på arbejde det sted, hvor man tilsyneladende er dømt overflødig. Jeg ville have spundet en ende over, hvor mange gange, Peter har krammet mig, sagt at det nok skal løse sig, og været min hjerne, når det hele smuldrede for mig.

Endelig ville jeg have skrevet, hvor glad jeg er for mit job som ordblindelærer, og hvor vigtig jeg synes det er at have dette job for den målgruppe af unge mennesker, som jeg bruger mine arbejdsdage på. Jeg ville også have delt min glæde over at have kollegaer som værdsætter mig.

Men i stedet vil jeg slutte dette “jeg ville have skrevet…” indlæg med at fortælle, at det hele endte OK, fordi min fagforening og direktør blev enige om, at mit afskedigelsesbrev skulle rives over. Efterfølgende ringede min direktør til mig, så vi kunne få vendt hele forløbet og beslutningen om, at jeg fortsat er ansat, fordi jeg er dygtig, og at de ikke vil undvære mig.

Alt det ville jeg have skrevet om! Men der er vigtigere ting end arbejde! Så nu skal I få en omgang oplevelser fra mig. Vel at mærke oplevelser, der for mig er værd at dvæle ved, forholde sig til og huske.

20 års bryllupsdag

Lad mig starte med Peters og min 20 års bryllupsdag! Det var i går, at vi for 20 år siden på Fanø rådhus sagde ja til at være sammen i medvind og modvind. Vi besluttede os for at tage ud at spise for at fejre os selv. Vi tog derfor på restaurant uden de hjemmeboende børn (som jo er 17 og 19 og ikke overraskende livede op, da de hørte, at forældrene forlod matriklen for en stund).

Vi ankom til restauranten, hvor jeg bad om et bord, hvor der ikke var rockermeget larm og helst så langt væk fra indgangen som muligt. Således placeret i den bagerste hyggelige krog, bad tjeneren om at se vores coronapas! Jeg fremviste smilende mit, og Peter gik ud i bilen efter sin telefon, så han kunne fremvise sit coronapas.

Som var 9 timer for gammelt!!!

Jeg rejste mig straks og greb ud efter min stok, men blev stoppet af den søde tjener, som sagde til Peter, at han kunne få lavet en test på biblioteket og komme tilbage, så vi kunne fejre dagen. Til mig sagde hun “Jeg gir’ en øl, så kan du sidde og hygge dig, til din mand er tilbage“.

Nu tænker I nok, at bliver det sgu ikke meget bedre, men da Peter efter en halv time kom tilbage til restauranten flagrende med en negativ coronatest, blev han modtaget med klap på skulderen og anerkendende smil fra tjenerne. Altså han blev på det nærmeste hyldet som var han manden, der netop havde opfundet pillen, der giver evigt liv i rigdom og med fri øl.

Og således blev en helt almindelig 20 års bryllupsdag transformeret om til en aften, vi kan dvæle ved og fortælle historier om til børnebørnene.

Skål i gratis øl!

Magien ved tallet 7

Ligesom på alle andre skoler lige nu i det ganske danske land, er der på min skole gang i prøver, og alt hvad det fører med sig af høj puls, nervøsiteten ved ikke at leve op til andres og egne forventinger og det uundgåelige tal, man får af “de voksne” efter endt præstation. Det kan føles ret ubarmhjertigt, og det kan være en enormt lang vej at nå til overhovedet at være i stand til at træde ind i et rum, hvor en lærer og en censor skal bedømme din indsats i løbet af 15 minutter.

I dag oplevede jeg den magi, det er at få et 7 tal, når man i hele sin skoletid har været meget mindre end en 7’er. Ofte er fagligt selvværd og tro på sig selv i fagene ikke det, der vejer tungest i bagagen, når man indskriver sig på FGU. En ret betragtelig del af eleverne er ordblinde, og andre igen har aldrig oplevet at være god til “det der med at læse og skrive”. Jeg forestiller mig, hvor mange kræfter og hvor meget viljestyrke det kræver at træde ind i et rum og under pres på 15 minutter tid at skulle bedømmes på noget, der er så svært for én.

Det må føles nogenlunde, som hvis jeg fik lutter femtaller fra dommerne i Vild med dans efter en omgang Engelsk vals…

Eleverne på min skole er en skønsom blanding af både hårde typer, drengerøve med fuldskæg, drenge og piger med ordblindhed som vilkår, drillepinde, milde væsener og sjove som bare pokker. En del af eleverne kan mere end ét sprog, nemlig ét sprog som de mestrer fra det land, de kommer fra og så det danske sprog, som er det sprog, vi bruger i skolen til prøverne og i undervisningen.

I dag fik jeg fornøjelsen af at opleve to af eleverne, der havde været til prøve. Begge har de fuldskæg og har aldrig været nummer et i diktat eller fagligt selvværd. Men begge fik de det flotteste 7 tal, som de glædesstrålende og meget berørte kom og fortalte mig om. Jeg fik vist både udbrudt “Ej fucking sejt! Jeg VIDSTE, at du kunne” og “Hold nu op, hvor er det dejligt! Tjek lige hvor glad du er, EJ altså

Karakterer er ikke bare et tal, og dem der siger, at det ikke betyder noget at få en god karakter, har aldrig oplevet en ung mand med fuldskæg få et velfortjent 7 tal! Et 7 tal er både en vigtig påmindelse om, at man godt kan finde ud af det sværeste man kender, ja… faktisk er bedre til det, end man selv troede.

Jeg tog helt opløftet hjem fra skole med to unge fyre med fuldskæg på nethinden. Den ene fyr med glædestårer i øjnene, som blev tørret væk med håndryggen, mens vi drak en kop kaffe sammen. Den anden fyr flimrede helt for nethinden, for han kunne nærmest ikke være i sig selv af glæde, og hele hans krop var i bevægelse af begejstring, mens han gav mig highfive og fortalte, at han nu ville hjem og drikke en bajer.

Skål i imponerende 7 talsøl!

Netto er for alle!

Jeg kørte i Netto efter min forrygende arbejdsdag. Netto var i dag som alle andre Nettodage med folk, der mangler æg, mælk, pyntepuder til spotpris og grillpølser. I køen bag mig stod en dame, som åbenbart havde set sig sur på min stok, og som skubbede til den med foden, så den ikke kunne holde balancen.

“Hov” sagde kassemanden,

og jeg sagde undskyldende til damen, at det gjorde ikke noget. Damen? Hun kiggede på mig, som om hun mest havde lyst til at samle min stok op og slå mig med den. Jeg sagde ingenting, for min opmærksomhed var pludselig på en midaldrende mand (på min alder…), der stod lidt opgivende ved flaskeautomaten som hylede og bippede som om, det var et bankrøveri, han begik ved at proppe ølflasker deri. Jeg fortalte ham, at han kunne trykke på “Medarbejder til flaskeautomaten” knappen, og han responderede med et “sorry lady??

Som altid, når jeg pludselig er tvunget til at slå om i engelsk, fik jeg på gebrokkent engelsk sagt “Push that botton, and you will get help from…, ja altså the people that work here”. Og så smilede jeg undskyldende til den nu endnu mere forvirrede mand, mens jeg tænkte, at jeg også bare kunne have trykket på knappen for ham. But it was ligesom to late, so i walked ud from Netto og the poor mand!

Jeg nåede ikke langt, for lige inden jeg rundede hjørnet, hørte jeg lyden af en pose med flasker, der hamrede mod fliserne udenfor indgangen. Jeg kunne se en mand stå foroverbøjet og forsøge at tæmme de trillende ølflasker. Der havde været lige præcis så mange ølflasker i posen, at hanken havde givet efter for vægten. Jeg stillede min stok fra mig og begyndte at hjælpe ham med at få styr på de livlige flasker. Manden, der også var midaldrende talte samme sprog som den anden mand ved flaskeautomaten. Han smilede teknemmelig, og sagde “Thank you very much sweet lady”. Vi fik smidt en del smadrede ølflasker i skraldespanden og resten stillet ind til kanten, så der var passage for de andre kunder.

Inden jeg nåede at fremstamme “It was so little” drejede den vrede stokkesparksdame rundt om hjørnet. Manden stod på det tidspunkt og klappede sig på hjertet med den ene hånd, mens han beskidt og smilende blev ved med at sige “Thank you”.

Damen sagde til gengæld højt og tydeligt:

“FUCK et fjols altså!”

Jeg sagde mærkeligt nok ingenting til hende, men manden kiggede skiftevis spørgende fra mig til sur dame, der traskede væk. Jeg smilede til ham og sagde “she was angry“, så trakjeg på skuldrene og ønskede ham en god dag.

Vi skal opføre os ordentligt. Vi skal fandme opføre os ordentligt! Både overfor dem, der har en stok, som ved en fejl står lidt i vejen, men allervigtigst overfor dem, som ikke taber en pose med øl med vilje og ovenikøbet takker sweet lady for den hjælp, der tilbydes. Vi kan ikke være andet bekendt – heller ikke overfor os selv. Jeg er helt sikker på , at sur stokkesparksdames dag har været cirka en million gange dårligere, end de to unge fyre med fuldskæg, der fik et velfortjent 7 tal i dag. Men man har skisme selv et ansvar for at skabe lidt 7 tals stemning i hverdagen!

Skål for god stemning og taknemmelighed

Du ville måske også kunne lide

3 Kommentarer

  • Send svar
    Hlhd@ucsyd.dk
    4. juni 2021 kl. 6:57

    Jeg sidder med tårer i øjnene. De to 7-taller altså 🌹Så er det pludselig den største lykke at arbejde på FGU .

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      4. juni 2021 kl. 9:34

      Ja! De to 7-taller altså 🙂 Følelsen af sejr må aldrig underkendes! I går var en ret god dag på arbejde <3

  • Send svar
    Charlotte (Uglemor)
    6. juni 2021 kl. 20:38

    sikke en rutchetur rundt i 7taller, opsigelser eller ej og sure damer og venlige polakker. Du kan vel nok fortælle!

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.