Følelsen af første skoledag!Ca. 3 minutters læsning

Mørket udenfor mit vindue er stadig en del timer fra at give slip, så dagen og lyset på Ry Sclerosehospital kan tage over. Men jeg er da ligeglad med mørket, for jeg har lavet mig en kop te, tændt mine medbragte lyskæder og skruet op for varmen, så godmorgen her fra værelse 33!

Jeg ankom i går formiddag til Ry Sclerosehospital. Som altid og uden undtagelse, når jeg skal indlægges her, så er det med denne samme spændte fornemmelse, som når man har 1. skoledag i en ny klasse på en ny skole.

Kan jeg følge med?

Forstår jeg, hvad “de voksne” mener er vigtigt for mig, mens jeg er indlagt?

Forstår “de voksne” så til gengæld, at jeg kommer med en ny virkelighed denne gang, som er vigtig og nødvendig for mig at have fokus på?

Kan de andre elever lide mig nok til, at vi kan sammen kan le, gruble og snuble sammen, mens vi er her?

Synes de, at det er sært, at jeg forlader måltiderne, ligeså snart jeg er færdig med at spise, fordi min hjerne ikke rummer mere selskabelig snak og nye indtryk?

Er der mon andre, der strikker, og også bare nyder roen ved at sidde sammen og bruge tid på garn, pinde og opskrifter, man kan finde ud af?

Jeg kan allerede nu efter én god nats søvn svare JA til det hele. Det virker ubetinget til at være “en god klasse”, jeg er kommet i, og jeg er så imponeret over, hvor kompetente, empatiske og fuldstændig fantastiske de voksne i mit team, som består af en fysioterapeut, sygeplejerske og ergoterapeut er. At tænke sig, at de til fulde forstår min nye virkelighed fuld af smerter og massiv spasticitet og tilrettelægger et forløb, der passer til mig og min virkelighed.

Jeg er kvalmende bevidst om, at jeg skal lære en masse, mens jeg er indlagt og at læringskurven givetvis bliver både lodret og besværlig i mange af de ting, jeg skal forstå og blive bedre til., mens jeg er indlagt. En indlæggelse her på Ry Sclerosehospital er en meget nøgtern og ubarmhjertig retningsgiver om i hvilken retning sclerosen har arbejdet siden sidste indlæggelse.

Og det er i de færreste tilfælde i borgerens retning!

Gudskelov har jeg Peter, som har lovet mig, at han både vil heppe, lytte og stoppe mig, når jeg ikke holder fokus. Jeg er ret glad for Peter! Peter ved nemlig, at det her ikke er en konkurrence om, hvem der vralter hurtigst, glemmer flest ord eller kan overskue mest.

Det fokus har den ene af mine sønner så til gengæld ikke…

Han sendte mig en sms fra skiferien i Norge i søndags, mens jeg frustreret og opgivende for fanden da ikke vidste, hvad jeg skulle pakke i den her lortekuffert! Han skrev nemlig:

God tur til Ry i morgen mutti😊
Jeg er sikker på at du kan løbe hurtigere og længere end de andre, og du er sej og det skal nok blive fint!

Så nu er vi ligesom i gang ik´?!