Velvidende at det er nytårsaften i morgen, og at det ville være mere på sin plads at skrive om året der er gået og mine nytårsfortsæt, vil jeg i det her blogindlæg i stedet aflevere 2019’s sidste sure bøvs herinde.
Det handler om et tilbagevendende problem for mig, nemlig handicapparkering! Det er tilsyneladende en never ending story, fordi folk kan lide nemme løsninger!
Der findes grundæggende tre slags mennesker, når det kommer til handicapparkeringspladser:
1: De folk, som overholder reglerne (1000 tak for det)
2: De folk, som ikke gør! (øv)
3: De folk som tjekker op på den handicappedes ret til at holde på handicappladsen!
Lad mig for god ordens skyld indledningsvis forklare, hvem der må holde på handicapparkeringspladser! Bare så vi er enige ik?!
Folk, der er handicappede OG har et blåt handicapskilt i forruden må parkere i båsene til handicappede.
Så enkelt er det!
Det er hverken raketvidenskab eller ulogisk på nogen måde. Derfor må jeg kunne stole på, at hvis du har et kørekort til bil, så ved du det! Og derfor må jeg også kunne stole på, at du selvfølgelig overholder reglerne omkring handicapparkering! Undskyldningerne om, at du har travlt, eller er træt i benene efter turen i motionscentret, eller at der ikke lige var andre parkeringspladser at få, holder simpelthen ikke!
Jeg oplever jævnligt situationer, hvor folk uden handicapparkeringsskilt parkerer på en handicapparkeringsplads, fordi det både er det nemmeste og hurtigste for den raske! Mig? Jeg er desværre så gangbesværet, at det hverken er nemt eller hurtigt for mig, at folk er skideligeglade og pisser på reglerne. Jeg bliver sat i en dum forlegenhed, som ikke burde være nødvendig. Jeg har nemlig ikke kræfterne til at bevæge mig så langt som raske mennesker, som omgår parkeringsreglerne for at spare skridt og tid.
Jeg siger efterhånden sjældent noget til de raske, som parkerer på pladserne for sår’n nogle som mig. Jeg har hverken mod eller overskud til at konfrontere dem. Nogle af de gange, hvor jeg har forsøgt på venlig vis at påpege, at de parkerer ulovligt, har jeg nemlig fået et knap så venligt svar retur…
Mig: Hey, er du klar over, at det her er en handicapparkeringsplads, og at det kræver et handicapparkeringsskiltskilt i forruden, for at du må holde her?
Ung mand: Ja, men sådan et skilt har jeg ikke, for jeg er ikke handicappet! Mojn!
Mig:
Eller hvad med:
Mig: Hey, er du klar over, at det her er en handicapparkeringsplads, og at det kræver et handicapparkeringsskiltskilt i forruden, for at du må holde her?
Midaldrende mand: Ja selvfølgelig er jeg det (smiler lettere nedladende)! Men jeg skulle faktisk bare lige ind på biblioteket med en bog, så min kone ikke får en rykker. Og du spørger fordi?
Mig: Nårh, bare fordi jeg har sådan et handicapparkeringsskilt og er handicappet. Jeg ville gerne have brugt pladsen, du tog, så jeg kunne spare på mine kræfter. (høj puls…)
Midaldrende mand: På den måde! OK, men jeg kører jo også nu dame, så du kan få pladsen. Så er vi begge glade ik?!
Mig:
Eksemplerne er talrige, men jeg er sikker på, at du har fattet pointen! Ovennævnte er som sagt eksempler på de folk, som ikke overholder reglerne (og oven i købet ikke giver en fuck for andres handicaps). Nu kommer vi så til gruppen af raske, som ser det som sin ypperste opgave at tjekke op på den handicappedes ret til at parkere på handicappladser.
Også med den her gruppe af raske mennesker, er jeg udfordret, fordi pludselig, som ud af det blå, står de der og overrumpler mig med deres mistænksomhed. Jeg har tidligere skrevet blogindlæg om nogle af disse oplevelser, som du kan læse her, her, her og her. For alle fire situationer gælder det, at jeg har været alene afsted i Berlingoen, hvilket jeg egentlig sætter pris på.
Jeg ved nemlig, at når min familie oplever disse folk, som mistroiske spørger mig, om jeg overhovedet er handicappet og må holde på den pågældende plads, så bliver de både kede af det på mine vegne og vrede over, at folk tillader sig at spørge, uden at tjekke forruden for parkeringskort og bemærke, at jeg går med rollator.
I begyndelsen af december var Freja og jeg i Føtex. Begyndelsen af december var rigtig skidt for mig og mine ben, så Freja var en stor hjælp i butikken, hvor vi holdt mange hvilepauser og hun havde overblikket.
Da vi kommer ud til Berlingoen, sætter jeg mig straks ind på førersædet, lukker bildøren og venter på, at Freja har tømt varerne fra indkøbsvognen ind bag i bilen og får stillet vognen på plads. Jeg kan så i sideruden se, at en ældre dame med pagehår og smart tørklæde passer Freja op. Jeg kan også se, at Freja peger på mig i bilen og samtidig trækker skuldrene lidt op. Idet Freja åbner døren i passagersiden, siger hun højt
DESVÆRRE!
Jeg hopper helt i sædet af forskrækkelse, for Freja er ikke en ung pige, der hæver stemmen overfor ældre damer, så jeg spørger naturligvis, hvad det her gik ud på! Freja er vred – meget vred. Faktisk så vred, at hun ligner en, som er klar til at stige ud og fortsætte med at skælde damen med det smarte tørklæde ud.
Damen har åbenbart (på den klassiske mistroiske måde) spurgt Freja, om vi har ret til at holde på “den der plads“, da det kræver et handicapparkeringsskilt. Freja svarer så forbavset damen, at det har vi, og hvis hun havde kigget i forruden, kunne hun sågar se mit handicapskilt! Freja fortsætter med “Min mor er nemlig handicappet og kan ikke gå, for hun har sclerose!” og sætter derpå et punktum med sit DESVÆRRE!
Damen ryster let på hovedet, mens Freja læsser min rollator ind i bilen, og så bakker vi ud og kører hjemad, mens jeg får fortalt Freja, at det er, hvad der sker, og at jeg er vant til det, så lad det fare!
Det er bare så svært, når man er en pige på 20 år, som pludselig skal forsvare sin mors ret til en handicapplads overfor mistroiske damer!
Freja reagerede lige efter bogen i forhold til, hvordan jeg havde forestillet mig (og håbet på), at hun ville gøre i en sådan situation.
Mit sidste eksempel på mine genvordigheder med handicapparkeringspladser i den her omgang, udspillede sig for en måneds tid siden. Peter og jeg tog i biografen, og da vi kom ud på parkeringspladsen i aftenmørket, stod der en firmabil på tværs i en handicapparkeringsplads.
Peter blev stille på den sure måde, og jeg blev helt glad, for jeg vidste, at når Peter oplever sådan noget, så forvandler han sig til handicapparkeringspladsernes Robin Hood.
Så Peter tog et billede af bilen, og Peter skrev en mail til det firma, som firmabilen kom fra. Peter skrev:
Til rette vedkommende,
Jeg er gift med Charlotte, som har dissemineret sclerose.
Det betyder at hun er dårligt gående, bruger alverdens hjælpemidler og også en kørestol.
I sagens natur, så har hun en handicap-bil og et handicap-skilt, som betyder, at hun må benytte specielle parkeringspladser – og at hun har behov for det.
I sidste weekend var jeg med hende i biografen i Haderslev.
På vejen ud af biografens mørke møder vi en firmabil fra jeres firma parkeret på tværs i en handicap-bås, naturligvis uden et handicap-skilt.
Udover at det er frygtelig dårlig stil og ualmindelig dårlig reklame for et firma, så er det til voldsom irritation for handicappede borgere. Vi kunne have parkeret tættere på udgangen, og vi kunne have undgået at skulle bevæge os rundt om bilen. Jeg er med på, at det for raske og rørige personer lyder som småting, men hvis ens gangdistance er omtrent 50 meter, så betyder en lille smule ganske meget.
Jeg synes I skal overveje, hvordan i parkerer jeres biler fremadrettet og viser hensyn til dem, som ikke er i stand til at løbe helt så hurtig som en effektiv arbejdsdame eller -mand.
Derudover… Og blot til venlig orientering.
En parkeringsforseelse, som det vedhæftede billede viser koster faktisk dobbelt-takst, hvis jeg havde valgt at anmelde den til politiet. Det danske politi ser så alvorligt på denne typer af forseelser, at de takserer bøder dobbelt.
Med venlig hilsen og god jul.
Peter Holmboe
Peter gjorde det rigtige i at agere Robin Hood, for den administrerende chef i det pågældende firma skrev tilbage:
Kære Peter
Tak for din henvendelse.
Det er ikke OK og jeg tager en snak med vedkommende straks.
Jeg beklager, og det er selvfølgelig ikke i orden at holde på en handicap-bås.
Også god jul til dig og din familie.
Med venlig hilsen
Peters mail betød, at ihvertfald én rask uden licens to park forhåbentlig har lært noget. Og én er bedre end ingen!
Min bøvs er slået, og nu ved jeg slet ikke om jeg har overskud til at skrive noget om året der er gået, inden rådhusklokkerne slår 12 i morgen og vi hopper ind i 2020, så hey…
ps. Jeg lover at mit næste indlæg bliver fyldt med glimmer, smil og glæde!
Ingen kommentarer