Faktisk er dette ikke mit første indlæg i 2020, men en klar melding fra Hjalte om, at det er ualmindeligt plat, når damer som mig fylder internettet op med højdepunkter fra 2019, betød, at jeg valgte at lytte til drengen og aldrig trykkede “Udgiv blogindlæg”.
Såh, jeg skulle hilse fra Hjalte og sige, at de af jer, som vil læse gammel post fra mig, kan finde det selv, for jeg gør åbenbart sådan her med 2019…
Men jeg kan så fortælle lidt om, hvordan 2020 har artet sig indtil nu:
Jeg har i den her juleferie brugt rigtig meget tid på at lave puslespil. Faktisk så meget, at jeg blev lidt træt af det til sidst, og derfor var ualmindelig taknemmelig, da jeg kunne konstatere, at Peter i al ubemærkethed lagde nogle af brikkerne i ny og næ. Jeg må konstatere, at puslespil er en rigtig god beskætigelse for mig, fordi jeg i den grad bliver udfordret på min koncentration, tålmodighed og manglende overblik.
Jeg har også både læst og hørt lydbog – ja, ikke på samme tid jo! Og jeg fandt ud af, at jeg utroligt nok godt kan have gang i to bøger på samme tid. Jeg er ikke storfavorit af krimier. Det ved Peter godt, men han gav mig ikke desto mindre fem krimier til jul. Han havde fået dem anbefalet af en pålidelig kilde, og han var faktisk nødt til at købe dem i tre forskellige antikvarboghandlere, da krimierne åbenbart ikke kunne fås i den almindelige boghandler. Krimierne er skrevet af forfatteren Sharyn Mccrumb, og bøgerne bliver rost til skyerne. Jeg er med i rosekoret, for jeg er færdig med den første krimi, og kan slet ikke vente med at komme i gang med den næste! Anbefaling hermed givet videre!
Jeg er helt med på, at det er vigtigt at være klimaklog, men så lavede min yndlingsbutik et udsalg med 50% på alt i butikken her lige efter nytår. Peter ville gerne tage med mig og også finde tøjet, jeg skulle prøve. Både fordi jeg mister overblikket i en tøjbutik, men mest fordi jeg er en klaphat til at finde tøj, der er smart. Det blev dyrt, men til gengæld ligner jeg nu en million – så NU er jeg klar til at spise mindre kød, slukke lyset, køre i frigear og drikke regnvand.
Jeg har besøgt Netflix dagligt i ferien. Jeg er faldet alt for sent i søvn, fordi ferie og ingen planer kombineret med Netflix er en farlig cocktail for døgnrytmen. I søndags var det Jeppe og Hjaltes sidste feriedag, og de blev derfor opfordret til at gå i seng i “ordentlig tid”. De gjorde, hvad de voksne sagde, og jeg gik selv i seng en times tid efter. Med Netflix! Bedst som jeg ligger i mørket og godter mig over, at drengene sover, og at jeg kan se Netflix, fordi jeg ikke skal møde på arbejde næste morgen, bliver loftlyset i soveværelset tændt og ind træder Hjalte helt søvndrukken. Jeg havde på en eller anden måde via min telefon fået startet min Netflixserie inde på Hjaltes TV også – med lyd und alles, så om jeg ikke ville være sød at gøre noget ved det, for så ville han da gå ind og sove videre…
I går havde jeg så første arbejdsdag efter ferien. Det var godt at se alle mine kolleger – rigtig godt faktisk! Men det var også en dag, hvor det gik op for mig, hvor helt fantastisk skøn den her ferie har været for hele vores familie. Freja har været hjemme hele ferien, og jeg har i den grad nydt at vi alle har været samlet og ikke har haft pligtplaner.
Nu er det så januarhverdag! Med alt hvad det bringer med sig af skole, trommer, guitar, basketball, træning, madpakker, tidligt op og tidligt i seng, hverdagsmad og hverdags-ikkealkoholiske drikke.
Jeg kan godt lide 2020 indtil videre! Hvis jeg skal nævne én ting, som jeg sætter ekstra stor pris på lige nu, så er det mit helbred! No shit! Det attak jeg åbenbart havde i december, er ligeså stille gået i sig selv! Og den optankning af sclerosemedicinen jeg også fik i december har givet mig mere energi og såmænd også troen på, at det her drug gør, hvad det skal.
Nåh ja, forresten! jeg er også blevet klippet! Da jeg kender Peter og derfor ved, at han måske ikke som det første lægger mærke til, hvor dyr en frisure jeg har fået, sendte jeg denne sms til ham, da jeg var blevet klippet (man er vel en god og hjælpsom kone):
Ikke en skid hjalp den serviceoplysning åbenbart, for det var først efter at jeg havde siddet og demonstrativt rettet på mit hår ved køkkenbordet irriterende længe, at ham Peter vågnede op! Åh hvor jeg elsker ham…
Nu vil jeg gå i seng, for jeg skal både på arbejde i morgen og gøre klar til Jeppes fødselsdag på fredag, hvor han fylder 18 år!
1 Kommentar
Niels
15. januar 2020 kl. 10:01Ja, det er bare med at komme godt fra start i 2020! lykønskninger herfra og fortsat gerne med de gode indlæg i det kommende år. Lad os alle håbe på at sclerosen også bliver bedre. Krydser fingre
Niels