Det er godt nok nemt at følge med her på bloggen!
Der sker jo ikke en skid!
Hvis det er det, du tænker, så kan vi sagtens lave en lille klub, for jeg tænker nøjagtig det samme som dig…
Forskellen på dig og mig er bare, at jeg er den, der kan gøre noget ved dette faktum. Det er så også mig, der kan håbe på og krydse fingre for, at du vil læse med igen, selvom der ikke er sket noget som helst herinde i overdrevet lang tid.
Du tænker måske, at jeg “har slået op” med bloggen og er gået i flyverskjul – men det er faktisk ligeså langt fra sandheden som at det kræver isterninger at tænde et bål. Jeg vil bestræbe mig på at skrive i ny og næ herinde igen, for jeg savner min dagbog herinde og at kunne skrive og læse nogle sammenhængende ord om de ting i mit hverdagsliv, som glæder mig, gør mig stolt, udfordrer og ikke mindst undrer mig!
Så! Det her første indlæg i den her omgang bliver skrevet i Nordjylland.
Peter og jeg er nemlig taget op i vores lille sommerhus i Tversted. Den ene dag afløser den anden med solskin, varme, strik og hygge, og vi har faktisk allerede været her i tre uger. Vejret har indtil i dag været helt og aldeles fremragende. Faktisk så fremragende, at cykelturen i ladcyklen ned til isboden og dukkerten i Vesterhavet er mere end tiltrængt.
Vi er kommet helt ned i tempo. Faktisk er jeg overbevist om, at hvis jeg kommer mere ned i tempo, så begynder jeg at gå baglæns. Forleden aften på terrassen, hvor himlens varme gyldne aftenlys opførte sig som kun skagensmalerne kunne male det frem i deres kunstværker, kunne vi pludselig spotte to musvåger, som blærede sig med den flotteste synkronflyvningsopvisning højt oppe på himlen over de store grantræer, der omkranser vores lille bjælkehus.
De to musvåger svævede lige i røven på hinanden, og lige over hinanden og såmænd også ved siden af hinanden. De fløj faktisk så tæt sammen i deres svæveforestilling, at det undervejs så ud som om, der kun var én rovfugl med tre vinger.
Jeg prøvede forgæves at tage et billede af de to svævende prikker på Krøyerhimlen, men det blev desværre ligeså ligegyldigt et billede at kigge på, som når man tvangsindlægges til at se på sine kollegers feriebillede af buffeten fra deres All Inclusiveferie i Alanya.
Det var en ret speciel oplevelse som afslutning på (endnu) en dejlig dag, hvor kombinationen af sol og skygge og solfaktor 30 var nødvendig, og hvor dagen blev så fint rundet af med musvågeoplevelsen, det vindstille vejr og øl, chips og is).
Lige indtil…
Peter og jeg på det nærmeste sked i bukserne ved lyden af, hvad der mest af alt mindede om en tømmermandsramt person på Roskilde Festival klokken halv seks om morgenen: hæs, fuld og med en meget uklar idé om, hvad det egentlig var, vedkommende prøvede at kommunikere.
Det viste sig gudskelov, at ingen unge fulde mennesker havde fundet vej til vores lille fristed i skoven. Det var blot fasanen, der ynder at stille sig (enormt længe) på en træstub i udkanten af vores naturgrund og så bare stå helt stille!
Måske var den misundelig. Måske ville den bare unde os et billede af én flot fugl den dag, når det nu ikke lykkedes med rovfuglene.
Og her slutter dette blogindlæg.
Det føles faktisk som en ganske glimrende måde at åbne bloggen på igen. For hvis jeg kan skrive et helt indlæg om to svævende musvåger, en fasan med kommunikationsproblemer, sol, øl, chips og is, så kan jeg for dælen da også skrive om alt det andet som jeg oplever, prøver, øver mig på og kan finde ud af.
Og hey, Hvis du nåede helt herned, så skal du have både tak og ros 🙂
Ingen kommentarer