I dag kunne jeg lokke Hjalte med. Vi var alene hjemme, da nogle var taget til basketkamp i Horsens og en anden var taget på arbejde som tjener i golfklubben. Vi var derfor to på tur til den strand, som jeg elsker allermest. Vi havde iklædt os varmt tøj, og inviteret den gamle hanhund med på stranden for at finde lykkesten.
Solen skinnede, som om den havde glemt, at det var november, og vi gik og snakkede om ting, som er nemmere at få vendt under åben himmel og med udsigt til havet og stenstrand. Og så skete det usandsynlige! Hjalte fandt en lykkesten! Det er som sådan ikke særlig usandsynligt, for min yndlingsstrand er fuld af hulsten/lykkesten. Men da Hjalte viste mig sin lykkesten udbryder jeg:
Ej det er da løgn!! Den lykkesten fandt jeg sidste gang, jeg var her! Hvor vildt er det lige??!!
Det er ikke løgn!! Bare rimelig meget usandsynligt og vildt syret!! Jeg virkede vist nok temmelig “det er skæbnen og nu hører vi sammen for altid Hjalte” agtig. Jeg insisterede ihvertfald på et billede som dokumentation. Hjalte, som jo er en dreng i den uimponerede alder, sagde blot “Jamen så må vi jo deles om lykken mutti!”
Lykkesten fundet af mig i sidste uge
Samme lykkesten (what the fu**) fundet af Hjalte i dag
Jeg vil elske at deles om lykken med Hjalte! Men ikke om jeg fatter, hvordan drengen på en strand fuld af sten, finder lige præcis den samme lykkesten som jeg fandt i sidste uge. Stenen ligger nu sikkert ude i vores have, og der bliver den liggende! Lykke skal man værne om og ikke kimse af!
Derfor sagde jeg også uden betænkningstid ja til min kollega og veninde, da hun i sidste uge spurgte, om jeg var med på at tage til globryllup i dag hos en anden fantastisk kollega, vi har. Nu er jeg ikke typen, der hverken græder til “Det lille hus på prærien” eller TV Avisen, men da min smukke og helt perfekte bryllupskollega kom glidende op ad kirkegulvet i den smukkeste brudekjole med sin far ved sin side, sank jeg en klump og blinkede lidt tårer ud af øjenkrogen. Hun var så smuk og så så lykkelig ud, at man ikke kunne andet end at tro på lykken.
Præsten holdt en flot tale om at livet ikke kun er medvind og blikstille vand, men også bølgegang og modvind. Han gav “hr og fru lykke” nogle flotte ord med på vejen, og så sagde brudeparret naturligvis ja til at leve i modgang og medgang.
Livet sammen som mand og kone indeholder i sandhed både storm og vindstille vejr. Det indeholder sol og mørke, lort og lagkage, men hvis blot man ved dette og husker på det, når man er sat til tælling, så skal det hele nok gå. Jeg tror på, at et “ja” til hinanden er værd at kæmpe for og vil bringe mere glæde end bøvl i livet sammen.
Jeg tog hjem fra globryllup med den helt rigtige fornemmelse i maven. Det er nemlig altid værd at finde en, man vil dele lykken med.
Og i morgen skal jeg drikke øl på en strand med min elskede øl-veninde! Det er også en slags lykke!
Ingen kommentarer