KyssetCa. 3 minutters læsning

Jeg er klar over, at jeg i fredags på Facebook lovede jer et indlæg om, hvordan det er at have haft sclerose i 25 år. Men det får i ikke i dag alligevel! For jeg kan sgu lige nu ikke finde hoved og hale i, hvad jeg skal skrive. 25 år er altså ret lang tid med en sygdom, der ikke forsvinder, men bare bliver mere og mere synlig og invaliderende. Og for at et sådan indlæg ikke skal blive en røvfuld ord af ynk, så skal jeg have lidt mere tid til at finde ud af, hvordan jeg lige kringler sår’n et indlæg.

MEN!

I stedet vil jeg dele min oplevelse i et fodgængerfelt her til morgen. I morges skulle jeg nemlig til træning hos min fysioterapeut ligesom alle andre mandag morgener. Jeg var træt, stivbenet og havde udsigt til en lang arbejdsdag efter træning. Stemningen derhjemme var præget af mandag morgen, hvor både Jeppe og Hjalte allerede havde lukket døren ind til hver deres værelse, og jeg derfor bare listede afsted uden at sige farvel (mere om dette senere…)

Haderslev by var ved at vågne, da jeg holdt for rødt i lyskrydset. I fodgængerfeltet stod en træt ung mand med rygsæk på og skuttede sig. Han ventede ligesom jeg på grønt lys. Det var ret tydeligt, at han heller ikke var begejstret for konceptet med mandag morgen i april. Idet lyset skifter til grønt, og jeg kørte lidt frem i krydset, ser jeg en ung kvinde komme løbende hen mod manden og give ham et stort og inderligt ment kys lige på munden.

Manden, der endnu ikke er nået ud i fodgængerfeltet tager glad og overrasket armene omkring kvinden og giver hende et stort knus. Så smiler de til hinanden og kvinden vender sig om igen og tager fat i den klapvogn, som hun havde sluppet to meter længere fremme for at give sin kæreste et stort kys.

Mig? jeg holder stadig midt i krydset, og da jeg får øjenkontakt med manden, går det op for mig, at jeg sidder og smiler så meget, at der næsten ikke er plads til både mig og mit kæmpe smil inde i Berlingoen. Han smiler lidt forlegent tilbage, og så drejer han hovedet mod sin kæreste, mens hans skuldre ryger op til ørerne og ned igen i et veltilfreds suk.

Så bliver det rødt igen! Manden står stadig og har ikke flyttet benene, og jeg holder midt ude i krydset og spærrer for dem, som har fået grønt lys…

Men jeg er helt ligeglad, for jeg har lige været vidne til et af den slags kys, der kan redde en mandag morgen i april for mere en én person.

Indlægget kunne slutte lige her med historien om lutter kærlighed og kys, der redder alt. Men jeg kan fortælle, at da jeg kom hjem fra træning, smed skoene og hastede ind til computeren (arbejde i ved…), så dukkede Peter op i døren og sagde:

Hey, hvad nu hvis du var blevet kørt over af en bus?

Jeg kiggede desorienteret og fraværende på ham, inden han sagde “Du sagde jo aldrig farvel i morges…”

Peter fik et mandagskys – et af den slags som alle fortjener at få (også) på en mandag!