Igen er det længe siden, at jeg har tjekket ind. Igen er det “ikke med vilje”. Jeg vil prøve at forklare, hvorfor jeg ikke er helt til at regne med herinde. Derfor vil der her indlæg komme til at handle om min indlæggelse på Ry Sclerosehospiltal og om den sygemelding, jeg er midt i.
Sidst jeg skrev herinde var sidste år i oktober, Der skrev jeg to indlæg i lige i røven på hinanden. Det første handlede om al den vrede, der gør at jeg nærmest har været ved at sprænge alt og alle omkring mig i atomer. Det andet handlede om ensomhed, afmagt , og hvordan jeg var engang, men ikke er mere!
Der er sket en del siden disse indlæg i efteråret. Jeg har været indlagt fire uger på Ry Sclerosehospital, hvor det ikke tog mange minutter for alle de ansatte at konstatere, at her var der tale om en indlagt, der mildest talt var ude at skide. Jeg plejer under mine indlæggelser at fokusere på konditionstræning, balancetræning og styrketræning. Det var også med det fokus, jeg indfandt mig i oktober. Min indlæggelse kom så til at handle om alt andet end fysisk træning!
Når man er indlagt på Ry Sclerosehospital, får man et ugeskema, så man som patient kan se, hvad man skal i løbet af ugen. Når jeg er indlagt, plejer mit fokus at være styrketræning, balancetræning og konditionstræning. Men ikke denne gang! Mine ugeskemaer blev under de indledende samtaler med fysioterapeut, sygeplejerske, ergoterapeut, psykolog og neuropsykolog blottet for fysisk træning! Faktisk var fysisk træning nærmest bandlyst for mig, fordi de fantastiske dygtige og professionelle ansatte kunne spotte, at jeg var kognitivt ret meget ude at skide denne gang.
Faktisk så meget ude at skide, at jeg i mine ugeskemaer fik indlagt “Hjernepause” to gange om dagen. Hjernepauser var pauser, hvor jeg skulle gå på mit værelse og lave ingenting. Som i ingen TV, mobil eller computer, som ellers er mine bedste venner til at distrahere mig fra besværlige og destruktive tanker.
Det var virkelig svært ikke at sætte sig i fællesrummet sammen med de andre indlagte og pjække fra “Hjernepause”, men jeg gjorde som de voksne sagde, og mærkede faktisk også efterhånden, at det var OK.
Jeg havde i mit ugeskema også indlagt “kognitivt forløb”, som var et forløb, hvor det blev tydeligt for mig, at jeg kognitivt er særdeles meget på overarbejde, og at mit arbejde med de vilkår, jeg har lige nu, fylder uforholdsmæssigt meget i forhold til de ressourcer jeg har rent kognitivt. Jeg er ikke typen, der bryder sammen eller flasher med de ting, jeg har svært ved, men jeg måtte mere end én gang bede om boksen med kleenex under disse kognitiveforløb og tillade mig selv at græde og give slip.
Den fantastiske neuropsykolog, som varetog det kognitive forløb, kunne ikke undgå at se, hvor skidt jeg havde det, og hvor meget min hjerne kogte, og så fik jeg til samtaler hos hende. Det var virkelig svært at være i, og jeg tror nok, at jeg både skældte hende lidt ud for at foreslå, at jeg skulle sygemeldes fra mit arbejde, og for ikke at tage beslutningen for mig! Hun gjorde alt det rigtige, og på udskrivelsedagen var både Peter og jeg til en afsluttende samtale hos hende, hvor jeg for første gang ordentligt og ægte lyttede til, hvad Peter tænker, og hvordan han har det med, hvor meget jeg kæmper for at holde trit i hverdagen., og hvor svært det er at være vidne til.
Min fantastiske fysioterapeut og kontaktperson under indlæggelsen, Marianne, kender mig efterhånden rigtig godt, da hun har været min kontaktperson en del gange, og hun kunne under indlæggelsen tydeligt se, at jeg var slidt, overkogt og udfordret rent mentalt, så hun brugte mange timer under indlæggelsen på at få mig til at være til stede nuet. Vi havde yogatimer, og hun mediterede med mig. Det var ikke nemt! Jeg vil gerne have quickfix, piller og læger i hvide kitler, der fortæller mig, at det her går over lige om lidt, og så kan vi komme videre, videre, videre!!!
Marianne lærte mig med tålmodighed og overbevisning at dykke ned, trække vejret (det kan faktisk godt være svært, når man skal hurtigt videre…) og mærke efter. Hun var faktisk så god til det med sin langsommelighed, ro og tro på mig, at jeg stadig dagligt herhjemme mærker efter, hvordan jeg finder ro ved hjælp af min vejrtrækning og tømmer hjernen.
Jeg blev udskrevet fra Ry Sclerosehospitl fredag den 5. november og mandag den 8.november ringede jeg og sygemeldte mig.
Jeg er stadig sygemeldt. Jeg har faktisk været sygemeldt så længe nu, at jeg er oppe på sagsbehandler nummer to hos jobcentret og allerede i november blev opfordret af jobcentret til at søge job som slagter på fuldtid i Blans (50 min fra min bopæl) eller som rigger i en offshorevirksomhed (i Østersøen tror jeg). Her kan jeg lige for god ordens skyld oplyse om, at jeg er ansat i et fleksjob som uddannet lærer på 13 timer, bruger ganghjælpemidler og har diverse skånehensyn! Til trods for at jeg hader at være være sygemeldt ligeså meget, som jeg hader rosenkål og undersøgelser hos gynækologen, valgte jeg at ignorere begge jobforslag fra jobcentret. Jeg HAR nemlig et job som lærer, og det satser jeg på at vende tilbage til, når jeg er klar, og helbreddet tillader det.
Jeg ved ikke hvornår dét bliver, men jeg ved, at jeg stadig har ugentlige samtaler med min læge, at jeg stadig har gavn at min psykolog, og at jeg netop er henvist til arbejdsmedicinsk klinik, der skal lave en udredning om mit funktionsniveau. Årh … det er mange ting at skulle for mig, for oveni det, er jeg også mor, kone, datter, svigerdatter, søster, veninde og Charlotte. Og på mandag skal jeg ind på arbejde for første gang siden oktober til et møde med min chef om, hvordan det går, og hvornår jeg forventer at komme tilbage..
Mine dage er stadig meget vekslende. Sur den ene dag, opgivende den anden, for så at være ret fortrøstningsfuld den næste. Hver dag kommer med noget nyt og overraskende. Peter holder som altid skruen i vandet, afværger mine katastrofetanker, hiver mig ned, når min hjerne er ved at lette med mig og fortæller mig, når jeg med tårer i øjnene plæderer for, at jeg foretrækker det grå, forudsigelige og “lige ud af landevejen”, at det altså ikke altid er at “lige ud af landevejen” er at foretrække, fordi:
Og med disse ord fra Peter, vil jeg blot afslutningsvis fortælle jer, at jeg i forgårs udsatte mig for et loille bump! Jeg lå forleden nat og tænkte på alt det, jeg ikke længere kan, og mit tankespind stoppede ved disciplinen “at gynge”. Derfor ringede jeg om formiddagen til min veninde og inviterede hende på legepladsen for at gynge! Jeg hvade den dejligste formiddag med gyngetur, snak og bump, helt uden at brække mig, selvom jeg både er voksen og bliver søsyg af små gyngende bevægelser!
Det er de små ting og udsving i livet, vi skal huske at sætte pris på! Og de små bump og gyngende bevægelser i hverdagen! Jeg glæder mig til at komme til psykolog på onsdag og fortælle hende om de små gode ting i mit liv, som finder vej og skal have deres berettigede plads i posen med jobcenter, sygemelding, manglende overblik og overskud…
Kan du huske at gynge endnu? Det handler om bøøøj og strææææk! Prøv det og fortæl mig meget gerne, hvilke små ting, du husker at sætte pris på og hvorfor 🙂
1 Kommentar
Charlotte (Uglemor)
23. januar 2022 kl. 21:47Åhh, du trænger virkelig til at blive grounded, som de der “alternativer” kalder det. Tak for at mårtte følge med i din historie!