Jeg har sammen med resten af flokken herhjemme været hjemsendt fra arbejde siden december måned. Altså i sår’n ca. tre måneder. Det er edderhyleme lang tid altså. At være hjemsendt er som udgangspunkt ikke det mest optimale, når ens job er at hjælpe unge ordblinde, så de kan blive bedre rustet til en verden fuld af læsestof og ord der skal skrives.
Ingen unge mennesker lærer skolefag bedst under dynen, og ingen unge mennesker bliver bedre til at klare en hverdag, der jo rummer andre mennesker, meningsfulde forpligtelser og bindende aftaler ved at tilbringe al sin tid på egen matrikel, fordi alt hvad der hedder “normalt” er fejet væk for en stund, fordi corona!
Ovenstående gælder for den sags skyld også for sår’n nogle ansvarlige voksne som mig og dig! Derfor har jeg også set frem til at komme på arbejde i dag for første gang i tre måneder. Helt ren, iført hvid skjorte og en ny hjemmestrikket mørkegrøn trøje, sminke på øjnene og lidt duftevand ud over det hele. Jeg følte sgu næsten, at jeg skulle til fest, da jeg i morges sad i min Berlingo på vej på arbejde.
Med en negativ coronatest i lommen, min skoletaske og varmt overtøj var jeg klar til at mødes med min dejlige kollega, som jeg ikke har set i tre måneder. Vi havde derfor naturligvis masser af vigtige ting at ordne. Såsom at drikke en kop kaffe, beundre min nye hjemmestrikkede trøje (hun sagde nok mest det, jeg gerne ville høre, for min kollega er en sand ninja til at strikke), dele opskrift på mønsterstrik og spritte interiør af.
Arbejdsdagen er fløjet afsted og ved at kigge på mine kollegaer, gik det op for mig, hvor længe vi har måtte undvære hinanden. For hold nu kæft, hvor har vi langt hår og forvirrede frisurer allesammen. Men alle virkede glade for gensynet med hinanden, så vi skal sgu nok få givet de her unge mennesker og os selv en god skolehverdag igen.
Min chef havde for nogle dage siden skrevet til mit team, som består af fem personer, at hun rigtig gerne ville invitere os på en gåtur i skoven i eftermiddag, når vi var tilbage på skolen. Som sagt så gjort. Jeg riggede min kørestol og dertilhørende motor til, og så gik/trillede vi en skøn tur i skoven, hvor vi fik snakket om, hvad der har fungeret med undervisning under hjemsendelsen, og hvad der har været lort, og som vi helst skal undgå eller gøre anderledes.
Jeg var fuldstændig smadret, da jeg kom hjem fra arbejde, men et kram fra Peter, der sneg sig kort ud fra et møde (bag skærmen) og en sofa, der stod klar, betyder at jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg tager endnu en runde på arbejde, så vi kan få gang i den der hverdag med pænt tøj, lidt sminke, meningsfulde forpligtelser og lunken lærerværelseskaffe.
Hjalte, som jo går i 1. g. var også afsted i skole i dag. Han må komme i skole én dag om ugen (udendørs). Han beskrev dagen i dag som hyggelig, men ikke særlig meningsfuld! Jeppe, som går i 3. g. sidder inde på sit værelse foran skærmen hele dagen og aftenen med. Han er nemlig ved at skrive sin Studieretningsopgave (SRP), som er den der store opgave alle 3. g’ere skal skrive og til eksamen forsvare mundtligt. Lige nu tror jeg ikke, at Jeppe er i stand til at huske eller for den sags skyld forklare, hvad hverdag er, og han gider i hvertfald slet ikke at stave til det.
Peter, han sidder også inde på sit arbejdsværelse i alle de lyse timer af døgnet og knokler. Hans værelse er nordvendt, så han føler det nærmest, som om han har befundet sig tre måneder nord for polarcirklen.
Det her var en kort opdatering fra mig. Jeg forsøger at skrive lidt oftere, end jeg har præsteret i laaang tid, for som jeg har skrevet mangt en gang, så spænder jeg ben for mig selv og lysten til at dele med jer, hvis der går for lang tid imellem.
Og ja! Jeg er klar over at nogle af jer helt sikkert betragter det her indlæg som en af mine papskidsopdateringer, mens andre hygger sig med at læse med. Jeg kan såmænd godt forstå de første og takker de sidste for tålmodigheden. Og I skal vide, at jeg bestræber mig på, at der kommer andet en papskid. Jeg vil endda (på bedste bloggermanér) afsløre, at jeg har kladder liggende til både noget om træning og forpustethed, noget om en handicapbus, som skal bo herhjemme og en podcast på DR P1, som både Freja og jeg har deltaget i.
Og så vil jeg også så gerne skrive noget om strik. Dette kan dog meget vel være en skidt idé, da jeg så helt sikkert mister de få mandlige følgere, der har forvildet sig herind på bloggen ha ha ha.
Til dig som nåede helt herned, tak og flot klaret!
Ingen kommentarer