I formiddags tikkede en SMS ind, som fik mig til at smide nattøjet og vralte ud i bilen med en vis fart! Mine briller (dem der i første omgang var leveret som forstørrelsesglas) var kommet og var klar til afhentning.
Og ganske rigtigt – der lå brillerne og bare ventede på at sidde på min næseryg. Jeg tog dem på! Og tog dem så ligeså hurtigt af igen! I dag var de nemlig leveret med noget, der på det nærmeste føltes som vinduesglas…
Brilledamen vidste naturligvis ikke, at hverken Freja eller jeg har sovet nævneværdigt godt de sidste to nætter, da Freja sover inde i dobbeltsengen med hovedgærdet hejst op i siddende position (fordi arm i gips og ondt i skulder), og jeg var oppe og tage migrænepille i nat!
Derfor blev hun velsagtens også lidt forskrækket, da jeg udbrød “Det er sgu ikke godt nok altså“. Brilledamen begyndte at forklare mig, at vikaren fra sidste uge denne gang havde sat kryds i feltet, der hedder afstandsbrille, og at de derfor ikke er til at læse med.
Brilledamen forklarede, at jeg ikke kunne få det, som den første brilledame havde sagt, for det kunne slet ikke lade sig gøre til den pris (red. jeg jo havde betalt allerede). OG så trak hun en seddel frem med mange forskellige priser på ligeså forskellige glas. Hun blev ved med at pege på glas, der kostede 5.900 istedet for de 1.900, jeg havde fået anbefalet af brilledame 1 for flere uger siden. Jeg sad helt skeløjet og kunne mærke, at min hjerne koksede.
Men jeg kunne samtidig ud af øjenkrogen se Freja træde lidt nærmere, og da min datter kender mig og mine kognitive benspænd ret godt, var jeg også klar over, at hun gjorde det rigtige, da hun sagde “Jamen, det var ikke det vi fik at vide, da min mor var til synsprøve og bestilte brillerne. Min mor vil vist gerne have pengene tilbage“, hvorpå hun kiggede på mig, og jeg nikkede!
Såh, jeg har ingen nye briller, jeg kan vise jer! Men jeg har atter penge på kontoen! Og sidder med en dum og sur følelse af at være blevet snydt for det, jeg er blev lovet og glædede mig til!
Men Freja var i al sit hjernerystelsesbøvl cool, og ligger lige nu og sover ovenpå dagens eneste tilladte “ud af huset” oplevelse.
Intet i det her brillecirkus føles som en glidende overgang, men nærmere som en tur i bakket terræn for at ende med røven i en bunke lort! Øv!
Ingen kommentarer