I dag var jo min første arbejdsdag på mit nye arbejde på en ny skole, med nye kolleger iført min nye kjole. Jeg havde ingen forventninger om at få en god nats søvn i nat, og jeg må sige, at mine manglende forventninger blev indfriet til fulde.
Men det er fuldstændig ligemeget, for alle de tanker der i nat sprang rundt i min hjerne som tennisbolde i en tørretumbler, forsvandt som dug for solen, da jeg trådte ind på skolen og straks kunne mærke, at de andre var lige så forvirrede og spændte som mig. Mine nye kolleger er supersøde, hjælpsomme og sjove, og jeg har fandeme endda fået mit eget kontor ( ja ja altså sammen med min skønne kollega, som jeg kender i forvejen).
Jeg var derfor naturligvis helt høj (og ret smadret), da jeg kørte hjem ved 13 tiden for at hente Freja, som skulle til kontrol med sin gipsarm på Aabenraa Sygehus. Freja var sikker på, at hun ville få gipsen af, og jeg var ligeså sikker på, at den skulle blive på.
En meget ung læge kaldte os ind og begyndte så at klippe Frejas gips op, mens hun spurgte lidt ind til, hvordan det gik med håndleddet. Hun trykkede løs på håndleddet, mens Freja sagde av eller stille kneb øjnene sammen i smerte. Derpå vendte Ung Læge sig om og kiggede på skærmen med røngtenbillederne af håndleddet, mens hun nynnede/mumlede noget lavt for sig selv.
Ung Læge virkede imidlertid overhovedet ikke til at være blevet klogere på, om Freja skulle MR scannes eller om hun var fit for fight, så hun ringede efter sin “ældre” kollega, som så ud til at være kun et par år ældre end Ung Læge.
Han trykkede hurtigt et par steder på håndleddet, og sagde så at det fejlede ikke noget som helst andet end slaget! Det var jeg så i mit stille sind (uden lægeuddannelse bevares) ikke enig i, men tiede stille, for han sad nu pludselig dybt koncentreret og kiggede på røngtenbillederne…
af den anden arms albue, som Freja stadig har ondt i efter styrtet. Grunden til at han gjorde det, var åbenbart, at røngtenlægen som beskrev billederne FOR EN UGE SIDEN, dengang skrev at der er et brud på højre albue!
Freja har altså gået rundt herhjemme i en hel uge med en brækket albue uden at få den i gips.
Helt ærlig og for fanden altså!
Helt af sporet kørte det her teaterstykke “Skal vi ikke lege doktor?“, da Freja blev spurgt om hun helst ville have gips på eller bare en slynge. Frejas mor kunne nu ikke længere sidde på tungen og sagde, at naturligvis ville Freja sgu da helst have gips på. Albuen har et brud for fu** sake.
Når jeg nu alligevel var i gang, så fortalte jeg, at Freja har været svimmel og haft hovedpine den sidste uges tid og som bonus også har ondt i nakken. For en uge siden fik Freja at vide af lægen på skadestuen, at hun IKKE har hjernerystelse, fordi hun kunne bevæge nakken og ikke havde kastet op.
Lidt Ældre Læge (på den gode side af 30 år) fortalte os nu i dag, at Freja har en hjernerystelse og at hun har fået et piskesmæld af at styrte med baghovedet i jorden.
Helt ærlig igen altså!!
Freja har i den forgange uge drukket litervis af vand og spist smertestillende for at fjerne både hovedpinen og svimmelheden, som hun troede skyldes varmen, mens hun i handicappet kedsomhed har gloet timevis ned i en skærm…
Nu kunne konsultationen være slut, men det der håndled, som stadig gør ondt, havde fortjent mere end et velment afvisende farvel og pøj pøj fra lægen, så Freja og jeg blev siddende, mens jeg igen igen spurgte lidt ind til “det der håndled“. Det endte med, at Lidt Ældre Læge småtravlt kiggede på Freja og spurgte “Men VIL du gerne have det MR scannet, synes du det er nødvendigt?“
OG det syntes Freja (og i særdeleshed hendes mor) helt bestemt.
Og så var det farvel og tak (eller noget) til De Unge Læger og videre ind til gipsdamen. Freja skulle nemlig have gips på fra håndled til overarm. Jeg kunne godt se, at Frejas tanker ikke gik på det handicappende i en stiv bøjet arm, men mere på, hvrovidt hendes nye flotte lange kjole skulle sprættes op, hvis hun ikke skulle gro fast i den iført en gipsarm.
Freja og jeg har derfor stået inde hos en gipsdame på Aabenraa Sygehus i dag og byttet kjoler. Så værs’go her kan du se Freja iført min nye kjole og gipsarm.
Status på den her forbandede cykelulykke er derfor her til aften:
- Måske brud på håndled – men ingen gips på lige længere (eller lige nu…)
- Brud på albue – megameget gips ud over det hele
- Hjernerystelse
- Piskesmæld
Det er simpelthen så dumt og forkert, at lægerne ikke har været opmærksomme på det her. Det er sjusk og manglende journallæsning og kommunikation. Freja skal være være sygemeldt ihvertfald to uger endnu, og det er hun forståeligt så træt af.
I morgen skal jeg også på arbejde, og hvis det ikke var fordi Freja skulle tulle rundt herhjemme alene, så ville jeg glæde mig til det endnu mere, end jeg gør i forvejen.
Ingen kommentarer