0 I Familieliv/ Fremhævet/ Ude i virkeligheden

En solrig lørdag med mine fire på stribe!Ca. 4 minutters læsning

Lørdag formiddag tog vi turen til Aarhus, hvor Freja jo bor nu. Solen skinnede, og vi glædede os allesammen til at være samlet. Jeg glædede mig nærmest over evne, for ovenpå min fredag med tandpasta vs. forkølelsessår, lort med både hjerne og koder og afslutningsvis en velplaceret fuglelort på min bildør, trængte jeg til hygge og familie ud over det hele!

Og det skal jeg da lige love for, at jeg fik. Vi gik en tur i skoven, som ligger 100 meter fra, hvor Freja bor. Skoven som lige nu er tapetseret med ramsløg og anemoner i en skønsom blanding og er så fuld af folk, som nyder foråret og lyset.

Familie ud over det hele

Vi nød både foråret, lyset og i særdeleshed at være sammen alle fem. Der er skisme ikke noget som far og mor og tre børn! Nåh ja, og at have en Klaxon motor til min kørestol, så jeg kan trille rundt uden at skulle bede om hjælp op ad bakke og på de smattede skovstier.

Fire på stribe (jeg har vundet!)

Freja arbejder stadig på at falde til i Aarhus. Det hele er stadig meget nyt, og ordet “plejer” synes stadig at have lidt lange udsigter til at blive en del af hendes aktive ordforråd, for når alt er for første gang, findes der ingen “plejer”. Freja klarer ellers hverdagen i Aarhus ualmindeligt flot og får både lavet mad, passet de job, hun har fået og trænet, når hun har fri til det. Samtidig nyder hun mest af alt at bo med sin veninde, som hun har kendt i mange år.

Forår!
Ramsløg

Jeg fik lokket Freja og drengene til at plukke ramsløg til mig i skoven, så jeg kunne få lavet ramsløgpesto. Opskriften finder I, hvis der trykkes her

Det er supernemt at lave og smager virkelig godt. Faktisk brugte Freja en af de lidt tungere dage i den forgangne uge til at gå i skoven og plukke ramsløg og lave ramsløgpesto. Stor succes!

Ingredienser til ramsløgpesto (+ olie)

Det var en skøn og dejlig dag i Aarhus med Freja som, mens vi var der, blev ringet op af den café, hvor hun har fået arbejde. De havde en vagt “til salg” om søndagen, så Freja blev i Aarhus, og vi tog hjem til provinsen om aftenen.

Men det er OK, for jeg tager da bare op til hende i næste weekend igen!! Jeg skal til fødselsdag i Silkeborg hos min dejlige veninde, og Freja har tilbudt overnatning. Det siger en mor ikke nej tak til!

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.