[dropcap]S[/dropcap]ynsnervebetændelse er ikke for tøsedrenge. Det er ikke så meget det faktum, at det gør virkelig virkelig ondt at have betændelse i synsnerven, men mere uvisheden omkring, hvornår mit syn bliver normalt igen, som bekymrer mig og æder mit humør. Eller for den sags skyld OM mit venstre øje bliver fint igen. Lige nu føles det nemlig som om, at jeg har tværet fire liter creme ind i øjet, og det gør i sagens natur mange ting mere besværlige kun at have et funktionsdygtigt øje.
I går fyldte alt det her øjebøvllort temmelig meget i mine tanker, og jeg havde oven i købet alt for god tid til at lade det fylde. Jeg havde nemlig fri fra arbejde. Med morgenhår og i nattøj vinkede jeg farvel til alle dem som skulle i skole. Jeg havde lige præcis nået at indtage min plads i sofaen (hvor jeg havde tænkt at tilbringe mindst en kaffekops tid), da det for fanden da også ringede på døren.
Det var skorstensfejeren, som gjorde sig umage med at skjule, at han synes, at det var mindst lige så akavet som jeg, at den ene af os havde morgenhår og nattøj på. “Bare lad som om, at jeg ikke er her! Jeg er væk igen om to minutter!” sagde skorstensfejeren og gik en tur. Eller han kravlede op på taget. Mig? Joh… jeg droppede sofaen, tog tøj på og besluttede mig for, at det skulle være løgn!
Jeg blev enig med mig selvom om, at det hverken hjalp på humøret, øjet eller vejret, at jeg blev siddende i min sofa og lod som om der ikke gik en skorstensfejer rundt i min stue, mens jeg bare sad i nattøj og drømte om chokolade og cola (inden kl. 8.45 for pokker da).
Så jeg gjorde det, jeg plejer at gøre, når noget skal være løgn. Jeg tog på stranden. Altså den strand, hvor jeg plejer at tage Sofus med til, når mit humør er gråt og slidt, og det eneste der virkelig tæller er at finde en lykkesten. Den strand, hvor jeg kan slippe den gamle hanhund løs og sætte mig på en stor sten, fordi jeg ikke kan holde balancen.
Men det kunne jeg i går! Altså holde balancen. Seriøst! Jeg havde ladet hele mit regime af hjælpemidler blive bag i Berlingo’en, og så gik vi en lille langsom tur på stenstranden, hvor jeg plejer at sidde og kigge ud over havet, mens den gamle hanhund går tur alene…
At kunne gå uden hjælp ændrede ret hurtigt mit fokus fra dumt øje til god strandtur. Jeg blev overmandet af følelsen af, at selvfølgelig skal mit venstre øje da nok komme til besindelse, for når jeg efter mange år med massive balanceproblemer pludselig ved hjælp af en skide vest kan gå en tur på stranden igen, så skal det hele sgu nok gå!
Jeg fandt hele tre lykkesten, som jeg selv kunne bukke mig ned efter (helt uden at vælte). Herunder har du en video fra min strandtur som dokumentation for at jeg kan både gå, stå og bukke på en stenstrand i gråvejr. Værs’go! Inden du tænder for videoen, vil jeg anbefale at hente en pose til opkast, for du bliver med garanti en smule søsyg af at se den.
Jeg har sovet godt i nat. Jeg er faktisk ikke vågnet en eneste gang, som jeg ellers plejer. Jeg vågnede derfor mere frisk end jeg er vant til og kunne med søvn i øjnene konstatere, at der var kommet en mail fra fysioterapeut Rune Gosmer, som jo er den fysioterapeut, der testede og udleverede balancevesten til mig. Han skrev:
Jeg er super nysgerrig efter at høre hvordan du oplever vesten og dens funktion på din hverdag – nu hvor den “første eufori/forelskelse” har lagt sig? Lever den fortsat op til dine forventninger?
Er du informeret om at Haderslev Kommune (din visitator) har kontaktet Louise og mig mhp at Haderslev Kommune vil lave et projekt hvor man vil følge 4 borgere med MS (og dermed balanceproblemer), og deres effekt af balancevesten i hverdagen? Jeg skal se tre yderligere (måske du kender dem) fra i morgen og frem til næste torsdag. DU har da virkelig sat gang i noget.
Jeg skrev tilbage til Rune, at jeg stadig er smaskhamrende forelsket i min balancevest, og at det gør mig virkelig glad, at min kamp for at flere skal have mulighed for at få vesten er lykkes. Og så sendte jeg ham videoen af min strandtur – bare fordi…
Jeg er virkelig virkelig glad for (og lidt stolt over), at jeg er grunden til, at andre i min situation ikke behøver at kæmpe for at få bevilliget vesten, men anerkendes og får den hjælp, som er så nødvendig og vigtig for at leve et selvstændigt og uafhængigt liv. Jeg håber inderligt, at Haderslev Kommunes eksempel med at lave et projekt, hvor man afprøver Balancevesten på borgere kan bane vejen for, at andre kommuner får øjnene op for at få vesten er et hjælpemiddel!
Et helt fantastisk hjælpemiddel!
Ingen kommentarer