En gammel kælling!Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]V[/dropcap]i har slet ikke mere slik tilbage! Ikke engang de kedelige lakridser. De sidste fire fem dage har vi nemlig haft en lind strøm af børn, som ringer på, rækker en plasticpose frem og udtryksløst siger “slik eller ballææææde“. Nogle af ungerne er klædt lidt ud, andre har forældrene tegnet i hovedet med en tusch, så det med lidt god vilje ligner ar. Alle får de selvfølgelig lidt slik for indsatsen.

Den sure kælling i nr. 55 synes, det er et skråplan! Halloiiiin foregår den 31. oktober! Også i Danmark! Det er ikke i ugen eller weekenden op til den 31. oktober, som i år falder på en grå tirsdag! Jeg ved da godt, at der både er spejder, svømning, fodboldtræning og alt muligt andet sindssygt børnevigtigt om tirsdagen. Det er jo for pokker ikke noget indisk bryllup, der skal  strække sig over mange dage. (Og slam! så mistede jeg måske lige en røvfuld læsere)

I år har vi faktisk haft besøg af usandsynlig mange små børn, søde børn, unge med stemmer i overgang og også piger, som vist nok mest ringede på, fordi Jeppe måske var hjemme og åbnede døren.

jeg har blandt oplevet oplevet det skøre, at:

To minimalistisk udklædte drenge på omkring ni år ringer på hovedøren lørdag formiddag. Jeg åbner naturligvis døren, men inden de når at sige “slik eller ballææææde“, ringer den ene drengs telefon i lommen på ham. Drengen kigger irriteret op på mig, rækker mig sin slikpose og siger kort “Hold lige ik?!“, mens han hiver telefonen op af lommen og grinende viser kammeraten der ringer, rundt på facetime, alt i mens han modtager højlydte informationer om, at der gives “giga meget slik” oppe hos dem med den store farlige hund! Vi har hverken en særlig stor farlig hund eller giga meget slik til uddeling herhjemme, men drengen  fik sin pose retur, og både han og vennen fik da også lidt slik at fylde i poserne, inden de fortsatte op til “dem med den store farlige hund”.

Det allermest skøre var ved det hele var, at drengen med det vigtige telefonopkald og hans ven fra om lørdagen gudhjælpemig stod ved min hoveddør igen søndag formiddag med en ny pose til slik. De nåede kun at sige “slik eller ballææææde”, før den sure kælling i nr. 55 kom til at sige “Ej, I var her altså også i går. Det er slet ikke sådan det her halloiiin fungerer. Det er ret meget ligesom til fastelavn, i skal finde andre huse at forskrække”. Og så gik de to ganske ufarlige drenge igen (med lidt mere af mit slik i deres poser), mens den ene mumlede “Jeg har sgu da aldrig gået fastelavn“.

Den sidste uges tid har jeg måtte erkende, at jeg er en gammel kælling på andre punkter end med forståelsen af det her amerikanske fastelavnshalløj.

For eksempel er kommunevalget jo skudt i gang, hvilket betyder, at vi de næste tre uger er tvangsindlagt til at kigge på  valgplakaterne, som hænger i samtlige lygtepæle i byen. Det er så hvad, det er! Men når jeg i går på vej hjem fra arbejde får øje på en plakat fra Liberal Alliance med en nydelig meget ung mand som nu håber på at komme i byrådet. SÅ er jeg eddermame en gammel kælling altså! Denne nydelige unge mand har jeg nemlig været klasselærer for, da han gik i 1. og 2. klasse og skulle lære at klappe stavelser, sidde stille og lytte til historier og låne bøger på skolebiblioteket.

I morges tog jeg til øjenlæge. Jeg havde fået en akuttid, fordi jeg har haft noget så rædselsfuldt ondt i mit venstre øje lidt for lang tid og stadig har ret svært ved at se, fordi alt er sløret. Det føles på det nærmeste som om, jeg har tværet en tube ansigtscreme rundt i øjet.  Øjenlægen var superflink og meget grundig, da han fortalte mig, hvad jeg egentlig godt vidste. Nemlig at jeg har synsnervebetændelse. Han fortalte også, at vi mennesker egentlig ikke er programmeret til at blive mere end 30 år, så min fremskredne alder taget i betragtning, så syntes han egentlig, at mine øjne så fornuftige ud. Altså udover den famøse synsnervebetændelse.

Min fremskredne alder! Hrmpfh…

Synsnervebetændelse er noget mange med sclerose oplever. En del er gudskelov så heldige at få deres fulde syn tilbage efter et stykke tid, jeg håber, at jeg er med på det hold. Jeg talte med øjenlægen omkring behandling af synsnervebetændelsen med Prednisolon, som er binyrebarkhormon. Denne medicin tilbydes ofte, når sclerosepatienter oplever et attak. Behandlingen forkorter attaket, men slutresultatet er det samme.

Det er så ikke en mulighed for mig, da jeg ikke længere har attakvis sclerose, hvilket jeg tidligere har skrevet om her. Derudover bliver jeg også virkelig syg af Prednisolon, hvilket jeg har skrevet om her. Så jeg venter bare tålmodigt på, at det her synsnervebetændelseshalløj går over af sig selv.

ps. Billedet her i indlægget er af mit højre øje. Hvis du synes, det er for ulækkert, så bare leg, at det er en fuldmåne med en gul klat i. Jeg synes selv, at det ser helt halloiiin-gyser-sejt agtigt ud.