[dropcap]D[/dropcap]a jeg for mange mange år siden gik i børnehave, blev jeg hurtigt veninde med Marie fra Ringløkke. Vi var smadder gode venner og var derfor meget tit sammen. Vi gik begge på rød stue, havde begge Henrik som yndlingspædagog og kunne lide at lege i den samme sandkasse. Da vi kom i skole, kom vi i samme klasse i 10 år og var stadig rigtig meget sammen. Vi har lavet mange dumme sjove og dumdristige spændende ting sammen. Faktisk har både omfanget og karakteren af vores bedrifter givet anledning til mange historier herhjemme om “Dengang Marie og mor var drenge, da..”
Men så sluttede barndommen! Jeg skulle i gymnasiet og Marie skulle flytte til Viborg med sin familie. Vi har faktisk ikke set hinanden i alle de efterfølgende år, men vi fandt hinanden på Facebook for nogle år siden og fik på en aften hurtigt opdateret hinanden på alt det vigtige, der var sket i vores liv i de sidste 30 år.
I sommer skrev Marie så til mig. Hun ville gerne mødes, hvis jeg havde lyst og kræfter til det. Og så brugte vi en hel eftermiddag i solskin ude i mit glashus med at mindes, snakke, grine og kramme. Det var ret så fantastisk, og der er noget helt specielt ved stadig at kende en person, som man har delt rokketænder, blyanter, kærester og kiks med. Det var fedt at mindes en skøn barndom og ungdom sammen med en, som har været så stor en del af den. Marie er jo for pokker med i alle de første kapitler af mit liv, og husker faktisk mange ting meget bedre end jeg (big surprise…) Hendes forældre kender mig fra dengang jeg var helt uspoleret og mine forældre husker Marie ligeså tydeligt.
Og her kunne indlægget så slutte!
Men Peter kom for en times tid siden viftende med et postkort, som han smed i sofaen og sagde “Kærlig hilsen Marie“.
Tænk sig! Marie kan huske, at jeg i december havde brokket mig over ikke at have fået håndskrevne julekort, og sendte mig derfor et nytårskort. Et nytårskort som har været lige nøjagtig én måned undervejs.
Kære Marie, det er simpelthen så rørende og dejligt, at du har givet dig tid til at sende mig en håndskreven tanke fra jeres ferie.
Igen igen må jeg sande, at det er de små ting, som betyder mest i hele verden. Og at barndommen, når den er bedst, følger én i hjertet hele livet og giver smil og minder at huske på.
Ingen kommentarer