Igår skrev jeg et blogindlæg om verdens største lortedag med tårer og opgivende tanker. Det var et indlæg, som jeg har fået helt sindsygt meget respons på i form af trøstende, opmuntrende og forstående tanker og ord. Alle jer som har brugt tid på at sende mig en besked og en tanke her på de sociale medier, I skal vide, at jeg er både rørt og taknemmelig, og jeg skylder jer alle et kæmpe knus.
Det varmer helt vildt at opleve, at så mange sender en opmuntrende hilsen og samtidig prøver at forstå, hvorfor kæden engang imellem ryger af, og jeg ender i grøften. Især når jeg poster et så hudløst ærligt indlæg som det igår. TAK for det.
I dag er det mandag, og i dag har jeg det ret anderledes end de sidste dage, hvor tankerne har givet knuder i maven. I dag er jeg ikke så bange for at trække vejret helt ned i maven, for jeg føler, at jeg har bedre styr på tankerne, der driller mig. Og bivirkningerne kender jeg, og mærker at nogle af dem er lidt på retur i dag.
I morges skulle jeg til bandagist (igen igen), fordi min strømdims til benet stadig ikke er indstillet rigtigt. Min bandagist havde hidkaldt deres supermandbruger fra Odense. Og det var godt! Faktisk helt perfekt, for han fik trykket lidt på sin lille computer og ændret noget helt basalt ved min strømdims, mens han samtidig underviste de to bandagister, som jeg efterhånden er stamgæst hos. NU virker den, og jeg kan endelig bøje mit ben (lidt) når jeg går. Jeg tog glad og lettet hjem under dynen.
Moralen af dagens besøg hos bandagisten må være, at man ikke skal give op og affinde sig med et hjælpemiddel, som ikke fungerer optimalt. Man skal være stædig på sine bens vegne, når man får bevilliget et så dyrt og godt hjælpemiddel, som mine strømdimser må siges at være. Og så skal man ikke være bange for at møde op flere gange hos bandagisten for at få det reguleret. Det er jo i høj grad også i deres interesse, at hjælpemidlet virker ordentligt for “borgeren”.
Nåh, men jeg sov med det samme, jeg lagde mig under dynen, for jeg havde en hel nattesøvn at indhente. Telefonen vækkede mig efter en times tid, og i røret var “Jens fra hjælpemiddeldepotet“, som lige ville komme forbi, hvis jeg var hjemme. Han skulle fikse noget med motoren til min kørestol. Endnu en flueben og en god oplevelse denne mandag.
Og så nåede jeg faktisk ikke at ligge under dynen mere denne eftermiddag. Jeg skulle nemlig åbne hoveddøren mange gange for at tage imod buketter. Og så skulle jeg finde vaser til buketterne. Og tørre tårer væk, for hold nu op, hvor er jeg blevet rørt i dag over veninders og kollegers blomsterhilsner.
Jeg har simpelthen fået de smukkeste buketter og de sødeste kort. Jeg har forsøgt at tage nogle billeder, så I kan forstå, hvorfor jeg blev så glad og rørt.
Min gode ven S. kom både med en buket og fem forrygende flødeboller, som hun syntes vi skulle nyde, når familien kom hjem. Jeg blev simpelthen så overrasket over at se hende, at jeg såmænd lige græd lidt (man er vel i træning).
1000 TAK søde S., jeg hyler ikke mere!
Min anden særlige veninde fra Silkeborg havde sendt et bud med røde forårstulipaner og et kort, der varmede helt vildt. Og hun havde ret! Det var lige præcis denne mandag, jeg trængte til forår og farver. Nu står buketten og blærer sig sammen med mit meget røde Johnny Madsen maleri i mit køkken. Så smukt!
Og saftsuseme om det ikke ringede på igen! Og endnu mere saftsuseme om det ikke var søde J. som smilende stod klar med en buket og et langt knus. Hun havde valgt at give mig en buket med Sydafrikas nationalblomst, der stråler i midten af buketten (og jeg elsker jo Sydafrika). I hendes egen brudebuket var også med denne blomst (det er da kærlighed).
Igår skrev jeg noget om, at jeg slet ikke kan finde ud af det med arbejde og sygemelding. Jeg VED, at jeg har fantastiske kolleger, som passer på mig og som vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Én ting er at vide, at de tænker på mig lige nu. En anden ting er, når blomsterbudet ringer på, smiler og siger “Her er jeg så igen tø hø“, og så overrækker mig den smukkeste buket i sarte farver og med gule fresier, der dufter af forår i hele huset. Skønne kolleger, 1000 tak, jeg er mere glad for buketten og hilsenen, end I aner. Og jeg skal nok skynde mig at blive frisk, så jeg kan give jer alle et kram!
Mandag makkede ret! I dag har været en oplivende dag, hvor tingene er foregået i mit tempo med mange hvil, mange blomster og mange taknemmelige tanker til alle jer, som bekymrer sig om mig.
Jeg har det bedre i dag, og skal vi ikke bare aftale, at fra nu af bliver det ved med at gå bedre. Med små skridt, men fremad!
Godnat og tak for jer! Allesammen!
Ingen kommentarer