Den her december er ærlig talt en kende udfordrende for mig. Mine ben opfører sig vildt åndssvagt, min venstre hånd og arm virker som om de visner, og min ryg gør vildt ondt. Til gengæld føles det som om min hjerne smuldrer lige så stille. Jeg glemmer, hvad jeg har sagt. Og latenstiden fra jeg bliver spurgt om noget og til min hjerne får formuleret et svar, varer næsten et helt afsnit af Ludvig og Julemanden.
Men jeg får fandeme heller ikke meget hjælp til at få tingene til at hænge sammen og hjernen til at følge med, altså!
Nuvel, Peter gør hvad der står i hans magt for at få tingene til at glide. Han handler, laver mad og sender mig lister over, hvor langt vi (læs:han) er med julegavekøbene til både børn og gamle, så jeg ikke skal bekymre mig. Så vidt så godt! Men i morges blev jeg sgu en smule bekymret alligevel…
Peter havde nemlig sat vores hus til salg i løbet af natten!
Endda helt uden at fortælle mig det, eller i det mindste spørge mig, hvor god en idé jeg syntes det var. Klokken var 7.32, da jeg opdagede det. Jeg var lige bakket ud af indkørslen med tre unger på bagsædet, som søvnigt vinkede til deres far i morgenmørket. Dér, lige ved siden af vores postkasse, fik jeg så øje på et hvidt skilt fra Danbolig!
“Hvad fanden sker der lige” udbrød jeg og kiggede forvirret om på de klatøjede på bagsædet. Peter stod oppe ved hoveddøren og vinkede på livet løs, lige indtil jeg bremsede Berlingoen, rullede vinduet ned og råbte “Skal vi nu også flytte??”, mens jeg med strækt arm og stiv finger pegede på Til Salg skiltet fra Danbolig.
Det skulle vi så ikke. Peter forsikrede mig om, at vi bliver boende, og at han i løbet af formiddagen ville finde et hus, som så mere “salgslysten” ud end vores og så stille skiltet dér. Jeg kørte derpå de unge mennesker i skole og mig selv på arbejde. Her kunne man så forvente, at morgenens hussalg var hjernekludder nok for sår’n en som mig, men næh…
Hver dag kører jeg op og ned med elevatoren på arbejde virkelig mange gange. Jeg har sådan et orange plastickort, som jeg skal køre hen over en dims for at aktivere elevatoren. I morges var ikke anderledes end alle de andre morgener! Og dog helt anderledes, for mit kort virkede ikke. Jeg kørte det ivrigt og til sidst lettere arrigt hen over dimsen, uden der skete en skid!
Jeg var i sagens natur stadig en smule forvirret over nattens hussalg, så der gik en rum tid, før jeg opdagede, at jeg faktisk havde to orange kort med i skole i dag! Det ene kort gir’ rabat i IKEA, mens det andet gir’ mig mulighed for at bruge elevatoren på arbejde. Jeg valgte i morges at forsøge at bruge det ene til elevatoren…
Ellers har det faktisk været en meget hyggelig dag. Jeg har sovet to timer til middag, nydt at være alene hjemme i eftermiddags, og så har jeg fået pakket gaver ind i stor stil. Jeg har hørt julemusik, spist slik, og så har Hjalte lavet risengrød til aftensmad. Den brændte på big time, så Peter og han var nødt til at hente McDonalds.
Det er saftsuseme aldrig kedeligt!
1 Kommentar
Susanne / flesthverdage
21. december 2016 kl. 7:24Nej, hvor jeg elsker din måde at se alt det positive i livets lort, virkelig!!!
Du være et skønt menneske at være sammen med, selv om jeg godt ved, at lortet også bare er lort nogle dage.
Respekt herfra og glædelig jul til Jer alle!!!!!