Bare fordi vi holder sommerferien ved Vesterhavet, hvor det naturlige omdrejningspunkt er det store hav og den brede sandstrand (og de kæmpe is!!), så har Tversted faktisk noget, som vi vender tilbage til hver gang, vi er her. Tversted Klitplantage og Tversted Søerne har nemlig det hele, når det gælder sår’n en familie som vores (det vender jeg tilbage til senere).
Helt kort, altså for lige at hælde lidt ligegyldig hurtig viden på jeres sommerferiehjerner, så kan jeg fortælle, at:
Tversted Klitplantage er Nordjyllands ældste plantage, og blev etableret i 1853, fordi det var nødvendigt at plante træer i klitterne da en omfattende sandstorm var begyndt at æde lidt for meget af klitterne. Plantagen er simpelthen så hyggelig, for der er en stemning af ro, og følelsen af små søde trolde, der tripper rundt i mosset mellem træstammerne, når man går. (Jeg er så godt nok den eneste i familien, der “føler det der med trolde…”, men jeg er da ligeglad, for jeg kan høre troldene hviske til hinanden og trippe rundt!)
Tversted Søerne er to kunstigt anlagte søer. Søerne blev anlagt i 1948-1952 og er resultatet af en opdæmning af et lille bækløb ved navn Hvarrebæk.
Søerne skal virkelig opleves, for der er superhyggeligt og fredfyldt at være. Der er borde/bænksæt rundt om søerne, og der er lige smukt og besøgsværdigt, uanset hvilken årstid du tager derhen. Når du tager til Tversted Søerne (for det gør du!) så tag termokaffe og kamera med. Der er nemlig både rigt dyreliv med alle mulige slags ænder (rapænder, papænder osv), fisk og smukke åkander (altså lige nu).
Nu sidder du garanteret og tænker:
“Fint nok Charlotte, men hvordan kom du til både klitplantage og rundt om de der søer med dine visne ben?”
Det skal jeg sige dig! For det første er både Klitplantage og stien rundt om søerne handicapvenlige – ja ligefrem kørestolsvenlige, så jeg klikkede blot min elskede Klaxon-Klick motor på min ligeså værdsatte Küschall kørestol og så var jeg med på lige vilkår!
For første gang i en million år fulgtes vi alle fem ad hele vejen fra sommerhuset og hen til plantage og søer. Afsted det gik ad grusstier, landevej og skovstier. Og ikke en eneste gang havde jeg brug for et skub, løft eller pause.
Det var helt og aldeles pragtfuldt! Alle slappede af og nød turen, for jeg kunne jo både snakke og bevæge mig på samme tid. Jeg brugte ingen kræfter på at komme fra a til b, og bedst af alt, så kunne jeg være med til nøjagtig de samme oplevelser og deltage i alle snakkene med dem, jeg elsker!
Det har været så svært for mig at tage plads i min kørestol og endnu mere at skulle klikke en motor på. I den her ferie har jeg øvet mig i at være ligeglad, og jeg kan med den største ærlighed sige, at jeg er IKKE ligeglad. Jeg er glad – virkelig superglad for at være nået til den erkendelse, at det er meget, meget sjovere at være med, hvor det sker end at sidde hjemme og vente på det sner.
Jeg håber inderligt, at det her indlæg kan være med til at give nogle af mine læsere med sclerose modet til at bruge de hjælpemidler, som står klar til at hjælpe én.
Jeg er ihvertfald glad for, at jeg er nået hertil! Og nu bliver jeg nødt til at smutte, for jeg skal have sat min kørestolsmotor til opladning. Der er nemlig mere at opleve.
Hey, og tusind tak til Peter, som har taget samtlige billeder, jeg har lagt på bloggen fra den her sommerferie i Nordjylland. Og dette må så samtidig gøre det ud for et svar til alle de læsere (to stk), som har spurgt mig, om jeg var på aleneferie med ungerne!
Ingen kommentarer