Brombærplukning med parkourCa. 2 minutters læsning

Min mor ringede i går og spurgte om jeg ville med på café i dag. Det gad jeg ikke! Jeg kunne faktisk ikke finde på noget, jeg gad mindre end at sidde på en café med min mor og snakke om hendes fantastiske børnebørn. Men jeg gad noget helt andet, og hun var gudskelov med på idéen!

Så i morges tog jeg hjem til min forældre, drak en kop kaffe og proppede så min mor i Berlingoen, mens jeg vinkede farvel til min far, som skulle til roning. Det var først, da min mor og jeg parkerede bagved kirken for at plukke brombær, at det gik op for mig, at min mor faktisk har savnet MIG! Der er så meget hverdag og så mange ting at fylde den ud med, at jeg slet ikke kan huske, hvornår jeg har haft min mor helt for mig selv (hilsen Charlotte 45 år).

Vi snakkede uden at blive afbrudt af andre end hinanden! Ja… og så også af mit baglæns styrt ind i en meget stikkende brombærbusk. Jeg skulle lige hilse og sige, at hvis der er noget, som kan få en 72 årig dame til at smide både brombær og overblik og derpå udbryde “Gud Gud Gud lille skat altså“, så er det min mor, som forgæves prøver at hive sin sprællende datter ud af tornene på en brombærbusk.

Det er aldrig kedeligt altså! Og således blev jeg mange torne rigere i både håndflader og venstre røvballe.

En smule parkour i en brombærbusk med meget modne bær, slog os ikke ud, og vi endte faktisk med at have plukket nok brombær til, at jeg både kunne lave brombærmuffins og brombærmarmelade i eftermiddags. Begge dele smager ualmindeligt godt.

I dag var en dejlig mandag. Jeg har nydt, at min mor har savnet mig så meget, at hun vil bruge en hel formiddag med mig i en brombærbusk bag en kirke i regnvejr, så vi kunne snakke dybt, grine højt og bare være sammen. Flere af den slags dage skal der findes plads og tid til.

Og apropos absolut ingenting, så er der kun TO dage til at søde, skønne og skøre Freja fylder 18 år. Det er sgu da ikke til at fatte!