Jeg oplever lige nu et vagtskifte herhjemme. Det handler om snotunger, som pludselig forvandler sig til skønne unge mennesker. Og det handler derfor i ligeså høj grad om at jeg finder min plads i den uigenkaldelige transformering fra snotunge til ungt menneske. Jeg synes egentlig, at jeg har vældig godt styr på det der transformeringsnoget. Men den sidste uge har alligevel været en øjenåbner.
I mandags tog Jeppe for eksempel til Berlin med klassen. Det er som sådan ikke en ny opfindelse, når man går i 9. klasse, at man tager på studietur til en europæisk storby. Men når man er Jeppe på 15 år, og klart er mest til hjemlig hygge med forudsigelighed og hverdag i faste rammer, så er det virkelig fedt at finde ud af, at Berlin både er sjov og spændende, og at hverdagen godt kan vente en uge. Jeppe kom hjem i fredags, og det var simpelthen så fedt at høre ham fortælle om turen, hvor nemt det havde været at falde i søvn, og hvor mange spændende ting, de havde oplevet.
Jeg sad der fredag eftermiddag i sofaen med Jeppes fire kilo tunge hånd i min og kunne slet ikke koncentrere mig om både at stirre kigge på ham og samtidig lytte til, hvad hans dybe begejstrede teenagedybe stemme formulerede om skøre venner og gode oplevelser. Jeppes fantastiske oplevelser i Berlin havde gudskelov overhalet hans glæde for hjemlig hygge! og med den vigtige erfaring i bagagen, gik den unge mand ud som et lys ret tidligt fredag aften.
Lørdag morgen, alt for tidligt, stod Freja og jeg op. Freja fylder 18 år på onsdag og havde derfor inviteret en flok veninder til brunch. Vi er et team, Freja og jeg! Et godt team, så længe jeg gør, hvad Freja siger, og Peter laver scrambled eggs og steger bacon…
Og så kom bilerne med fødselsdagsgæster trillende. Det var faktisk ved synet af bilerne, at det for alvor gik op for mig, at det er et virkelig skarpt hjørne, Freja runder om tre dage. 18 år betyder i den grad vagtskifte! Jer, som har børn ved, at børnefødselsdage er lig med forældrekaffe og smalltalk i forbindelse med, at snotungerne hentes efter tre timers fødselsdagsfest med kagespisning, slikposer og skattejagt.
Frejas veninder kom alene – i hver deres bil. Forældrenes bilnøgler lagde de skønne unge mennesker i entreen, hvorpå både Freja og jeg fik glade knus af hele flokken. Der blev snakket, hygget og grinet. Der er altså ikke noget bedre end ungdommens livsmod og livslethed sådan en lørdag formiddag.
Freja havde om morgenen foreslået, at familien gjorde sig så usynlige som muligt, mens hun havde gæster, hvilket vi selvfølgelig imødekom. Jeg gjorde mig for eksempel helt vildt usynlig inde i soveværelset med rundstykker, kaffe og Netflix. Drengene måtte lide den tort at være henvist til at spille computer inde på værelserne helt indtil gæsterne gik, mens Peter vist fik hygget sig med at få lavet lidt arbejde inde på arbejdsværelset.
Jeg kan virkelig godt lide vagtskifte. Og jeg er vild med transformeringen fra snotunger til skønne unge mennesker. Men allermest kan jeg lide tanken om #aldrigmereforældrekaffe. For de unge mennesker drikker kaffen selv nu, mens vi gamle leger usynlige.
Ingen kommentarer