I går morges pakkede jeg en lille taske og kørte til Aarhus. Freja havde fri fra arbejde, så hvad var mere oplagt end at tilbringe dagen sammen med min datter.
Vi havde aftalt at spise frokost på stranden i solskin. Madpakker, tæppe og rollator blev hevet ud af Berlingoen og så gik vi i sneglefart den ujævne vej ned til stranden.
Hvor vi mødte tre børn, der alle var på den alder, hvor både indtørrede rester af is og Hello Kitty logo er populært på badetøj. De var tydeligvis på vej hjem fra strandturen, men stoppede indiskret op, da Freja og jeg sneglede op på siden af dem. Ingen af dem syntes, at det var forkert at glo på damen med rollatoren, og jeg kunne se, at de tænkte deres.
Derfor stoppede jeg også, kiggede på dem og spurgte “Er den spændende?” Børnene kiggede på hinanden og så spurgte den ene om det, de alle tre helt sikkert tænkte:
“Måske… Men hvorfor går du med rollator?”
Jeg svarede, som sandt er, at det er fordi jeg har bøvl med mine ben, og at jeg bruger den for ikke at falde.
“Er du da gammel?”
Inden jeg kunne nå at svare på det spørgsmål, kom deres far slæbende med håndklæder, madkurv og poser. Han så lidt utilpas ud ved situationen, smilede kort og sagde:
“Kom unger, vi skal hjem”
Farens besked blev overtrumfet af en af børnene, der tydeligvis gerne ville have svar på sit spørgsmål, og derfor kiggede på mig og sagde: “Ej, Er du hva’?“
Faren havde ikke hørt, hvad der var oprindeligt blev spurgt om og besluttede klogt at vente på, at jeg svarede på hans barns spørgsmål.
Jeg smilede og svarede lidt vævende: “Argh gammel og gammel, jeg ved ikke helt. Jeg er ikke så gammel, som mange andre der bruger rollator. Men der er jo det der med mine ben, som visner lidt for hurtigt…”
Og så skal jeg da lige love for, at faren kom ind i samtalen. Han kunne se, at jeg både var børnevenlig og ikke utilpas ved situationen, så han sagde:
“Altså hvis nu farfar, som også bruger rollator er gammel, er damen her så gammel”, og så svarede han selv (lidt for) hurtigt “Ej vel unger?!”, mens alle tre børn troskyldigt rystede på hovedet.
Faren afsluttede vores lille rollatorsnak med at sige, at det var noget skidt med min ben og ønskede mig god bedring. Alle tre børn smilede og sagde farvel, og så spiste Freja og jeg madpakker, mens vi sad med bare tæer i sandet, lyttede til bølgeskvulp og fik sol på næsen.
Livet er så meget nemmere, når man spørger om det, man er i tvivl om! Ellers kan man jo ikke garanteres det svar, man fortjener og som i bedste fald er oplysende. Vi voksne skal huske, at børn stiller logiske spørgsmål for at blive klogere på livet og ikke for at være irriterende.
Ingen kommentarer