0 I Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

En fest for førlighedenCa. 5 minutters læsning

Der er virkelig mange gode grunde til at læse det her indlæg! Du kan nemlig både læse om, hvad det kan føre med sig at have en stor passion og også hvilken kæmpe forskel det gør, når de musikalske venner støtter op om ens passion og vilde idé om at afholde en koncert.

Ovenikøbet en koncert, hvor alle de bragende dygtige musikalske venner tilbyder at optræde gratis, så hele overskuddet fra koncerten kan gå til forskning i sclerose! Og at lydmanden, lysmanden, fotografmanden gør det samme!

Koncerten hed En Fest For Førligheden!

Manden bag den storslåede idé er Casper Mikkelsen.

Casper er en eminent dygtig musiker, som i 2013 fik konstateret sclerose. Jeg fik kendskab til den her koncert, fordi Casper for et stykke tid siden postede (virkelig mange) Facebookopslag om, at han havde stablet en koncert på benene, som skulle foregå i Esbjerg Musikhus Han lovede i sine opslag, at det ville blive en fantastisk aften, hvor man ville komme til at opleve mange forskellige fremragende bands med virkelig dygtige musikere.

Og så skrev han faktisk også, at alle var inviteret med til at give

en festlig fælles og musikalsk fuckfinger til sclerosen.

Lige præcis det initiativ kunne jeg ikke stå for. Jeg tænkte,  “DET her… det skal jeg være med til!” Og så købte min gymnasieveninde og jeg billetter til koncerten “En Fest For Førligheden”.

Udover udsigten til at skulle sidde i Esbjerg Musikhus og sammen med et hav af andre mennesker at skulle sclerosen en festlig fælles fuckfinger, havde jeg ikke de store forventninger til selve koncerten. Jeg kendte f.eks. ingen af de bands, som var med. Man kan vel sige, at mine forventninger til denne koncert var på højde med at have købt billet til Sønderjyllands Symfoniorkester, fordi Bruce Springsteen billetterne var udsolgt! Med andre ord, så forventede jeg blot en hyggelig, småkedelig og forudsigelig aften i selskab med min gymnasieveninde ved min side og lutter ukendte navne på scenen.

Men sådan skulle det altså ikke gå!

Casper trådte ind på den instrumentspækkede scene kl. 19.30 på og bød på den mest tiltalende jyske facon velkommen til koncerten. Han sagde (som man jo ofte gør, når man byder velkommen) en hulens masse kloge og rammende ting. Jeg kan overhovedet ikke huske det hele, men tre ting hæftede jeg mig ved! Og det var:

  1. Der måtte danses og tages billeder!
  2. Han håbede, at koncerten gav anledning til at bevæge sig og ikke mindst at BLIVE bevæget.
  3. AL overskud fra koncerten ville gå til forskning i sclerose!

(Nåh ja og så nævnte han faktisk også det der med, at vi senere skulle give en fælles fuckfinger til sclerosen!)

Og så kom det ene band efter det andet på scenen. Lad mig allerede her afsløre, at det var IKKE som at være til koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester!

Overhovedet ikke. Ikke engang snerten af det!

Det var tydeligt for enhver, at alle musikerne kendte hinanden og nød at stå på scenen og give den gas. Jeg vil ikke bruge det her blogindlæg til at nævne alle musikerne på scenen, for så bliver det mit længste blogindlæg so far! Istedet vil jeg, udfra devisen ingen nævnt ingen glemt, lade jer nyde billederne, som Niels Linneberg og Jeppe Dahlstrup har taget. De har begge givet mig lov til at bruge deres fotografier fra koncertaftenen.

Med deres flotte billeddokumentationer af aftenen, kan man virkelig mærke stemningen fra koncerten! Jeg  tog ikke ét eneste billede selv (det passer!) Det er nemlig svært at tage billeder med to hænder der klapper taktfast hele tiden! Stor tak til både Niels og Jeppe for at I lader mig bruge jeres billeder her.

Og med Caspers Mikkelsens vise ord:

Vi skal bruge krudt på at feste og have det rart sammen. For det man kaster lyset på, det vokser!

vil jeg afslutte dette indlæg med at sige TAK Casper! Tak fordi du lykkedes med at stable En Fest For Førligheden på benene! Jeg håber inderligt, at du og dine venner gentager succesen. Jeg lover at komme! Hils alle dine musikalske venner og sig TAK. Fortæl dem, at de har gjort en større forskel end de aner!

Jeg har efterfølgende talt med flere af de andre, som var med til koncerten, og vi er alle enige om, at Vi BLEV rørte (meget), og at vi FIK os rørt (nogle mere end andre). Så dit ønske med koncerten gik i opfyldelse, kære Casper og hold nu op altså, hvor gav det gåsehud, at en hel teatersal var fælles om at give sclerosen en stor fuckfinger!

Og til jer, som har læst med her, gå lige ind på Facebooksiden En Fest For Førligheden. Det kan være det hjælper til med at Casper og alle hans fantastiske venner vil gentage succesen næste år, så vi kan få samlet endnu flere penge ind til forskning i sclerose og ligeså vigtigt at holde en ny Fest For Førligheden.

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.