0 I Mad

Hjemmelavet bounty – eller hvordan du blir’ yndlingskollegaCa. 3 minutters læsning

I søndags, da jeg kom hjem fra skovtur med ølveninden, kunne jeg ikke tænke på andet end chokolade! Vi har ingen chokolade i huset. Eller jo, det har vi faktisk, for Peter og jeg købte en del, da vi nåede grænsen på vej hjem fra vores tur til Berlin. Jeg kan bare ikke nå noget som helst af det, for jeg har bedt Peter om at stille det hele på loftet, så vi har noget tilbage, når vi når julemåneden.

Det må sgu da siges at være selverkendelse ud over det sædvanlige hva?! Hvor chokoladetrængende jeg end måtte være, må det nemlig betragtes som helt umuligt og usandsynligt, at jeg kan liste op på loftet (og ned igen) for at få stillet min chokoladetrang!

Chokoladehungeren i søndags var dog så massiv, at jeg gik på jagt efter et eller andet sødt chokoladeagtigt ude i viktualierummet. Begejstringen over at finde både en pose kokosmel og en pose chokoladeknapper gjorde mig helt svimmel af glæde. Jeg gik straks i gang med at google BOUNTYBAR og erfarede, at der tydeligvis findes andre end mig ude på internettet, som også kan lide chokolade og kokosmel, for det væltede frem med opskrifter på netop hjemmelavet bounty. Alle opskrifter var tæt på enslydende, og nu ligger der så en til på nettet, som i slipper for at google efter, for den kommer her:

Hjemmelavet bounty (flertal: bountys, bounties, bountisser  vælg selv…) ca. 30 stk

Ingredienser

  • 200 g dadler
  • 200 g kokosmel
  • nip vaniljepulver
  • 1,5 dl kokosmælk (hæld vandet fra, så det kun er mælken du bruger)
  • 1 øko citron ( eller øko-lime)
  • 300 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

  • Skær dadlerne i mindre stykker.
  • Kom dadlerne, halvdelen af kokosmelet, vaniljepulver, citronskal og kokosmælk i en blender.
  • Blend.
  • Vend/arbejd den anden halvdel kokosmel i og sæt i køleskabet i 1 time.
  • Form 30-35 små bounty (-tys, -ties, tisser).
  • Hak chokolade og smelt det over vandbad.
  • Overtræk bounty (-tys, -ties, tisser) med chokolade.
  • Opbevar i køleskab (på den hemmelige hylde!)

De udvalgte, som har fået lov til at smage en bounty, virker yderst begejstrede for min indsats. I dag tog jeg for eksempel titlen som VUC SYD’s mest populære kollega hos tre af mine kollegaer. Jeg havde nemlig pakket nogle bounty(-tys, -ties, tisser), som jeg afleverede til de respektive testspisere i morges.

Det fik jeg så disse supersøde reaktioner på (selvom jeg da udemærket er klar over, at der er en bagtanke med deres begejstring.)

 

 

 

 

 

Jeg synes bestemt, at du skal prøve opskriften. Jeg tror faktisk også, at den er OK som en slags julekonfekt, hvis du ruller dem til små kugler, smider lidt guldglimmer eller frysetørret hindbær på og kalder dem julekugler! Og tænk hvis du ovenikøbet kan blive månedens medarbejder ved at dele en smule ud af kuglerne.

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.