2 I Mad

Pølsehorn! eller “Sådan bliver du verdens bedste mor”Ca. 3 minutters læsning

[dropcap]D[/dropcap]agens uden sammenligning værste tidspunkt for mine tre unger herhjemme er ikke, når jeg vækker dem tidligt om morgenen, det er heller ikke, når jeg proklamerer, at “nu er det slut med skærm, gå ud og leg!“. Nææh.. det er, når jeg omkring kl. 19 ude fra køkkenet råber:

I skal ha’ smurt madpakker nu” Naturligvis med tryk på NU!

Dybe suk fra alle tre teenageværelser kan høres helt ud på vejen, efterfulgt af de obligatoriske slæbende skridt mod køkkenet. Nogle gange (ca. fire gange i ugen) spørger Hjalte, om han ikke bare kan tage penge med til boden”, og svaret er hver gang “Ej mulle, tror du vi skider guldmønter herhjemme?“.

Og så smører de alle tre madpakker. Seancen indledes ofte med et lille skænderi om, hvem der har krav på det sidste spegepølse, eller hvem der skal skære rugbrødet. Det ender, trods skærmydslerne, som regel med, at alle bliver mætte dagen efter omkring kl. 11.30.

Men nogle gange har jeg behov for at erobre titlen”Verdens bedste mor“. En relativ nem måde at vinde den titel på, er ved lave pølsehorn til flokken. Og helst om søndagen, så duften når at mildne udsigten til mandag.

Jeg plejer at lave dej “på slump”, det vil sige, at jeg bruger af det mel jeg har og hælder det i væsken, indtil jeg synes dejen er god og smidig. Det har min mor altid gjort, så jeg har aldrig lært andet. Jeg synes, det er nemmere, og det sparer opvask (vigtigt!). Men jeg kan jo ikke lægge en opskrift op og skrive “Lav en dej på slump“, så denne gang har jeg målt og vejet og her har du så en dej, der virker!

Pølsehorn (“Verdens bedste mor” udgaven)pølsebrød2

  • 50 g gær
  • 1 1/2 dl vand
  • 1 dl yoghurt natural eller andet surmælksprodukt (jeg bruger nogle gange hytteost)
  • 350 g. hvedemel (ca)
  • 100 g. speltmel eller grahamsmel (eller hvad du har i skabet)
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 3/4 dl olivenolie
  • Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet (der ikke er for koldt). Tilsæt surmælksproduktet, olie og sukker. Rør rundt og tilsæt derefter mel og salt lidt ad gangen. Ælt dejen til den er smidig og ikke for klistret (tilsæt evt. mere mel). Stil til hævning i en skål med klæde over i mindst en times tid. Når dejen er hævet, rulles den ud og skæres i trekanter. Smør hver trekant med et tyndt lag koncentreret tomatpuré. Læg en pølse i den brede ende og rul så dejen omkring. Lad pølsehornene efterhæve i ca. 30 min. og pensl med æg og drys sesamfrø på. Bag pølsehornene ved alm. oven 200 grader i 14-16 minutter (eller varmluft 175 grader).

Den her opskrift giver ca 20 pølsehorn

God fornøjelse og velkommen i klubben af “Verdens bedste mødre”.

 

Du ville måske også kunne lide

2 Kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.