0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Scener fra mit liv

Scenen er sat med både ligegyldigheder og lidt sur røv i dette indlæg. Så hvis du er til dybe tanker og partyversionen af det som kaldes hverdag, så klik lige videre ik?’! Du risikerer nemlig at blive ramt af det forvirrende og drænende tankeaffald, som finder plads i min hjerne lige nu.

Jeg plejer sgu da nok at kunne grine lidt af tingene og se fremad! Ihvertfald se fremad ik?!” 

udbrød jeg, da min veninde ringede i går for at spørge, om jeg var OK! Jeg er lidt OK, men ser nok en del mere indad end fremad lige nu. Det levner ikke meget plads til grin, når man kigger så meget indad at udsigten begrænser sig til kun at kunne se sin egen sure og trætte røv. Der er mange scener fra livet i denne uge, som bidrager til dette. Lad mig indlede med en scene fra i går, hvor Hjalte indtager hovedrollen! (og jeg faktisk formåede at grine lidt…)

Det forholder sig sådan, at Hjalte har en af de der emneuger i skolen, som 80% af alle lærere glæder sig til er overstået (jeg er selv lærer…) En emneuge som ofte tilbringes enten i skoven eller i midtbyen, hvor man skal lære sin by at kende. Hjalte bruger så denne uge i skoven. Faktisk så meget i skoven, at han følte behov for at pletrense sine yndlingsshorts, da han kom hjem i går. Og her kan jeg som mor simpelthen ikke andet end rose ham for at gå effektivt til værks! Hjalte har nu et par batikfarvede yndlingsshorts. Drengen valgte nemlig at bade sine shorts i det yderst effektive og clorholdige rengøringsmiddel Cillit Bang. Ingen af os kunne undgå at høre Hjalte undre sig over, at det der “Vanish” agtige pletrens fuckede op, og da jeg nåede ud i bryggerset for at inspicere, stod drengen klar til at tilføje sine shorts lidt WC rens.

Så… sig hej til Charlotte, den uansvarlige slags mor, som ikke låser rengøringsmidlerne inde og som tilmed beder sine børn om selv at fjerne deres pletter! Men hey! Han fik da både en lektie i rengøringsmidler vs. vaskemidler OG et par nye retroshorts ud af det!

Dette var så Hjaltes bidrag til Scener fra mit liv i denne uge! En scene, som jeg en hvilken som helst anden uge ville skrive en sjov konfirmationssang om.

Mit eget bidrag til en scene i mit liv er i en lidt anden kaliber end en lille plet på en buks, men det vil være alt for omfangsrig, hvis jeg skal fortælle en masse om alt det hjerneaffald, jeg roder rundt med lige nu. Men jeg vil søreme heller ikke snyde jer, der er nået så langt i det her indlæg  for at læse lidt videre om mine lange bryster, hvorfor jeg ikke er på julegave med min visitator og om, hvorfor Peter synes, at jeg er en sur røv.

Scene 1! Mandag morgen:

Jeg har ondt i ryggen ad helvede til. Faktisk så meget, at jeg var hos kiropraktor i går, som både stak nåle i mig og knækkede min ryg, hvorefter han med en finger prikkede mig midt på ryggen og sagde noget om, at det var “lige her ved brystbenet” at det knækkede.

“Lige ved brystbenet?” udbrød jeg forskrækket! Ikke fordi brystben i sig selv skræmmer mig, men mere fordi, at hvis mit brystben sidder midt på maven, må det jo være lige med virkelig lange patter! Det kunne den søde kiropraktor så grinende berolige mig med, at sådan hang det altså ikke sammen. Og så ønskede han mig god bedring til på torsdag, hvor vi skal mødes igen til lidt nåle og knæk.

Scene 2! Alt for mange dage:

Jeg har fået afslag fra visitationen på en balancevest. Jeg har søgt om dette hjælpemiddel, så jeg bedre kan holde min forbandede balance. Jeg forstår ikke afslaget og har derfor valgt at bruge det som et springbræt til at skrive en klage. En klage som jeg har brugt virkelig lang tid på at formulere og skrive, fordi det er så pissesvært og kognitivt udfordrende at huske det hele og skrive det lige præcis på den måde, så visitationen forstår, hvor vigtig sådan en balancevest er for mig. Jeg synes, det er så forbandet hårdt at skulle skrive om, hvordan jeg i virkeligheden har det, og ikke bare skulle give partyversionen af, hvordan det er at leve med den her lortesygdom. Jeg føler mig ikke ordentligt behandlet – hverken af sygdommen eller visitationen i den her omgang. Og det gør nas!

Scene 3! Tirsdag middag:

Og det bringer mig så videre til sidste scene fra mit liv i den her uge. Alle herhjemme kan selvfølgelig mærke, at jeg spekulerer meget og har gang i “noget med kommunedamen“. Peter kan mærke, at jeg er nødt til at bruge virkelig mange kræfter på det her, og jeg kan mærke, at han på mine vegne også er ved at være led og ked af, at det ikke snart kan få en ende med ansøgning, partshøring, svar på partshøring, afslag, klage og hvad der ellers dukker op i den her sag om balancevest. Han støtter mig i alt hvad jeg gør og prøver også at holde dampen oppe på både mig og sig selv.

At jeg så faldt i morges på vej hen til bilen og knaldede mit hoved ind i sidespejlet,inden jeg kørte på arbejde var ligesom lidt en “fuck balance trumf”. Det gjorde også nas – på en meget håndgribelig måde!

Måske var det derfor Peter mente, at en SMS ville være på sin plads i dag. Altså lige da jeg havde lagt mig i sofaen efter arbejde. Og hvor jeg var alene hjemme, havde brygget en kop kaffe og tændt for NETFLIX, fordi jeg ser en serie, som er vigtigere end noget andet i mit liv! Peter skal derfor have lært ikke at sende SMS’er, når hans hjerneaffaldskone er smeltet ud i sofaen med sin bedste ven NETFLIX!

Peter vidste jo naturligvis ikke, at jeg var optaget af noget langt vigtigere end ham, så han spurgte:

Og ja, jeg er en lidt sur røv, som ikke rigtig har overskud til at have ondt i ryggen, vælte på vej ud til bilen i morges, have kommunen som tids- og tankerøver.

Jeg vil slutte af med et sceneskift. Jeg vil lukke og slukke for denne omgang tankeaffald, hive mit hovede ud af røven og i stedet atter se fremad. Og så vil jeg gå ind og fortælle Peter, at vittigheden med “wurst case scenario” faktisk var sjov nok…

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar