Jeg prøver!Ca. 6 minutters læsning

Jeg har nu været sygemeldt i fire måneder!

Fire måneder er altså en virkelig stor luns af et år. Jeg bryder mig ikke om at være sygemeldt, og jeg er faktisk heller ikke god til det. Jeg synes, at det er svært for både humøret, samvittigheden og værdigheden, når jeg ikke kan huske en skid, ikke kan formulere mig som jeg gerne vil og plejer at kunne. Jeg er ked af, at jeg ikke kan passe mit arbejde lige nu og at min familie skal opleve, at jeg hverken tager initiativ eller har en hverdag, hvor jeg kommer sprudlende hjem og har oplevet noget, der er værd at dele.

Jeg tilbringer de fleste af døgnets timer her på matriklen. Dagene ligner meget hinanden. Jeg strikker, hører lydbog eller musik, triller en lang tur med Peter om eftermiddagen, vralter en lille runde i haven og tigger foråret om at komme snart. Jeg har en håndfuld veninder, som enten lokker mig eller truer med at kidnappe mig, så jeg kommer lidt ud. Det værdsætter jeg og sætter umådelig stor pris på, for var det ikke for dem og klanen herhjemme, så så det sgu sort ud for fru Holmboes sociale liv. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det må være superfrustrerende at forsøge at sparke lidt indhold ind i min hverdag, for ofte blot at blive mødt af en række årsager og undskyldninger for, hvorfor “liiiige i dag ikke passer så godt”.

Jeg VIL jo faktisk virkelig gerne mødes og opleve noget, som jeg kan glæde mig over og dele med andre. Lorten i alt det her, er at min hjerne er ret ødelagt lige nu, så planer og aftaler er irriterende svære at lave, uden at det brænder sammen for mig. Jeg bliver alt for hurtigt træt og samtidig underligt fortravlet i hovedet. Det er svært at forklare følelsen af at have en hjerne, der arbejder så voldsomt uhensigtsmæssigt.

Jeg skulle forleden prøve at forklare min veninde om min ødelagte hjerne, da vi sad og drak en øl ved stranden (hun havde truet mig til at hente hende og køre hende til stranden – jeg turde ikke andet!). Jeg sad lidt og lod blikket følge to måger, der virkede til at være uvenner, og så kom billedet til mig. Billedet af min børnehavehjerne!

Jeg sagde:

“Hvis du kunne kigge ind i min stakkels hjerne, så ville det være ligesom at kigge ind i en børnehave-garderobe med 89 børnehavebørn på speed, som bliver bedt om at tage flyverdragt på ude i garderoben, som kun er 8 kvm. Altså samtidig med, at de får at vide, at den der hurtigst får iklædt sig flyverdragt, har rådigheden over den fede nyindkøbte gule mooncar ude på legepladsen resten af ugen! Og også få den med hjem i weekenden!

Det går naturligvis galt!

Ingen af de 89 børnehavebørn kommer i flyverdragterne, 34 af børnene får næseblod, 11 af dem græder og skal trøstes, 7 af dem lister ud på legepladsen i strømpesokker OG uden flyverdragt på, mens 26 er smurt ind i spyt og bidemærker fra de andre. Resten er gået ind for at spise bussemænd og madpakker.”

Overfør så dette til min hjerne! Ikke så fedt vel?

Men er der da overhovedet ingen voksne tilstede i den garderobe med de speedramte børn (læs: hjerneceller)?

Jo da, de to meget unge pædagogmedhjælpere som netop den dag har fået til opgave at styre løjerne i garderoben, (fordi pædagogerne enten er til personalemøde eller sygemeldte), kan simpelthen ikke andet end at sætte sig ned og kigge resignerende ud over flokken, og blot drømme sig hjem i sofaen med strikketøj og skoldhed kaffe…

Og her kan jeg så afsløre, at min stakkels krop er som de to pædagogmedhjælpere, der ikke har en chance for at lykkes, når omstændighederne omkring dem er så håbløse.

Fire måneder indtil videre med en sygemelding som ikke pt. har nogen bagkant er altså ikke for tøsedrenge. Jeg bliver indimellem spurgt, hvad jeg gør for at få det bedre, og om det slet ikke hjælper at være sygemeldt. Jeg ved det ærlig talt ikke, for jeg har aldrig prøvet det før. Det eneste jeg ved er, at jeg trænger til at slukke min hjerne eller i det mindste få den til at tænke én tanke ad gangen. Jeg skal lære, at min hjerne ikke behøver at vide, hvad der er vigtigt og hvad der er ligegyldigt info lige nu. Så det øver jeg mig på og prøver hver dag at finde på måder, hvorpå det skal lykkes. Jeg har prøvet at lytte til utroligt mange gode råd (hold nu kæft, der er mange som har haft stress med påkrævet sygemelding). Jeg har læst om det, men enten er jeg utrolig tykpandet eller også er jeg bare så ramt af stress og udbrændthed, at det tager den tid, sådan noget må tage – og det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på!

Men jeg prøver at finde en vej tilbage til et liv, hvor jeg kan være med igen på lige vilkår, og hvor det er mig der er med til at komme med initiativerne og idéerne – det er bare ikke lige nu.

Til gengæld har jeg, mens jeg har skrevet alt det her, besluttet mig for at jeg i mit næste indlæg vil prøve at fortælle om de ting, der giver min hjerne ro og som også gør mig glad. For der er masser af gode ting også, jeg skal bare huske at lade dem få plads!