3 I Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Muligheder/ Ude i virkeligheden

Jeg holdt åbenbart bare en pause…Ca. 7 minutters læsning

Det her indlæg kommer til at handle om den sorg jeg oplevede, da jeg for mange år siden måtte erkende, at jeg på grund af sclerose ikke længere kunne cykle. Indlægget kommer også til at handle om den fuldstændigt fantastiske følelse, der erstattede sorgen, da jeg for nylig fandt ud af, at jeg åbenbart bare havde holdt en pause fra cykling.

Først sorgen:

Det var en varm aften i august i 2016. Peter og jeg havde tidligere på dagen sendt alle tre unger hjem til mine forældre, så vi havde hele aftenen for os selv. Vi skulle ind i byen og sidde på en café. Peter foreslog, at vi cyklede ind i byen, fordi “det kunne være kæmpehyggeligt”. Han havde forsigtigt foreslået det mange gange før, og lige præcis den aften trumfede min lyst til at kunne cykle mine bange anelser over ikke at kunne…

Alle mine undskyldninger for ikke at cykle havde siden foråret udelukkende handlet om at forhindre virkeligheden i at smaske endnu en sygdomssandhed ud i fjæset på mig. For hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad nu hvis det at dreje pedalerne rundt på min elcykel faktisk VAR blevet lige så umuligt for mig, som det er for en skaldet mand at lave midterskilning?

Og det blev naturligvis og for fanden også som både jeg og Peter forventede! Vi nåede at cykle 200 meter, før mit venstre ben flippede fuldstændig ud og min balance mindede om en fuld teenager på vej hjem fra byen med bukserne nede om hælene og bind for øjnene. Jeg steg opgivende af cyklen og begyndte at græde, mæt af at jeg altid har ret i mine bange anelser, og Peter bevarede som sædvanlig roen, placerede uden at sige et ord sin ulykkelige og afmægtige kone i grøftekanten og cyklede hjem efter bilen.

Mit ben faldt til ro, og jeg havde fået styr på både snot og tårer, da Peter vendte tilbage og uden et ord mig hjalp mig ind i bilen. Jeg er helt sikker på, at Peter både havde bandet og banket næverne hårdt ned i rattet på vejen tilbage til mig, men lige nu var vi stille. Helt stille, fordi ingen ord kunne mildne den sorg, der pludselig dukkede op over ikke at kunne cykle længere – for helvede da også!

Peter er en klog mand, så han vedblev at være helt stille med sin hånd hvilende på mit lår, lige indtil vi steg ud af bilen. Så sagde hans arme til gengæld alt det, som ord ikke kan. Han krammede mig længe helt tæt og så hviskede han “Vi vidste det jo egentlig godt…“. Ordet cykel blev ikke nævnt en eneste gang, resten af aftenen.

Og ja, jeg vidste det jo godt. Men jeg var bare slet ikke klar til at sælge min cykel, som jeg havde cyklet alt for lidt på, fordi “jeg jo godt vidste det” og derfor bare lod den stå i skuret! Men solgt blev den – til min mor, og så var det kapitel ligesom skrevet…

Og nu det fuldstændigt fantastiske:

Hvad jeg til gengæld IKKE vidste var, at min sorg over ikke at kunne cykle ikke skulle vare for evigt! Jeg holdt åbenbart kun en pause – en cykelpause!

Fordi for ca. 14 dage siden ankom en trehjulet cykel her på matriklen. Det er en trehjulet cykel, som jeg fik lov til at leje i en uge, for at tjekke ud, om det virkelig er helt sandt, at jeg er færdig med at cykle for resten af mit liv!

Det er overhovedet ikke sandt! Jeg kan sgu da godt cykle. Altså hvis cyklen er lavet til sådan en som mig, der har brug for tre hjul, så jeg kan holde balancen og en vægtpedal med en velcrostrop til at holde dropfoden på plads

Så i den sidste uges tid uge har jeg cyklet og cyklet. Alene ud på landet og en enkelt gang til træning. Jeg har cyklet sammen med Peter ind til havnen for at sidde i solen og spise kanelgifler, og jeg har såmænd også cyklet en lang tur sammen med mine forældre. Alle mine cykelture har været indlagt med pauser, undervejs hvilket absolut er noget, der er med til at gøre mit cykelliv til noget af det mest vidunderlige i verden.

Konen i muddergrøften

Listen med ting, som jeg ikke længere kan på grund af sclerosen er rockerlang, men en af de ting på listen som har bragt mest sorg, er nu fjernet igen efter seks år. Jeg tog nemlig en chance med en trehjulet cykel, og fandt ud af, at ikke alt behøver at streges af listen over ting, jeg ikke længere kan! For cykle!!! Det kan jeg fandme!

Den lånte cykel er afhentet igen, og jeg har brugt nogle dage og mange tanker og snakke med både mig selv, Peter og andre, som har en trehjulet for at finde ud af, hvilken cykel jeg skal investere i. Og jeg har besøgt cykelhandlere og prøvet nogle forskellige trehjulede cykler. For jeg skal helt sikkert have en trehjulet cykel, så jeg kan få motion, oplevelser, frisk luft og kæmpe meget livskvalitet. Jeg har endelig fundet cyklen, som passer mig bedst med de ønsker og udfordringer jeg har som cykelrytter.

Jeg vil ikke i det her indlæg skrive en masse om de overvejelser jeg har gjort, de cykler jeg har prøvet eller hvilke ting, jeg har vurderet som nødvendige i forhold til min cykel, men hvis der er interesse for det, så skriv det lige herinde i kommentarsporet, så kan jeg lave et lille indlæg om det.

Du ville måske også kunne lide

3 Kommentarer

  • Send svar
    Anja
    31. marts 2022 kl. 16:00

    Kære Charlotte.
    Hvor er det dejlig læsning! Det lyder næsten som min historie 🙈
    Bortset fra, at jeg endnu ikke har afprøvet trehjulede cykler og derfor endnu ikke ved, om jeg faktisk også stadig kan cykle. 🤔
    Derfor ville jeg være meget interesseret i et indlæg hvor du beskriver dine afprøvninger ift dine udfordringer. Og også gerne hvad du endte med at vælge. Jeg selv har længe overvejet en Nihola, men det er en dyr investering 🙈😉

  • Send svar
    Bente Christa Hansen
    31. marts 2022 kl. 17:58

    Tak for opmuntrende læsning, Charlotte, og tillykke med dine nye muligheder 🤗🙂

  • Send svar
    Inge
    31. marts 2022 kl. 22:44

    Fantastisk! Meget, meget dejligt formuleret og til at blive glad i låget over. Uanset om der er batteri til ‘hjælpemotor’, hvilket jeg ikke kan se ud af billederne…

    Jeg er selv meget glad for min el-cykel, som er selve forudsætningen for at jeg overhovedet kan cykle. Balancen er af en eller anden grund ikke så stort et problem som man kunne frygte.

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.