Vi er taget op i sommerhuset i Tversted.
Det er her, at jeg allerbedst kan trække både stikket og vejret. Det er også heroppe i sommerhuset ved Vesterhavet ude i klitterne, at jeg kan få styr på de dumme tanker, min dårlige samvittighed og husker på, hvorfor jeg er sygemeldt. Jeg kan være lige så stille og ubevægelig, som min krop og hjerne kræver. Den eneste lyd, der høres fra mig (under dynen i sofaen), er lyden af mit højre næsebor, som piber lige så sagte i takt med min vejrtrækning.
De sidste par uger har været fyldt op med sygemelding, tanker om attak, bivirkninger af medicin og en krop og hjerne, der ikke rigtig kommer i omdrejninger. Det føles ærlig talt lidt som tåge i en lufthavn… Hvornår letter den, så jeg kan komme videre. I gang igen med hverdagen og virkeligheden?
Tågen er ikke lettet endnu, men jeg har i et par dage set solen igennem den. Jeg har været med på tur, og det har været så skønt og smager af lige præcis det, jeg elsker. Peter har fået trænet både biceps og triceps ude i klitterne med en kone i kørestol, som hvisker “lidt længere Peter, for jeg fryser ikke endnu“!
Vi har i de her dage sammen fundet det laveste gear. Jeg har fundet ud af, at når tempoet er lavt, så er det ikke umuligt at følge med – og at jeg faktisk bedst kan følge med, når jeg sidder stille. Jeg har også fundet ud af at det med at sidde stille og bare lytte til sit højre næsebors piben ikke er den værste lyd i verden..
For første gang nogensinde er vi den her gang afsted i sommerhus uden Freja. Hun havde ikke helt så meget brug for at sidde stille som vi andre, så hun har været alene hjemme og holdt skansen med veninder til overnatning. Jeg har ikke lyst til at skulle hjem, men udsigten til ikke at være ene høne i flokken, og at Freja er hjemme, når vi kommer hjem er helt klart en formildende omstændighed.
De her dage i sommerhuset har været på sin plads. Og har fået mig til bedre at forstå! Jeg forstår virkelig, hvorfor jeg skal huske at være så stille, at jeg kan høre mig selv trække vejret. Jeg forstår det, fordi jeg kan mærke, hvad det gør. Helt ud i de yderste celler kan jeg mærke, når jeg i ro og mag lader mig selv være og de andre også lader mig trække vejret i min egen takt. Det er en god følelse!
Men jeg forstår sandelig også, hvorfor det er så svært i en hverdag, hvor både jeg og min familie forsøger at hænge i med en hverdag og en sygemelding, som både udfordrer, indbyder og kræver vores fulde tilstedeværelse! Derfor er det lige som det skal være, at jeg i de her sommerhusdage er blevet mindet om værdien af at kunne høre mit eget næsebor pibe.
1 Kommentar
Susanne Juel
14. februar 2017 kl. 22:01Hvor er det flot beskrevet, og hvor er det dejligt, at du har sådan et skønt sted , som du kan trække dig tilbage til, og hvor du kan mærke hjertet slå og tænke nogle bedre tanker, end dem man tænker midt i en presset hverdag. Smukke billeder. Det gør noget særligt for dem, at de er sort/hvid. Du ser så fin ud med hue og et varmt smil.