Småt Brændbart #7Ca. 6 minutters læsning

Nåh, Jeg vil ikke bruge en masse ord og forklaringer på at undskylde min forsinkelse af Småt Brændbart. Det bliver nemlig lidt den samme sang jeg har sunget i sidste uge.

Ugen der er gået var hård. Den var en rusketur rent psykisk og såmænd også fysisk, men det har vi dvælet nok ved i mit seneste indlæg, så det lægger jeg nederst i traileren og fylder i stedet dette indlæg op med ting, som ikke er helt så tunge og uhåndterlige at læsse.

Gangtesten – en slags eksamen

Jeg vil i det her indlæg istedet fokusere på det der (trods alt) gik godt i sidste uge her i Ry, hvor jeg jo har min gang lidt endnu. Ry Sclerosehospital er i de her fire uger beriget med to fysioterapeutstuderende, hvor jeg er så heldig at have den ene af de studerende koblet på mig. Sjældent har jeg mødt så dedikeret, engageret og vidende et ungt menneske. Hun og jeg har brugt mange timer sammen heroppe, hvor hun på fornemste vis formår at presse mig, hjælpe mig og bremse mig, når nok er nok.

Jeg er meget taknemmelig for, at hun er en stor del af min indlæggelse, og i dag fik vi beviset for, at mine skærmydsler, bandeord og sejrsudbrud under træningen har været givet godt ud.

I morges var jeg nemlig til “eksamen”. Min fysioterapeut og min studerende stod klar med blok, betragtninger og befalinger. Jeg skulle gå. Både hurtigt, almindeligt, langsomt, på trapper og såmænd også dreje omkring i en snæver vending. Den samme gangtest lavede jeg også på min første indlæggelsesdag, så gangtesten i dag skulle danne sammenlignings-grundlag, for om jeg er blevet bedre gående.

Havde jeg forbedret min gang? Er den blevet pænere og mere sikker uden at miste balancen?

Svaret er et rungende JA, JA og JA!

Det har ikke være ligegyldigt. Udregningerne viste, at jeg har forbedret mig 21% (okay okay 20,8%, men jeg runder altså lige op!). Det er både de voksne og jeg virkelig godt tilfreds med. Det føles næsten som smagen af lagkage.

Jeg skrev det naturligvis straks til Peter, som ligeså straks skrev tilbage, at det jo er 1% forbedring om dagen, og at måske jeg bare skulle blive ved i 100 dage? Ham Peter kan noget med tal…

Tanker om et job – ætsende dråber

En anden god ting som jeg har pakket på traileren er, at jeg har fået taget hul på det jobhalløj, som jeg i sidste uge talte med psykologen om. Jeg har både fået skrevet med min dygtige tillidsmand, talt med min yndlings-socialrådgiver fra Scleroseforeningen og endelig med en fleksjobskonsulent hos kommunen.

Det er superhårdt at skulle have fokus på skånehensyn og arbejdsvilkår/indhold, og ikke mindst at skulle være ærlig omkring dette, men alle de involverede siger, at det er den rigtige måde, jeg griber det an på, og at de godt vil deltage i et møde, så der bliver klare linjer for, hvordan min arbejdsgiver og jeg får det bedste ud af hinanden.

Jeg mærker en større ro her til aften. Jeg har endelig fået trukket proppen af den store flaske med ætsende og giftige arbejdstanker, og jeg har i dag ovenikøbet taget den første slurk uden at få ondt i maven. Jeg forestiller mig, at hvis jeg tager en enkelt slurk i ny og næ, så går der ikke længe, inden flasken med de giftige tanker om arbejdslivet er tømt, og jeg kan så endelig slå en stor larmende bøvs og opdage, at jeg bundede den uden at få mavepine. Jeg er ikke længere fuld af småpaniske tanker om at skulle begynde på noget helt nyt arbejdsmæssigt.

Det føles godt!

Som en bonus smider jeg to oplevelser fra min weekend op til jer.

Hammerslag på stranden

I lørdags tog Peter, Freja og Hjalte ind at træne, så Jeppe og jeg gjorde det, som vi er bedst til. Vi ringede til mine forældre og spurgte, om de skulle med på stranden og finde lykkesten. Min mor var afsted til selskabelighed andetsteds, men min far som ikke er spor bange for vand ville gerne med, så afsted det gik til stranden.

Som vi stod der og nød stranden og havet, gik det op for mig, at hvis jeg ikke vidste bedre, så skulle man tro at min far var forvandlet til en af de der meget små ejendomsmæglere, som gætter forkert i Hammerslag og Jeppe havde fået tjansen som den voldsomt høje vært, der præsenterer huse med bøjet nakke.

Værs’go! Hammerslag på en strand i provinsen.

Lørdag var udover en frisk strandtur en lidt stille dag, hvor jeg fik vasket tøj til en ny omgang Ry og nusset rundt i mit glashus, hvor jeg kunne nyde mit fristed i haven i 20 graders varme (i februar).

Søndag var en superfed dag, hvor Peter, (som jeg faktisk har savnet at have for mig selv,) og jeg fik snakket en masse, ordnet nogle praktiske ting og gået/trillet en lang tur i skoven med den gamle hanhund.

Det var så skønt, og jeg nød både selskabet, solen og den efterfølgende kolde øl sammen med Peter i mit varme glashus. Jeg begynder virkelig at glæde mig til at komme hjem og have en hverdag sammen med mit slæng igen.

Det bliver dog en hverdag uden hende Freja, for i går blev det endelig afgjort, at hun flytter til Aarhus på mandag. Der er fandme ikke længe til…