Undskyld!
Det er da ikke i orden! Jeg lover jer et indlæg om alt mit småt brændbare fra ugen, der er gået, og som nu er læsset på traileren, og så giver jeg jer blot en stor skråt op finger i stedet.
Så undskyld!
Jeg havde planlagt at skrive et indlæg i går aftes, når jeg var færdig med at pakke til Ry, lægge tøj sammen, bage pølsehorn (så jeg er sikker på, at ynglen husker mig i spisepauserne), vande blomster, lede efter mine træningssko og snakke med min veninde.
I går skulle I have læst om, at Freja råhygger i Rom med sin veninde. Der er silende regn og de går 22000 (toogtyvetusinde) om dagen, får tvivlsomme tilbud om ægteskab og tager billeder af storslåede og historiske seværdigheder. Så! Alt er lige, som det skal være i Sydeuropa, hvor de to unge piger slår deres folder til på onsdag.
Jeg ville også have fortalt, hvor lettet jeg er over at min elskede mor, som skulle opereres i onsdags, har det forbavsende godt. Hun siger, at det kun gør ondt, når hun griner. Så det må hun jo stoppe med i et par uger! Hun er en sej motherfucker, hende min mor, så inden længe finder vi en masse at grine af igen!
Og endelig ville jeg have fortalt jer, at jeg nu har en hanhund, som fejrede sin 12 års fødselsdag i torsdags med at være alene hjemme i uforskammet lang tid. Fordi alt for meget arbejde. Til gengæld havde vi købt lækker kage for at fejre, at vi nu har en hund på 12 år, der lugter gammelt ud af munden, har en slap endetarm og blegner mere og mere i pelsen (faktisk så meget, at naboen har den stakkels hund mistænkt for at drikke klor i smug). Sofus sov tungt og uimponeret i sin kurv, mens jeg prøvede at få gang i en halvhjertet fødselsdagssang ved kagebordet. #DenMedInstrumenterne
Men alt det nåede jeg ikke, for jeg var alt for træt i går, og faktisk også en lille smule eftertænksom og pakkeforvirret.
Det er jeg ikke længere. Jeg er hverken eftertænksom eller forvirret over al den pakning til Ry. For nu er jeg her, og alle mine ting har fået en plads. Jeg sidder på mit værelse og skriver, mens jeg kan høre, at de andre patienter er ved at gøre klar til at se Badehotellet ude i fællesrummet.
Jeg bliver herinde og hygger med mine kunstige stearinlys, den fine buket røde roser, som mine forældre gav mig i går og de(n) Daim, som Peter havde gemt til mig i Berlingoen i morges.
Dagen i dag er gået med samtaler med sygeplejerske, fysioterapeut og ergoterapeut. Og så har jeg også brugt tid på bare at sidde og nyde udsigten. En udsigt jeg ikke kan blive træt af, og som i formiddags pludselig indeholdt mere end blot nøgne træer og synet af den smukke Gudenå (som vi kalder ‘søen’).
Jeg har i dag talt med en del af de andre patienter, og de er virkelig rare og nemme at snakke med. Alle har hver deres historie, både omkring sygdommen og om livet i almindelighed. Modsat ude i virkeligheden så er her tid til at lytte og rum til at fortælle. Det er (også) sår’n noget Ry kan.
Jeg skal være her i fire uger. Jeg glæder mig til at komme i gang med at træne i morgen og få lagt planer for, hvad dagene heroppe skal fyldes ud med.
Jeg er OK!
Ingen kommentarer