Den første uges indlæggelse på Ry Sclerosehospital har kun én arbejdsdag tilbage. Det er torsdag aften, klokken er 20.30 og jeg ligger allerede under dynen – møgtræt og fuld af tanker om ugen der snart er gået.
Det er faktisk ikke helt til at forstå, at det kun er fire dage siden, at jeg ankom hertil. Tiden flyver afsted, og jeg har faktisk både haft gode snakke med en del af mine medpatienter og besøg af to af mine skønne veninder.
Indlæggelsen har, udover hyggesnak og selskabelighed, gjort mig klogere, mere fokuseret og derfor pænt træt i både krop og i særdeleshed hovedet. Det er en kropslig træthed, jeg kan have med at gøre, for jeg ved, at min krop reagerer på det, som mine dygtige fysioteraputer og min ergoterapeut hjælper mig med at arbejde med. Jeg lytter til deres forklaringer og viden om håndtræning, balancetræning og styrketræning, mens jeg prøver at lave de øvelser og træning, som de præsenterer mig for.
I morges havde jeg håndtræning. Min venstre hånd er både utilregnelig og fuld af ingen kræfter. Det bliver der nu arbejdet ihærdigt på at gøre noget ved. Hver dag!
Min hjerne…! Åh den stakkel…
Jeg kan vist bedst beskrive min hjernes strabadser lige nu som tankemælkesyre. Når jeg ikke træner, hviler eller spiser, så arbejder min hjerne på højtryk. Enten med at forholde mig til og snakke med de andre patienter eller sidde til foredrag med (-jeg nævner i flæng…) sygeplejerske, neurolog, fysioterapeut eller neuropsykolog). Der sprøjtes guldkorn, åbenbaringer og ny viden ud i et omfang, så jeg er ret blæst i knolden, når vi når aftensmaden.
I dag trængte jeg i den grad til at komme væk fra matriklen for at give min overophedede mælkesyreramte hjerne lidt frisk ilt, for selvom Ry Sclerosehospital med succes forklæder sig som et hyggeligt hotel med fine værelser, smuk udsigt, god mad og kaffe på kanden, så får selv sår’n en som mig brug for at komme ud og væk. Jeg lokkede derfor en af de andre patienter med på en tur til Øm Kloster. Det var seks kilometer i supergodt selskab med vind i håret, stivfrosne fingre og smuk natur.
I morgen er det fredag og så skal jeg hjem og holde weekend med min elskede familie. Jeg glæder mig både til at høre om Frejas tur til Rom, at se hvilke forårsblomster der titter op af jorden og at finde ud af, at ingen har haft tid til at savne mig.
Godnat og sov godt.
Ingen kommentarer