Listen med ting som jeg skulle have ordnet i dag var lang. Listen er der såmænd endnu – og med (næsten) ligeså mange ting, der skal gøres. Sågar inden mandag!
Mandag morgen klokken 6.30 sætter jeg mig nemlig i Berlingoen og kører mod Ry. Jeg skal indlægges på Ry Sclerosehospital i fire uger. Når man skal indlægges i fire uger, så er det almindelig sund fornuft og go’ stil at pakke i lidt god tid. Både for ikke at blive overrasket, når man søndag aften opdager, at de der piller på apoteket stadig ligger på apoteket, eller at de gode strømpebukser fra H&M stadig hænger i H&M.
Jeg plejer at være i god tid, men den her uge har været fyldt op med alt andet end tanker om indlæggelse i Ry. Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg “er godt med”, for jeg har i dag både støvsuget min bil (så den nu igen vejer under 3.500 kg) og været inde i byen og købe en mascara (but why Charlotte?), og så har jeg hængt fuglekugler op overalt i min have, så haven ligner en udendørs julestue (ingen med vinger og næb skal sulte ved mit fravær). Men kufferten er stadig gabende tom og meget af tøjet jeg skal have med, ligger i vasketøjskurven…
Jeg ved godt, hvorfor jeg danser rundt i lyststyrede overspringshandlinger. Det bunder i, at jeg udsætter turen til Ry lidt endnu. Jeg er virkelig god til hjemlig hygge og ret dårlig til at savne. Jeg tænker på en del på, at Freja flytter til Århus, når jeg kommer hjem fra Ry. Jeg tænker såmænd også på, at jeg godt kan lide at kysse hele min familie godnat hver aften og kramme dem godmorgen hver morgen. Høre hvordan de har sovet, når vi sidder og spiser morgenmad, og få lidt at vide om, hvad dagen bringer for hver enkelt.
I Ry er fokus et andet end hjemlig hygge. Det er OK, og jeg er sikker på, at det bliver helt fantastisk og meget lærerigt for mig. Jeg bliver ladet op med nye kræfter og gå på mod, hver gang jeg har været indlagt. Sådan bliver det også den her gang. Jeg ved det!
I morgen pakker jeg! Lige fra morgenstunden! Og så får jeg lavet den rapport færdig, som jeg ikke nåede at blive færdig med på arbejde i fredags.
Og så skal jeg jo skrive et Småt Brændbart indlæg, fordi det er søndag.
Ingen kommentarer