Når Danmark lige er blevet verdensmestre i håndbold for en time siden, hvem hulen gider så læse om småt brændbart fra en i provinsen? Det er ligesom de odds, jeg er oppe imod i denne søndags Småt Brændbartsortering.
Men en guldmedalje, som får hele Danmark i ekstase, skal søreme ikke afholde mig fra at dele lidt af denne uges sorterede småt brændbare fra mig…
Der har i denne uge været ting, som har gjort ugen anderledes end planlagt, men også ting, som har gjort mig både vildt glad og fortrøstningsfuld. Ting som har føltes som guldglimmer og værd at fejre.
Øm rumpe
Lad mig lægge ud med at skrive AV! Min rumpe har nemlig været omdrejningspunktet for mange af de ting, som har betydet, at min uge på mange måder har været anderledes, end jeg havde planlagt.
Mandag morgen indledte jeg med at skrive en besked til min fysioterapeut. Jeg skrev noget om, at jeg havde forfærdelig ondt i rumpen og lænden på gund af mit styrt for en uge siden, og at jeg derfor ikke kunne komme til træning. Hun var (som altid) meget forstående, og nøjedes med at ønske mig god bedring og fokusere på at blive klar til min indlægelse på Ry sclerosehospital den 4. februar.
Lad mig lige her komme med en anbefaling! Lad være med at falde, og især hvis du tænker at et styrt, hvor du lander på halebenet vil være at foretrække. Det er det IKKE, med mindre altså, at du er indstillet på at smågræde, hver gang du går på toilettet (for at lave stort), rejser dig fra en stol, vender dig i sengen, hoster eller griner på den der “tårer i øjnene” agtig måde.
Tirsdag skulle jeg på arbejde. Det plejer jeg at være OK begejstret for, men i tirsdags var en undtagelse, fordi min rumpe! og min træthed! Og allermest fordi jeg i tirsdags blev ramt af virkelig at savne de af mine kolleger, som er fyret eller som har fundet nyt arbejde indenfor de sidste månederpå grund af VUC Syds fucked up økonomi og fremtid, hvor flere end 100 er fyrede.
Jeg savner de af mine kolleger, som jeg har skabt så tætte relationer til, at de faktisk er blevet mine veninder. Jeg savner den daglige glæde det er at give dem et knus (også) på de her klamme vintermorgener. Jeg savner at have mere end et usikkert arbejdsfællesskab til fælles med dem, som er tilbage og som er ligeså trætte af arbejdssituationen på VUC Syd som jeg.
Jeg har i lang tid gerne gerne villet skrive noget om min arbejdssituation, men jeg kan ikke ikke rigtig finde ordene uden at lyde for brokrøvsagtig eller for forvirret. Men jeg er ved at være der, hvor jeg er klar til at fortælle lidt om, hvad der venter mig rent arbejdsmæssigt fra august, hvor jeg starter på noget helt nyt. Det må dog blive i et indlæg, som ikke fokuserer på småt brændbart.
Onsdag var også en anderledes dag. Om onsdagen har jeg normalt fri fra arbejde, for der går jeg til handicapridning. Handicapridning måtte jeg dog melde fra – igen på grund af… min rumpe! Dette forklarede jeg naturligvis min ridefysioterapeut, som var meget forstående:
I stedet for handicapridning lå jeg så onsdag formiddag og hang lidt med mulen herhjemme, indtil jeg kom i tanker om, at min mor havde fint damebesøg og at min far derfor var tilovers derhjemme. Min far plejer at være med på at få det bedste ud af det værste, og derfor var han ikke sen til at sige ja til at tilbringe formiddagen sammen med mig ude i solen med efterfølgende hygge i mit køkken.
Min nye strømting
Ugens helt store optursdag var torsdag. Det var nemlig dagen, hvor jeg ENDELIG skulle op til min søde bandagist i Århus og hente min nye strømting. Jeg fik lokket min elskede veninde med i bilen, da hun ikke havde vigtigere planer lige netop i fredags. (Naturligvis ikke, fristes jeg til at sige…)
Udover at ordne verdenssituationen med min veninde på tre timer i en Berlingo (selv tak), så fik jeg udleveret verdens mest forrygende hjælpemiddel, som jeg er himmelråbende forelsket i. Det er en ny strømting, som allerede nu har taget mig med storm.
Den er så vild. . Da min veninde så hvad strømtingen gjorde for min gang alt imens bandagisten skruede op og ned for strømmen, kunne hun heller ikke skjule sin begejstring. Hun har nemlig været vidne til min tur gennem hjælpemidler lige fra én stok til to stokke, rollator og kørestol.
Nu har jeg haft den i nogle dage, og jeg elsker simpelthen, at jeg er blevet bevilliget det her hjælpemiddel fordi:
- Jeg ikke hælder helt vildt til højre, når jeg går!
- Jeg kan bruge den uden at skulle have sko på
- Den virker uden fjernbetjening
- Den er mere neutral i farven end den gamle (hej forfængelighed, din gamle skid)
- Den siges at kunne bruges i længere tid uden at skulle oplades
- Min bandagist siger, at den vil gøre at min muskelmasse nok skal blive bedre igen (det vil sige fra ingenting til noget)
- Den er ikke er lavet af hård plastic som kan knække, ligesom den gamle
- Det siger ikke KLASK (venstre fod lander) og SLÆÆÆB (venstre fod træder et skridt frem), når jeg går.
Jeg siger ikke at jeg nu kan uddanne mig til listetyv, men der er altså nye muligheder med den strømting…
Næste uge
Min næste uge bliver den sidste, hvor jeg bor sammen med Freja, for på fredag tager hun til Rom og mens hun hygger i Rom, tager jeg til Ry Sclerosehospital i en måned. Når jeg kommer hjem tager Freja videre til Århus.
Men alt er godt (reciterer moderen med hovedet ned i hovedpuden). Vi snakker om det, får sammen styr på moderens Frejas sommerfugle i maven og tankerne om at skulle bo alene.
Det vigtigste i verden lige nu er at vide, at selv om man bor alene, så er man ikke alene. Jeg glæder mig til at besøge hende og veninden, når de har tid. For tid er nok det, der bliver den største mangelvare, når livet skal udforskes og leves i skønne Århus.
Nøj, hvor jeg skriver meget om Freja lige for tiden, hva? Og alt det her flytteri! Men det er sgu så spændende, og nye kapitler i livet skal have lov at tage den plads og den tid de tager. Og det her er et vildt kapitel for mig og resten af slænget. Så bær over med mig…
Godnat
Ingen kommentarer