I det mindste er jeg ikke kold i røven!Ca. 4 minutters læsning

Jeg har stadig gevaldig ondt i rumpetten og det rygstykke, der sidder lige nord for førnævnte. Venstre side af min lænd, ryg og såmænd også skulder har fået så mange tæsk, at det værste jeg ved lige nu er at hoste og sidde på toilettet. Især på samme tid!

Så ved I det. Velbekomme!

Alt er dog ikke ynk her på matriklen. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg er allerbedst til at stå ret op og ned. Det er lidt pudsigt, når man tager i betragtning, at jeg er i besiddelse af to ben, som egentlig helst bare vil lave så lidt som muligt.

Og når nu jeg helst står ret op og ned som en pligtopfyldende soldat (for ikke at udfordre smerten i min ryg og numse), så kan jeg jo lige så godt gøre mig lidt nyttig ik?! I morges, da resten af slænget var draget i skole og på arbejde, opdagede jeg, at jeg i går havde glemt en pose frossen spinat i køleskabet. Den var så ikke så frossen i dag.

Såååh, hvad laver man lige af gode gerninger med en sjat spinat klokken 8 om morgenen, inden de smertestillende piller er tikket helt ind? Jo man googler “spinat”

Og vupti, så havde jeg fået rørt en dej til spinatboller.

Træt i benene, men også med manglende lyst til at sidde på en hård køkkenstol, gjorde at jeg ringede til min elskede far, som virkelig gerne ville med ud at trille en tur med mig og den gamle hanhund i solskinnet. Jeg gjorde kørestol med det bløde sæde klar, klikkede min motor på, tog min termodragt på, varme støvler og hunden i snor og så satte jeg retningen mod det bedste farselskab!

Jeg elsker min far. Han siger aldrig nej til frisk luft og hyggesnak. Og i dag var jeg vist nok ovenikøbet hans redning, for min mor havde besøg af sine kusiner. Jeg trillede op til mine forældre, hvor min far tog imod mig med ørerne hængende nede om knæene, blafrende af løs kvindesnak.

Og så tog vi på tur. Ud i solen. Ud hvor himlen er så blå, at mågerne, der cirkler over markene ligner travle sølvpletter på himlen. Vi hyggede og snakkede og nød selskabet begge to.

Min far ville helst ikke hjem til kusinehønsegården! Han ville med mig hjem, fordi jeg lokkede med både kaffe, ro i ørerne og mere hygge. Faktisk blev han så længe, at han kunne få en pose med fire spinatboller med hjem til min mor.

Det kan godt være, at jeg er forslået, men det går over igen. I dag valgte jeg at dulme smerterne med min far, min termodragt og min elskede motor (mr. Klaxon) til min kørestol.

Og spinatboller, som smager helt fantastisk. Er der stemning for en opskrift? Den er nem!