Netto med Smilende PensionistmandCa. 3 minutters læsning

[dropcap]I[/dropcap] går var jeg i Netto! Altså først var jeg til styrketræning om morgenen hos min fysioterapeut og derefter fire timer på arbejde. Derfor var mine ben og min tågehjerne mere klar til sofa end til Netto klokken 13.30, da jeg tog en kurv og begyndte at finde de varer, jeg skulle have. En nydelig mand omkring pensionsalderen møder mit blik foran en stak icebergsalat, og vi smiler lidt træt til hinanden.

Jeg fortsætter mine indkøb, og han gør det samme! Vi er åbenbart sendt i byen med indkøbssedler, der ligner hinanden, for vi når at smile til hinanden en del gange, inden jeg med en fuld kurv når kassen for at betale. Bag mig stiller en mand og en ung dreng sig. De har to varer, og jeg siger derfor, at de kan få en forlomme af mig. De smiler og stiller sig i køen foran mig. Bag mig kommer Smilende Pensionistmand og kigger lidet diskret ned på mit venstre ben, der er pyntet hele vejen ned med strømmaskiner. Vi smiler igen til hinanden, og så lægger han hånden på min skulder og siger:

“Det var da ikke en særlig god skiferie for dig, hva?!”

Jeg griner lidt, og fortæller så,  at jeg ikke har stået på ski siden, jeg gik i 8. klasse, men at jeg til gengæld har “noget der hedder sclerose“. Smilende Pensionistmand siger den der hvislende smerteagtige  lyd, som man udbryder, når man snitter sig på et stykke papir, og så siger han “ej for pokker da...” Mig? jeg udbryder det, jeg plejer at sige, når folk reagerer sådan, for jeg svarer: “Det er OK, jeg har haft det i 22 år, og har det jo fint. Jeg går både på arbejde, har en mand og tre søde børn” (kan i se det for jer? Jeg smækker simpelthen partyversionen afsted efter ham).

Og SÅ husker jeg pludselig på, hvad neuropsykologen i Ry har talt med mig om med hensyn til ærlighed, og tilføjer derfor “Men du har da ret, det er ikke den sygdom, man helst vil vinde…”

Min kurv, som jeg med vilje ikke har stillet op i stakken til de andre kurve, fanger Smilende Pensionists blik, og han tilbyder at sætte den op på plads. Jeg fortæller, at jeg plejer at køre mine varer ud til bilen med kurven, så jeg ikke skal bære poserne. Min nye pensionistven kigger på mig, lægger igen hånden på min skulder, og siger  så: “Pak dine ting i poserne og kør dem ud til din bil, så venter jeg derude og kører din vogn ind igen, så du slipper for at gå!”

Så det gjorde han! Verdens flinkeste Smilende Pensionistmand ventede på mig, da jeg kom ud til Berlingoen.

Da vi i fællesskab havde læsset mine varer i bagagerummet ved siden af både kørestol og rollator, ønsker vi hinanden en god weekend. Jeg bliver gang på gang overrasket over folks hjælpsomhed. Det var faktisk så god og varm en oplevelse, at jeg ringede til Peter, inden jeg tændte Berlingoen og tog hjem for at holde weekend.

Verden er ikke af lave, og livet er gu godt nok! Det er de små ting, som betyder alverden. Hallelujah for Smilende Pensionistmand! og weekend!