[dropcap]I[/dropcap] morges skrev min ridefysioterapeut en SMS til mig. Hun er en meget meget omsorgsfuld ridefysioterapeut og har tydeligvis læst mit blogindlæg fra i går omkring mine ører og de udfordringer, som de giver. Da jeg ankom til ridning fortsatte hun sin omsorgsfulde tilgang til mig, og talte meget meget højt i den time jeg red. At hun sluttede dagen af med at bruge tegnsprog, burde helt klart udløse en præmie.
Jeg har haft fri i dag og brugte derfor formiddagen på at sove og lave invitationer til Hjaltes konfirmation i april. Peter arbejdede hjemmefra og havde isoleret sig i arbejdsværelset. Peter (som ellers er en yderst tålmodig mand) kom på et tidspunkt ud i køkkenet og bad om at låne mine nye høretelefoner for ikke at ende lige så døv som mig. Jeg havde åbenbart i mine bestræbelser på at få kontakt til ham inde på arbejdsværelset (mens jeg sad i køkkenet med støjdæmpende hørebøffer på og musik i ørerne) råbt “Petååååår, kom lige og se!” lidt for mange gange og lidt for højt.
Alle de gange stakkels Peter svarede “lige et øjeblik! Er det vigtigt?” nåede aldrig frem til mine ører. Jeg havde jo støjdæmpningen sat til. Så da Peter opgivende og med lidt hovedrysten kom ud i køkkenet og signalerede, at jeg skulle tage høretelefonerne af, behøvede han sår’n set slet ikke at uddybe hvorfor. Jeg er jo ikke dum, kun døv og ikke særlig swaaag…
Nåh, men når jeg nu havde fået ham råbt ud i køkkenet, så bad jeg ham om at godkende invitationerne til Hjaltes konfirmation, som jeg var ved at lave. Jeg ved da godt, at han er revnendetrekvart ligeglad med om det er grønt bånd, beige papir og om det er trekanter eller firkanter, jeg har klippet ud til pynt. Men det er jeg ikke, og det ved han. Peter roste (naturligvis) derfor invitationerne på behørig vis og listede ind på arbejdsværelset igen, og jeg hyggede videre med høretelefoner på!
Den her helt almindelige onsdag i januar er også terminsprøvedag for Jeppe i 9. klasse. Det er tredje dag i træk, han sidder i en hal sammen med et hav af andre teenagere, som også skal vise, hvad de kan, så de kan blive til noget.
“Blive til noget“
Hvad er det egentlig? Og hvad nu hvis man nu vil mere end bare at blive til noget? Hvad bliver man så? Kan man blive for meget? Eller for lidt?
Nåh, jeg håber bare, at Jeppe og resten af ungdommen bliver lige nøjagtig det de vil og at det er lige tilpas. Og så håber jeg, at vi voksne formår at holde vores børn fast i, at de tal som vi kalder karakterer rent faktisk kun er tal og ikke det eneste saliggørende for, om de unge “bliver til noget” i fremtiden. Hvis man gør, hvad man kan og med det man har, så må det være nok til at blive til noget værdifuldt og værdigt!
Og med disse ord vil jeg slutte af med en lille historie fra fredag nat, hvor Freja kom hjem fra byen med blytunge arme. Inden hun tog i byen, talte hun og jeg om, at hun mangler et partytrick, så hun slipper for at danse, for det er for Frejas vedkommende ikke særlig partyagtigt. Jeg må sige, at hun gjorde hvad hun kunne og med det hun har, for hun endte med at lægge arm med Gud og hvermand, der ville/turde hele aftenen og natten med. Faktisk så meget at bartenderen på et tidspunkt kom ned til bordet, hvor Freja sad midt i armlægningen med en dude, og folk omkring hujede “Freja Freja Freja“. Bartenderen satte en drink på højkant, hvis hun vandt.
Det gjorde hun så ikke! Men hun fandt sit partytrick og havde en fest med vennerne. Freja gjorde, hvad hun kunne og med hvad hun havde! Så Frejas mor er stolt og tilfreds, og Freja kunne ikke bruge højre arm lørdag og søndag!
Ingen kommentarer