[dropcap]E[/dropcap]fter en dag igår med foden solidt plantet på bremsen, har jeg som forventet gudskelov kunnet andet og mere end blot at trække vejret i dag. Jeg har i formiddags plukket syrener sammen med Freja, og jeg har sammen med Hjalte været hjemme hos Elin på plejehjemmet i eftermiddags, for at hun også får muligheden for både at se og dufte lilla blomsterforår.
Elin vidste ikke, at vi kom, men blev så helt vildt glad for at se os og få en buket “lilla forår”, at hun både slukkede sit fjernsyn og bød på det sædvanlige glas portvin med en småkage til. Vi hyggede, talte om bøger og så fik vi vendt både troen på Gud, glimt fra hendes barndom og status fra vores alles hverdag. Elins mange orkideer vander Jeppe i morgen eftermiddag, når han cykler hjem til hende efter skole. Det gør han nemlig hver tirsdag og så råhygger de to med, at Jeppe hver eneste uge får ført Elin ind i den fagre nye verden med Skype, Internet, Youtube, mails osv. Elin er en sej gammel høne!
Der er faktisk en sjov historie bag vores venskab med Elin, men det fortjener sit helt eget blogindlæg, så mere om det senere på ugen 🙂
Nåh, men Hjalte og jeg krammede Elin farvel efter en times tid, og så fortsatte vi ind til Dammen i Haderslev, hvor vi besluttede os for at kigge på fugle og spise en is. Jeg havde rollatoren med. I de situationer, hvor jeg både har Hjalte og rollator med, så kan jeg gå liiidt længere, end jeg tænker godt er! Således også i dag 🙂 Og da gudskelov, for hvis vi var blevet siddende på bænken som de andre ældre med deres rollatorer, så havde vi aldrig oplevet:
Vred gåsemor dyrker yoga!
Besøget hos Elin, isen i solen og denne yogaforestilling i selskab med Hjalte har været hele dagen værd 🙂
I morgen er det hverdag med arbejde, madpakker og lektier. Jeg ville ønske, at jeg kunne lyde overbevisende, når jeg skriver at det er helt ok. Men hånden på hjertet… så kunne jeg faktisk godt bruge liiiidt mere pinse lige nu (bare en uges tid!)
Men derfor kan jeg jo godt ønske DIG en god uge og håbe, at solen rammer os alle, når vi mest trænger til det ik?!
Ingen kommentarer