4 I Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Mit liv i overhalingsbanenCa. 4 minutters læsning

[dropcap]F[/dropcap]or en måneds tid siden fik jeg en SMS fra min skønne veninde i Silkeborg. Hun inviterede mig til Sønderjysk kaffebord i anledning af sin fødselsdag. Efter at have diskuteret lidt med den negative side af mig selv, trodsede jeg den og takkede ja. Det var naturligvis en invitation, som jeg hverken kunne eller ville sige nej til, for hvem siger nej til syv bløde kager og syv hårde kager, som ovenikøbet skal indtages sammen med tyve andre gæve kvinder.

Igår var det så endelig “Store kagedag” i Silkeborg, Dagen begyndte ret så tidligt herhjemme i Haderslev, for inden jeg skulle til fødselsdag skulle to drenge afleveres hos bedsteforældrene i Århus. Hurtig frokost hos “de gamle”, farvel og kys, og så videre til fødselsdag i Silkeborg. Faktisk så lavede jeg et lille svinkeærinde ved den skønneste sø i Silkeborg, hvor jeg tog et par billeder og nød solen på en badebro, inden jeg ankom til den her fantastiske fødselsdag med syv bløde kager og syv hårde kager og et væld af oplagte damer. (Vi fik faktisk også serveret “Ingenting”, som jeg jo bagte for et stykke tid siden, og som du kan finde opskriften på her)

FullSizeRender-1Jeg kunne følge med hele dagen! Og jeg kunne nyde det hele mere, end jeg troede muligt. Vi sad ned! Og vi spiste naturligvis ikke kagerne med kniv og gaffel, så jeg hverken faldt eller spiste grimt, og jeg var faktisk heller ikke engang den første, der kørte hjem.

Da jeg efter en fantastisk dag i godt selskab sagde farvel og satte mig ud i bilen, var det med en følelse af fryd, ro og “aldrig mere kage“. Samtidig havde jeg fornemmelsen af, at tyve kvinders snak i mange timer havde fået mine ører til at lugte brændt og jeg slukkede straks for radioen, hvor Rick Astley energifyldt og skingert sang “Never gonna give you up“.

Da jeg efter 150 km kørsel sydpå kom hjem, med to indlagte rastepladspauser undervejs og en vældig uvelkommen migræne også, kunne jeg fortælle Peter, at jeg jo faktisk var ligesom alle de andre damer, bare lidt anderledes i benene. Og at jeg ikke havde sat barren lavt undervejs, men havde grinet ligeså højt, snakket ligeså meget og garanteret haft det ligeså sjovt som alle de andre. Og at nu var jeg pænt kvæstet og med en insisterende migræne.

Men det er skideligemeget” sagde jeg bestemt og gik i seng!

Der havde jeg så en nat uden søvn, og med så frygtelig ondt i hovedet, at det ikke føltes helt ligemeget alligevel. Hovedpinen blev akkompagneret af et ben, som holdt festen kørende med både jitterbug og rytmisk gymnastik, mens jeg lå og tænkte på, hvor kort min tid i overhalingsbanen havde varet. Men jeg var der! I overhalingsbanen, hvor jeg gav lortesclerosen baghjul en hel dag. Jeg  trykkede speederen i bund og nød det. Jeg brugte rigtig meget brændstof, men jeg holdt samme tempo som alle de andre og nåede i mål. Det føltes vinderagtigt og erindringsværdigt.

I dag har jeg så ligget i fosterstilling ovenpå bremsen. Men det vidste jeg jo godt var prisen! Og ved du hvad?! Det var det hele værd. I dag er jeg svimmel og har føleforstyrrelser i benene. I dag er jeg også så træt, at det eneste jeg orker er at trække vejret. Men hvis jeg får lov, så gør jeg det igen!

FullSizeRender-1I morgen strækker jeg mig ud, rejser mig op og træder forsigtigt på speederen igen. Jeg skal ned i hegnet og  plukke syrener, som jeg vil give til søde Elin på 87, der bor på plejehjem, og så skal jeg ellers bare sidde i pinsesolen, mens jeg kigger på mine blåmejser, som er de travleste småbørnsforældre, jeg nogensinde har oplevet 🙂

Rigtig god 2. pinsedag 🙂

Du ville måske også kunne lide

4 Kommentarer

  • Send svar
    Mette Haagensen
    15. maj 2016 kl. 21:46

    Livet i overhalingsbanen er af og til årsag til pludselige opbremsninger – for alle 😉 Vores er bare – ofte – af længerevarende og mere heftig karakter.

    Fantastisk dag er og bliver fantastiske dag – selv om natten er røv og nøgler. Jeg håber, du får sovet i nat og får plukket syrener i morgen.

    Kærlige tanker
    Mette

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      15. maj 2016 kl. 21:48

      Kære Mette
      Det hele er ikke så slemt, når man kender prisen på forhånd 🙂 Så er der jo mulighed for at planlægge “død-dagen” og lade op til virkeligheden igen. Freja har lovet at hjælpe mig med at plukke syrener i morgen, så jeg kan komme på plejehjemmet 🙂 Kh Charlotte

  • Send svar
    Greta
    16. maj 2016 kl. 0:33

    Kære Charlotte
    Jeg har ikke fulgt dig og din blog ret længe, blev opmærksom på den via FB, hvor en af dine skriverier var delt. Jeg er heldigvis ikke ramt af sclerose, men har en kær veninde der er hårdt ramt, så ved bare lidt om hvor forfærdelig en sygdom det er.
    Havde jeg en hat, ville jeg tage den af for dig, du har dog et utroligt gå-på-mod, og en stor evne til at vende alt det negative og onde til noget positivt, og din tur i overhalingsbanen er bare en fryd at læse om, og også hvordan du forholder dig til “straffen” dagen efter.
    Jeg er gammel nok til at være din mor, og har også mit at slås med, men har bestemt mig for, at det er mig der styrer mit liv, og ikke mine sygdomme, selv om det ikke er altid jeg vinder den kamp.
    Jeg mener at kunne læse mig til, at du har samme indstilling, så bliv endelig ved med at udfordre, selv om det “koster” bagefter, vi lever kun een gang og vi skal være brugt helt op når vi når enden, og ikke ha’ noget tilgode.
    Tak for dine dejlige positive skriverier.
    HK. Greta

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      16. maj 2016 kl. 12:58

      Kæreste kloge Greta 🙂 Åh hvor har du dog ret, og jeg vil gemme dine ord “vi lever kun een gang og vi skal være brugt helt op når vi når enden, og ikke ha’ noget tilgode”. Jeg håber (og kan læse) at du heller ikke sætter dig ned og venter på bedre tider, men kæmper og sætter pris på det du har. 1000 tak for dine ord, de varmer og betyder meget 🙂
      kh Charlotte

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.