Et dumt opkald!Ca. 5 minutters læsning

I dag fik jeg en opringning! Ukendt nummer stod der på displayet. Jeg er ikke så vild med ukendte numre, for enten sidder jeg efterfølgende tilbage med et abonnement på “I Form“, eller også har jeg sagt ja tak til at bruge 15 minutter med en tempofyldt frisk københavner, der ringer fra et analysefirma midt i aftensmaden.

I dag var helt anderledes. I dag var det en vred mand, som ikke præsenterede sig. Han havde samlet sammen! og han havde givetvis også øvet sig, inden han ringede, for han lagde effektivt ud med “Jeg melder dig fandeme til kommunen, for man kan jo ikke alle de ting, du render og laver, hvis man er handicappet vel?!!” efterfulgt af “Det er sårn’ nogen folk som dig, der bedrager og spiller handicappet, som koster samfundet millioner!”

Øh… ahva? Jeg kunne mærke mine kinder blive helt varme og pulsen stige til 423 slag i minuttet! Jeg sagde slet ingenting! Jeg kunne slet ikke sige noget, men jeg rejste mig fra sofaen, hvor jeg lå og hvilede, som skulle jeg være klar til at slås.

Og så fortsatte han uden at give mig mulighed for at afbryde eller blot give ham ret i, at jeg nok ikke er den billigste borger, netop fordi jeg faktisk er smaskhandicappet og har brug for både rollator og kørestol! Jeg fik at vide, at alle de ting, som jeg har samlet sammen til min auktion på onsdag sikkert bare er ting, som jeg beholder selv, og at jeg bare gør det for at få opmærksomhed!

“Og hvordan har du overhovedet tid til at skrive alt det, du gør på din hjemmeside. Det er vi faktisk flere, der undrer os over…”

Så blev der pludselig pause i telefonen, og jeg kunne endelig spørge “hvem taler jeg egentlig med?“, hvilket Vred Ukendt Mand ikke ville fortælle mig, da jeg så garanteret bare ville svine ham til på Facebook eller den der hjemmeside jeg jo har.

KLIK! og stilhed!

Nu sidder jeg så her! Jeg har lige ringet til Peter, som sidder på seminariet og skriver på en bog. Han grinede blot højt og længe, og sagde så “Magen til fjols! Han kender dig jo ikke skat“. Peter sagde også en masse andet med at jeg skulle slappe helt af og minde mig selv om, at der findes mange forskellige mennesker, og at det som oftest er de vrede, der overrumpler og råber højest!

Kære Vrede Ukendte Mand! Jeg håber egentlig, at du læser det her blogindlæg, og ringer til mig igen. Ikke for at skælde mig ud, men for at tage imod min invitation til auktionen på onsdag! Jeg vil gerne være med til at give dig en god aften i positivt og godt selskab. Og så vil jeg så gerne vise dig alle de fine ting, som jeg har fået af folk, som ikke mistænker eller beskylder mig for at være en falsk handicappet, når jeg kommer vraltende med mit hjælpemiddel. Så kan du også se, at jeg sgu da ikke beholder nogle af de ting, som folk har doneret. Helt ærlig…

Du siger, at jeg udelukkende gør det her med Byttelyst for at få opmærksomhed! ja for helvede da! Jeg forsøger at skabe al den opmærksomhed i hele verden, jeg kan få, så mange flere bliver opmærksom på, hvad sclerose er, og ikke mindst hvad sygdommen gør ved mig og min familie. Og alle andre som er berørt af sygdommen. Det er ikke for sjov det her! Og gudskelov har jeg fået nogle mennesker med på holdet, som også kan se alvoren i det her, og som ovenikøbet er villige til at bruge deres kendiseffekt i kampen mod sclerose. Det er folk, som bruger deres fritid og energi på MIN sag!  De rare mennesker som donerer, det er folk, som frivilligt giver midler til MIN sag, fordi de kan se, at det giver god mening og også ved, at jeg ikke beholder en eneste doneret ting selv!

Du skal vide, at det jeg formår med Byttelyst, det kunne jeg ikke gøre uden min familie og venner, som troligt trækker mig gennem byen, mens de hjælper mig med både at holde pauser og poser. Alle dem, som hjælper mig ved, at vi har brug for forskning i og opmærksomhed omkring sclerose. Det er også derfor jeg valgte at sige ja da, da Scleroseforeningen kontaktede mig, selvom jeg nu efter en måned med bytterier, skriverier og mange møder med de andre involverede, er så træt og ødelagt i min krop og mit hoved, at jeg faktisk ikke kan være det bekendt. Hverken overfor mig selv eller min familie!

Lad mig afslutningsvis fortælle dig dette! Du lykkedes med at tage røven på mig i dag! Jeg blev ked af det, ja nærmest lidt forskrækket, for jeg havde glemt, at der også findes folk som dig. Folk som helst vil være anonyme, men samtidig påkræve sig retten til at hive bukserne af folk med deres skæld ud og anklager. Jeg kender dig ikke, og hvis du tror du kender mig, så tror du fejl. For det første skal du vide, at jeg er temmelig handicappet. Men jeg er også stædig, og det er ret smart at være som handicappet, for det forhindrer folk som dig i at bide sig fast og hjælper til at kæmpe videre.