Mit liv i overhalingsbanenCa. 4 minutters læsning

[dropcap]F[/dropcap]or en måneds tid siden fik jeg en SMS fra min skønne veninde i Silkeborg. Hun inviterede mig til Sønderjysk kaffebord i anledning af sin fødselsdag. Efter at have diskuteret lidt med den negative side af mig selv, trodsede jeg den og takkede ja. Det var naturligvis en invitation, som jeg hverken kunne eller ville sige nej til, for hvem siger nej til syv bløde kager og syv hårde kager, som ovenikøbet skal indtages sammen med tyve andre gæve kvinder.

Igår var det så endelig “Store kagedag” i Silkeborg, Dagen begyndte ret så tidligt herhjemme i Haderslev, for inden jeg skulle til fødselsdag skulle to drenge afleveres hos bedsteforældrene i Århus. Hurtig frokost hos “de gamle”, farvel og kys, og så videre til fødselsdag i Silkeborg. Faktisk så lavede jeg et lille svinkeærinde ved den skønneste sø i Silkeborg, hvor jeg tog et par billeder og nød solen på en badebro, inden jeg ankom til den her fantastiske fødselsdag med syv bløde kager og syv hårde kager og et væld af oplagte damer. (Vi fik faktisk også serveret “Ingenting”, som jeg jo bagte for et stykke tid siden, og som du kan finde opskriften på her)

Jeg kunne følge med hele dagen! Og jeg kunne nyde det hele mere, end jeg troede muligt. Vi sad ned! Og vi spiste naturligvis ikke kagerne med kniv og gaffel, så jeg hverken faldt eller spiste grimt, og jeg var faktisk heller ikke engang den første, der kørte hjem.

Da jeg efter en fantastisk dag i godt selskab sagde farvel og satte mig ud i bilen, var det med en følelse af fryd, ro og “aldrig mere kage“. Samtidig havde jeg fornemmelsen af, at tyve kvinders snak i mange timer havde fået mine ører til at lugte brændt og jeg slukkede straks for radioen, hvor Rick Astley energifyldt og skingert sang “Never gonna give you up“.

Da jeg efter 150 km kørsel sydpå kom hjem, med to indlagte rastepladspauser undervejs og en vældig uvelkommen migræne også, kunne jeg fortælle Peter, at jeg jo faktisk var ligesom alle de andre damer, bare lidt anderledes i benene. Og at jeg ikke havde sat barren lavt undervejs, men havde grinet ligeså højt, snakket ligeså meget og garanteret haft det ligeså sjovt som alle de andre. Og at nu var jeg pænt kvæstet og med en insisterende migræne.

“Men det er skideligemeget” sagde jeg bestemt og gik i seng!

Der havde jeg så en nat uden søvn, og med så frygtelig ondt i hovedet, at det ikke føltes helt ligemeget alligevel. Hovedpinen blev akkompagneret af et ben, som holdt festen kørende med både jitterbug og rytmisk gymnastik, mens jeg lå og tænkte på, hvor kort min tid i overhalingsbanen havde varet. Men jeg var der! I overhalingsbanen, hvor jeg gav lortesclerosen baghjul en hel dag. Jeg  trykkede speederen i bund og nød det. Jeg brugte rigtig meget brændstof, men jeg holdt samme tempo som alle de andre og nåede i mål. Det føltes vinderagtigt og erindringsværdigt.

I dag har jeg så ligget i fosterstilling ovenpå bremsen. Men det vidste jeg jo godt var prisen! Og ved du hvad?! Det var det hele værd. I dag er jeg svimmel og har føleforstyrrelser i benene. I dag er jeg også så træt, at det eneste jeg orker er at trække vejret. Men hvis jeg får lov, så gør jeg det igen!

I morgen strækker jeg mig ud, rejser mig op og træder forsigtigt på speederen igen. Jeg skal ned i hegnet og  plukke syrener, som jeg vil give til søde Elin på 87, der bor på plejehjem, og så skal jeg ellers bare sidde i pinsesolen, mens jeg kigger på mine blåmejser, som er de travleste småbørnsforældre, jeg nogensinde har oplevet 🙂

Rigtig god 2. pinsedag 🙂