Vi har sommerferie, og hele flokken er taget i sommerhus. Det sommerhus som for os rimer på ro, gode bøger, kolde øl, store is, gåture i klitterne og at bade i Vesterhavet.
Igen i år er Peter og jeg så skide heldige, at vi har selskab af alle vores tre unge mennesker, som tilsyneladende nyder alt det sommerhuset kan gøre for fortravlede hverdagsmennesker, ligeså meget som vi voksne. Det betyder, at vi har to uger sammen i et hyggeligt træhus, der er placeret midt ude i klitterne, og som indbyder til alt det, jeg remsede op i indledningen!
Og dog! For det der med at gå i klitterne, det er slut for mig! Mine ben og balance er ikke længere i stand til det, og hvor irriterende og sørgmodigt det end er, så er det sådan, det forholder sig, når man har min version af sclerosen. Jeg har haft ret svært ved ikke at blive både ked af det og ret vred på sygdommen og det faktum, at jeg ikke længere kan være en del af lige præcis turene ud i klitterne, der altid er marineret ind i hyggelig småsnak og smuk natur.
Vi er vant til at opleve alting sammen, når vi er i sommerhuset. Vi har aldrig rigtig gjort andet end at gøre tingene sammen, og derfor er jeg da heller ikke i tvivl om vi alle fem har har haft tanken:
“Men hvad med mor?”
Ud fra devicen “No one left behind” har vi i fællesskab fundet den bedste løsning for hele flokken. En løsning som betyder, at dem der kan, ikke skal have dårlig samvittighed over at gøre det de kan af frygt for at efterlade hende med visne ben ked af det eller røvmisundelig.
Der er nemlig meget mindre grund til at være ked af det eller røvmisundelig, når vi alle accepterer og navigerer efter de vilkår, som vores familie er ramt af, fordi jeg har sclerose på den irriterende måde.
Inden jeg går i gang med at give eksempler på, hvordan vi får tingene til at fungere med fællesoplevelser og sår’n, bliver jeg nødt til lige at nævne, at sommerhuset ligger i Nordjylland ei en lille by, som heder Tversted. Tversted er vældig optur om sommeren, men dog alligevel med de samme relativt begrænsede tilbagevendende ting at opleve år efter år. Hvert år formår vi dog at nyde det samme Vesterhav, de samme gode is fra Det Blå Ishus, de samme butikker i Hjørring osv. Men hver sommer finder vi overraskende nok også nye oplevelser, som fortjener et besøg.
Således meldte vi os til en bunkertur for et par dage siden, hvor en guide om aftenen tog en flok med på en tur rundt til de bunkere, som tyskerne byggede under 2. verdenskrig. Vi tog afsted alle fem med den aftale, at jeg vraltede med til det første stop (100 meter inde i skoven) og derefter tog tilbage i sommerhuset for at hygge med kaffe og hund, indtil slænget efter et par timer skulle hentes. Ingen havde dårlig samvittighed, alle fik en oplevelse og Peter tog billeder og fortalte krigshistorier, da vi alle efterfølgende fik en stor is på en bænk med udsigt til solnedgang over Vesterhavet.
Når vi skal til stranden, så drager slænget afsted igennem klitterne, og jeg venter 1/2 time med at sætte mig i bilen med håndklæder og hund. Vi mødes så på stranden, hvor der bades og hygges, inden vi får den obligatoriske isvaffel. Ingen har dårlig samvittighed, for alle kan være med til det vi gerne vil være fælles om, og alle får det bedste ud af det.
Jeg har min kørestol og motor til kørestolen med i sommerhuset, og dette giver mig en kæmpe en frihed og følelsen af at kunne være med, uden at det er et bøvl at komme rundt. Vi triller dagligt en tur ind til Tversted by for at handle eller blot få lidt sommerferie-frisk luft. I dag trillede Freja og jeg en tur – bare fordi – og for at plukke en grøftekantsbuket til bordet.
I går havde jeg den vildeste optursoplevelse, eller det havde vi sådan set alle sammen. Hvad den tur-oplevelse gik ud på, vil jeg bruge mit næste blogindlæg på at fortælle, for det fortjener et indlæg helt for sig selv.
Sommerferie med mit slæng er helt OK, og når vejret og humøret er i top, så tror jeg faktisk ikke, at jeg kan forlange meget mere af en sommerferie!
Ingen kommentarer