4 I Familieliv/ Livet med sclerose/ Muligheder

Tæsk6 minutters læsning

Jeg får ret mange tæsk for tiden. Nogle af dem ber’ jeg selv om (det vender jeg tilbage til), men de fleste tæsk, smæk og lussinger er jeg ganske uforberedt på, og manner, hvor det dræner mit humør og min energi . Det er som om, at jeg den 3. januar fik  jinx’et den her gode start på 2018, da jeg formastede mig til at være for positiv i indlægget om mødet med min neurolog. De sidste ord i indlægget var nemlig “2018 er kommet godt fra start! Jeg elsker det!

Og min bare røv!

Siden det indlæg har jeg lidt for tit befundet mig i en slags januar-undtagelsestilstand, hvor jeg i uhørt grad skal økonomisere med mine kræfter og min krops humørdæmpende adfærd. Jeg har derfor brugt alt for meget tid på:

-at ligge søvnløs om natten med to uregerlige ben, der gør så ondt og spasmer løs. Og så alligevel tage på arbejde, fordi “jeg er jo ikke rigtig febersyg  – bare træt udmattet og virkelighedsramt”.

-at besøge diverse lægehuse, sygehuse og deslige, både på egne og et enkelt barns vegne. Jeg nævner i flæng: Fysioterapeut, ørelæge (to gange), hørekonsulent, egen læge (tre gange), MR scanning og på torsdag egen læge igen, hvor der sikkert kommer en henvisning til en hudlæge, fordi min hud omkring venstre øje mest af alt minder om den makeup som Boy George anvendte i ’80erne (i hans meget pynterøde periode).

-at tænke over, hvor vildt det er, at jeg i en alder af kun 46 år har ramt segmentet med både kørestol, rollator og høreapparater. Jeg fik nemlig mine høreapparater i går. Hvis jeg skider (igen igen) på forfængeligheden, så har alle mine tanketæsk omkring konceptet at få hjælp til at høre bedre dog vist sig at være noget pjat! Fornemmelsen af, at jeg nu kan høre ALT og ikke længere skal bruge ordet “HVA?” hele tiden er en god fornemmelse! At høreapparaterne så også er så små, at ingen lægger mærke til dem, sparker min forfængelighed helt til side. Omvendt… Hvis jeg skal være forfængelig omkring et par bittesmå høreapparater, mens jeg sidder i min kørestol og lige har været i bad siddende på min badestol, så er vi vist ude i noget med at sætte tingene i perspektiv…

– lange dage uden de vigtige hvilepauser. I fredags var jeg for eksempel på arbejde fra 7.30 til 16.30. Det er sår’n cirka fem timer over smertegrænsen. Og ja! Det var nødvendigt! Men det var så også en knytnæve lige i fjæset til resten af weekenden. Jeg er klar over, at det er mit eget ansvar og at jeg *isser på mit helbred, og at det giver tørre tæsk af sclerosen, når jeg ikke tager nok hensyn til de meget tydelige signaler min stakkels hjerne og krop sender. Jeg ender desværre lidt for tit med at gøre det modsatte af, hvad jeg udemærket ved er det smarteste at gøre – nemlig at sætte tempoet ned og slå røven i sædet (uden dårlig samvittighed eller risiko for at falde i søvn). Det har jeg været nødt til at øve mig på at gøre her i januar!

Og nu kommer jeg til de tæsk, som jeg selv har bedt om!

Jeg spiller skak og backgammon ude ved køkkenbordet sammen med Hjalte og Jeppe om aftenen. Jeg er i al ubeskedenhed en mester til backgammon og uddeler derfor naturligvis tæsk til højre og venstre. Men skak! I skak får jeg så mange tæsk, at jeg ikke ved, hvad der er op eller ned. Men det er revnende trekvart ligemeget, for jeg nyder at lære et nyt spil og ovenikøbet sammen med mine to drenge, som vælger mit selskab fremfor skærmen på værelset i en times tid.

En anden slags tæsk, som jeg selv har valgt at stille op til her i januar er at læse bogen Ondskaben af Jan Guillou. Jeppe havde taget bogen ned fra bogreolen inde i stuen og blev så opslugt af den, at han anbefalede mig at læse den. Jeg fandt den som lydbog inde på NOTA, som er institution under Kulturministeriet, der producerer og udlåner tekster for folk med læsehandicap. Når man har sclerose, kan man blive medlem, og jeg har faktisk skrevet et blogindlæg om NOTA her!

Jeppe læste og jeg lyttede til den barske roman, som bygger på forfatteren Jan Guillous egen barndom og opvækst, der var præget af vold og afstraffelse begået af både faderen og de andre elever i skolen. Jeg vil ikke begive mig ud i en omfattende boganmeldelse her, men blot give fem stjerner til en grum bog spækket med vold, tæsk og ydmygelse.

Da Jeppe havde Ondskaben læst færdig, og jeg efter 11 timers lytning var nået til vejs ende, besluttede vi at lave filmeftermiddag en helt almindelig tirsdag med dyner og popcorn, så vi kunne nyde filmatiseringen af bogen. Det blev den mest afslappende og hyggelige eftermiddag i en bøvet januar måned.

Og hermed er tippet med selvvalgte tæsk givet videre! Und dig selv at læse/lytte den samme bog som din teenager, og sørg endelig for at bogen er filmatiseret, så er du nemlig sikret ro, samvær, popcorn og hygge. Find også et analogt spil og tæsk dine børn i det. Selv tak, det var så lidt!

I morgen er det onsdag, og også dagen hvor jeg skal til MR scanning. Jeg har det virkelig stramt med at ligge i et smalt rør med hovedet spændt fast i en hel time, mens det larmer som bare fanden. Derfor har jeg været på apoteket for at hente en beroligende pille, selvom min mor har lovet at tage med og holde en varm morhånd på mit ben (som stikker ud af røret) og også at køre mig hjem fra scanning. Jeg elsker min mor virkelig meget for at tage med sin datter og give tryghed (hilsen Charlotte på 46 år).

Nu ved i, hvad jeg synes om januar 2018, og også lidt om hvorfor der har været så stille herinde på bloggen. Jeg kan jo ikke skrive en skid, når hverdagen i januar giver mig tæsk vel?!

Måske vil du også synes om

4 Kommentarer

  • Send svar
    Mette Langgaard
    31. januar 2018 kl. 8:34

    Angående analoge spil og tæsk.
    Jeg spillede matador med ældste og yngste datter. Det var første gang de spillede det, så jeg tog hensyn. Og fik grusomme tæsk, mens de morede sig.
    Jeg har ‘lovet’ dem at næste gang er silkehandskernelagt langt væk. Men du har helt ret. Spil er en dejlig nærværende måde at være sammen på.

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      31. januar 2018 kl. 9:07

      Kære Mette
      ha ha ha så meget for at tage hensyn! Jeg er virkelig dårlig til at spille med silkehandsker, for hvem gider spille spil, hvis det ikke drejer sig om at vinde 🙂 Jeg håber du vinder næste gang og god fornøjelse!

  • Send svar
    Inger Bergen
    31. januar 2018 kl. 11:19

    Hej fru Holmboe
    Jeg har læst din blog om TÆSK.
    Du har ret, januar er en møg måned. Den er både lang og trist.
    Jeg søger om en Balance Vest ved min kommune, fik et stort nej. De ved ikke noget som helst om den. Nu har jeg været til de forundersøgelser, og ja, jeg er egnet til den.
    De ringede fra Fys. Ålborg, at i fredags var den klar. Glædede mig meget, men de havde sendt den forkerte, nemlig med lændebælte, som jeg ikke skal have. Øv for
    fanden. Nu må jeg vente 4-8 uger igen.
    Min balance er meget dårlig.
    Så januar har også været rigtig dum for mig.

    Kh Inger Bergen

  • Send svar
    Charlotte Holmboe
    17. februar 2018 kl. 19:11

    Ej hvor er du da på alle mulige måder bare for uheldig lige nu! Pøj pøj med vesten, når du får den. Jeg er sikker på at den vil lette din hverdag – og bare kommunen dog kunne forstå det!

  • Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.