0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Årh du ser sgu træt ud!

Klokken 6.25 ringede vækkeuret i morges. Det gør det fem dage om ugen. Fem dage om ugen vågner jeg (efter ca. fire-fem timers søvn) med så stive stænger, at jeg bedst kan sammenlignes med en nordmand på langrendsski, som lige har skidt i bukserne, når jeg vralter gennem huset for at vække både børn og hund. Mine ben gør ondt helt ind i knoglerne efter nattens spasmer og uro. Men det og de andre skavanker kan der rådes bod på med piller! Så jeg spiser hver morgen en “gåpille”, en tissepille, en til to spasmepiller og så er jeg i gang.

Bare ikke i morges. Eller jo, jeg kom egentlig godt fra start. Det var en hyggelig morgen, hvor vi fik kalenderlyset brændt helt ned til den 17. december og ingen skændtes eller glemte madpakken. Jeg fik afleveret alle børn i henholdsvis kirke, skole og gymnasium og ønsket dem alle en forrygende dag.

Og så skete det, som jeg hader, når det sker. Pludselig, der i krydset ved politistationen overmandede trætheden mig. Ikke træthed som i “jeg trænger til en kop kaffe“, men den der rædselsfulde invaliderende træthed, som jeg faktisk aldrig har haft held med at beskrive, så folk uden sclerose kan forstå omfanget af den.

Alle kan blive trætte. Og alle kan få brug for en lur, så man ikke er træt mere. Problemet med sclerosetræthed er bare, at den kommer skyllende ind over en uden varsel og kan meget meget sjældent kureres med en lur. I morges gik jeg derfor lidt i panik, lige der midt i krydset ved politistationen, for klokken var lidt i 8 og klokken 8.30 havde jeg min onsdagsaftale med min fysioterapeut. Det var fandeme lige til at hyle over, for  tanken om at skulle forholde mig til andre og træne min krop var fuldstændig uoverskuelig.

Jeg gjorde derfor i morges noget, som jeg faktisk kun har set folk gøre i film. Jeg kørte ind på den nærmeste parkeringsplads, fandt den mørkeste plads, tog hætten på min vinterjakke op om ørerne og satte alarmen på min telefon til 8.24. Og så sov jeg. Jeg sov så dybt, at jeg vågnede med et sæt i den nu pissekolde bil, da alarmen nådesløst ringede.

Og så kørte jeg helt groggy til træning, hvor jeg blev mødt af to af dem som jeg træner med. Begge grinede lidt over min sene og lidt omtumlede ankomst, og vi var alle lige enige om, at jeg så træt ud på den rigtig grimme måde. Der var også bred enighed om, at jeg virkede “lidt sur i det“, og at der findes bedre steder at sove morgenlur end i en kold bil på en mørk parkeringsplads!

Jeg fik trænet, og min fysioterapeut fik peppet mit humør op. Jeg fandt efter træning lykkeligvis én pille i handskerummet. Det er en pille, som man giver mod narkolepsi, og er  sår’n en, som min neurolog siger, at jeg må tage, når sclerosetrætheden tager magten). Den pille fik min energi op på normalt niveau igen på en halv time…

Jeg er for træt lige nu til at fortælle om turen til IKEA, som min veninde og jeg som aftalt tog på efter min træning i morges. Men den gik fint. Jeg fik, hvad jeg skulle have. Min veninde havde som altid overblikket, og jeg indtog som altid rollen som den lidt udviklingshæmmede, der ikke kan finde rundt, sætter sig ned hele tiden og spørger dumt om indlysende ting. Jeg har en VIRKELIG god og tålmodig veninde!

Og nu kan det bare blive juleaften!

Godnat…

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar