1 I Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

I dag lærte jeg…

  • at man ikke får den bedste nattesøvn ved at ligge på en madras ved siden af sin feberramte søn.
  • at man aldrig skal glæde sig for tidligt! Mit formiddagsbesøg hos bandagisten i Odense udløste nemlig ikke den længe ventede strømdimsting til mit lår, som skal hjælpe mig med at gå bedre. Bandagisten vidste faktisk ikke engang hvorfor jeg kom, til trods for at mit besøg var planlagt (også i hans kalender…)
  • at man godt kan være helt vildt ked af det indeni, selvom man smiler til bandagisten, mens man ønsker ham god arbejdslyst (med løg på!).
  • at der er kvalmende langt til Haderslev fra Odense. Især når den førnævnte nattesøvn er ikke eksisterende.
  • at det derfor er en skidesmart idé at stoppe i Kolding Storcenter på vejen hjem og købe en Cola og to par bukser og en bluse og seks par strømper… Intet trøster mere og giver energi som cola og nyt tøj.
  • at en gammel mand i Bilka kan være til stor hjælp. Han stod længe og kiggede på mig i smug, mens jeg sad (sår’n lidt ud over det hele og småopgivende) på gulvet og prøvede sandaler. Så tog han pludselig mod til sig og kom hen og tilbød mig sin hjælp med at komme op at stå. Altså hvis jeg så ville hjælpe ham med at finde finde nogle badeshorts i str XL. Det ville jeg vældig gerne!
  • at en anden knap så gammel mand mente, at det var nødvendigt at stikke mig “skråt op fingeren”, fordi jeg åbenbart valgte hans handicapparkeringsplads (jeg blev så forbavset over at jeg tydeligvis ikke kendte hans selvopfundne handicapparkeringsregler, at jeg ikke engang nåede at række tunge)
  • at det er lige lovligt dumt at have en tid hos frisøren, når man også har andre energikrævende aftaler samme dag. Men jeg blev smart i håret!
  • at man nogle gange selv er nødt til at fortælle sin mand, at man altså er anderledes smart og helt forandret, mens man i slowmotion fører en hånd forsigtigt igennem det overlakerede hår! Når manden så grynter et eller andet semi-anerkendende på en ligeså semi-nærværende måde om ens garn,  skal man endelig lade være med at fortælle, at smarthårheden har kostet det samme som udbetalingen på et sommerhus.
  • at det godt kan være på sin plads at sige undskyld! Især når man kommer sent hjem efter en lang dag på motorvejen og så bliver møgsur over – ja ingenting jo! Jeg kunne efter møgfaldet høre værelsesdørene blive lukket ligeså stille. Og så kunne jeg høre Jeppe spille guitar, og Hjalte spille trommer. De er dødsmarte, for så kunne jeg jo ikke nå også at skælde ud over, at de aldrig får øvet på deres instrumenter og bla bla bla. Jeg gik ind til dem begge, tog guitar og trommestikker fra dem. Gav dem begge et stort knus og en endnu større undskyldning. Årh det føltes godt!
  • at det er smadderskægt at lave en konkurrence om fem billetter til Fårup Sommerland og så læse besvarelserne, der giver drønvigtig indsigt i, at der er så mange af jer, som har lilla biler, ikke kan lide rosenkål og bruger str. 41 i sko 😉 I er skønne!
  • at det er ligeså smadderirriterende, at jeg kun har fem billetter til uddeling! Jeg ville megasupergerne kunne sende jer alle afsted – og så ville jeg jo selvfølgelig også selv med igen!

 

I morgen bliver en god dag. I morgen er nemlig ridedag og genoptræningsdag! Og så har jeg lovet at lave aftensmad!

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    I morgen! Endelig… – Fru Holmboe
    4. september 2016 kl. 21:56

    […] som jeg har glædet mig til lige siden den 23. august, hvor jeg slukøret måtte køre hjem fra bandagisten i Odense uden den “strømdimsting”, som jeg regnede med lå klar til mig. Jeg havde glædet mig helt vildt til at få det her […]

  • Skriv kommentar