[dropcap]J[/dropcap]a! Gu’ fanden vidste jeg det da! Det er jo derfor, jeg har fundet på alle de undskyldninger siden det tidlige forår. Dårlige undskyldninger som skulle forhindre virkeligheden i at smaske endnu en sygdomssandhed ud i fjæset på mig. Jeg ved sgu da godt, at en simpel ting som at dreje pedalerne rundt på min elskede elcykel er lige så udfordrende for mig, som det er for en skaldet mand at lave sig en pæn midterskilning.
I går aftes kunne jeg bare ikke finde en undskyldning – ihvertfald ikke en af de dårlige, der plejer at virke, da Peter spurgte om vi ikke skulle tage cyklerne ind i byen. Lysten til at ville, trumfede for en sjælden gang mine bange anelser om ikke at kunne. Vi havde afleveret alle børn hos mine forældre om eftermiddagen til feriehygge, så planen for Peter og jeg var café, biograf og kærestehygge!
Da vi kommer ud til cyklerne, lægger vi begge mærke til masser af tæt røg, der stiger op fra en grund på nabogaden. Vi bemærker også, at den ene nabo, med konen i den ene hånd og kaffekoppen i den anden, vandrer til “ildebrand”, og såmænd også at den anden nabo betænksomt slukker sin hækklipper, så lyden af både politi- og brandbiler går klarere igennem.
Os? joh, vi stiger på de nypumpede cykler og begiver os mod byen, der ligger tre kilometer væk. Vi når kun at cykle 200 meter, så flipper mit venstre ben (som forventet!) fuldstændig ud og jeg reagerer fuldstændig uhensigtsmæssigt (som forventet). Peter tager det roligt (som forventet), og spørger, om det ikke er smartest, at vi vender om og tager bilen istedet.
Jeg svarer blot med at ryste indestængt på hovedet og tørre de tårefyldte øjne, samtidig med at jeg ligeså indestængt og tavst prøver at bestemme over mit venstre bens rystelser og spasmer. Det lykkedes så bare slet ikke! Jeg stiger derfor af ved busskuret (300 meter fra hjem). Peter forstår, vender sin cykel og kører hjem efter bilen, mens jeg låser min cykel og græder lidt for mig selv, mens jeg synes det er synd for både mig og Peter. Lige præcis i går havde jeg slet slet ikke lyst til at få smasket sygdomssandheden ud i fjæset – vi skulle jo for fanden hygge og være kæresteagtige sammen uden sygdomslort og andre forstyrrelser! Istedet havde jeg så sendt ham hjem efter bilen, fordi hans kone nu heller ikke kan cykle længere – for helvede da også!
Nåh, men mens jeg står og tørrer øjnene ved busskuret kommer der en brandbil og en politibil kørende i hver deres retning. Køretøjerne stopper naturligvis lige ud foran ynkelige mig, der står med en cykelhjelm i den ene hånd og mascara tværet ud i den anden. Begge mænd i uniform kigger kort på mig, min cykel og min tåresmeltede mascara, inden politimanden får en briefing af brandmanden og siger: “Nåh men det var ikke så slemt så? Hvor meget af hækken fik han brændt af?” Så smågriner de lidt af det hele, siger mojn til både hinanden og åbenbart også til mig, og så var Peter tilbage med bilen.
Peter er en klog mand, så han valgte at være helt stille, lige indtil vi stod ud af bilen. Så sagde hans arme til gengæld alt det, som ord ikke kan. Han krammede mig længe helt tæt og endelig hviskede han “Vi vidste det jo egentlig godt…“. Og så gik vi på café, hvor ordet cykel ikke blev nævnt en eneste gang.
Ja… jeg vidste det jo godt. Men jeg kan alligevel snart ikke rumme at skulle tage flere trin op af handicapstigen lige nu. Jeg ved, at sorgen ikke kun er min. Jeg ved, at Peter også er helt forfærdelig ked af det og magtesløs. Jeg er slet ikke klar til at sælge min cykel, som jeg har cyklet alt for lidt på, fordi “jeg jo godt vidste det” og derfor bare lod den stå i skuret… Jeg er slet slet ikke klar til at være hende, som ikke længere kan cykle, fordi benene er så helt forfærdelig åndsvage og syge.
Jeg får det ikke bedre i mine ben, end jeg har det nu. Jeg har sclerose for fuldt blus for fanden. Jeg kommer ikke til at cykle mere.
Jeg vil derfor give mig selv lov til at være helt ufattelig ked af den her sygdom i dag. Jeg vil have lov til at være så træt af det hele, at jeg ikke engang gider at slutte det her blogindlæg af med at være tvangspositiv og se muligheder. For der er fandeme ikke særlig meget at klappe i hænderne over eller mirakelmuligheder at gribe fat i!
I morgen skinner solen og bla bla bla…
Godnat!
8 Kommentarer
Hanne-Lene Hvid Dreesen
1. august 2016 kl. 21:42Det er svært at komme med en kommentar, som er noget ” værd”. Men jeg har læst din blog, delt den, så andre med sclerose kan spejle sig i dine oplevelser. Som “rask” læser bliver jeg også rørt, tænker på mine små ærgelser, som i virkeligheden er latterlige.
Charlotte Holmboe
2. august 2016 kl. 20:12Kæreste Hanne-Lene 🙂 Tusind tak for din “meget værd” kommentar. Jeg sætter pris på dine ord og at du deler mine ord 🙂 Der er ingen ærgelser der er latterlige, de fylder jo hos den, som har dem <3 kh Charlotte
Mette Haagensen
1. august 2016 kl. 23:50Åhh … tuder lige lidt – på dine, mine og vores vegne. Lortesygdommen har slået til igen og af og til skal den tvangspositive side ha’ et hvil.
Søde Charlotte – what to say? <3
Charlotte Holmboe
2. august 2016 kl. 20:13Søde Mette, jah det er i sandhed en lortesygdom, men vi plejer jo aldrig at tude så længe vel?! Jeg hepper på os!
Hanne-Lene Hvid Dreesen
3. august 2016 kl. 21:20Tak Charlotte 😊
Gitte Foersom
2. august 2016 kl. 12:16Jeg føler med dig – indlægget kunne såmænd lige så godt være skrevet af mig. Dog var det allerede sidste sommer (inden jeg overhovedet fik diagnosen), at jeg måtte opgive at cykle på grund af de dumme ben. Nu har jeg indenfor 3 måneder været nødt til at sige tak til både 3-hjulet el-scooter, rollator og kørestol. Jeg synes handicap-stigen rammer mig lige stejlt nok, og det går desværre kun den forkerte vej – næsten fra dag til dag. Jeg synes, du er sej, og jeg er meget glad for din blog. Det er svært at undgå at blive lidt glad i låget over din måde at skrive på – altså undtaget denne gang. Men hvor jeg dog forstår dig og føler med dig – og glæder mig over, at du har så fantastisk en mand. Sådan én har jeg også, og det er guld værd i vores situation. Ønsker dig alt det bedste <3
Charlotte Holmboe
2. august 2016 kl. 20:16Kære Gitte <3 1000 tak for dine ord! Jeg krydser fingre for at du snart må få lidt ro i både sygdommen og dermed også behovet for antallet af hjælpemidler! Jeg er glad for at mine ord kan bruges af dig, og jeg er endnu mere glad for at du fortæller mig det (det bliver JEG glad i låget af ;-)) Knus Charlotte
Lotte
4. august 2016 kl. 14:05Åh Charlotte altså. Hvor bliver man trist af dit indlæg. Jeg har efterhånden “kendt” dig i mange år – omend mest på skrift. Du skriver så skønt, så skønt, at det er en fryd. Og større kompliment kan man vel egentlig ikke få fra en journalist, vel? Dine tab – senest af cyklen – gør mig oprigtigt ondt. Som så mange andre ville jeg ønske, at jeg kunne fikse det for dig. Men du skal vide, at selvom det er fortærsket at sige “gør det, du er god til”, så skal du blive ved med at skrive. Det motiverer i utroligt høj grad mig i mit arbejde for dig og alle andre med sclerose, når jeg læser dine ting. For du skriver så rammende om de mange tab, som sclerosen kan føre med sig, at man virkelig vil arbejde dobbelt så hårdt for at bekæmpe den forfærdelige sygdom, som sclerose kan være. Mvh. Lotte Skou Hansen, Scleroseforeningen