4 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

For præcis et år siden…

fik jeg mit eget glashus! Jeg har fablet om drivhus i virkelig mange år. Faktisk lige siden vi flyttede i hus og fik vores egen have. Jeg er vokset op med både udestue og drivhus, hvor vi kunne høste vores egne tomater, agurker og vindruer. Jeg har sukket stille og lagt små hints ud til Peter, hver gang det blev forår om hvor helt fantastisk det ville være at have et drivhus og ikke bare en parasol midt på terrassen. DYBT suk…

Peter er en handlingens mand, og måske var han også ved at være pænt træt af at høre den samme drivhussang blive spillet år efter år, så han gik med på idéen, men insisterede på, at det skulle være et “værelse” som jeg ikke kun kunne bruge nogle måneder om året. Det skulle ikke være et drivhus med store planer om selvforsyning, for han ved bedre end mig, hvornår mine kræfter slipper op, og jeg så er nødt til at trække på hans. Han er ikke tilhænger af blomsternussen og tomatstiklingsdåneri. Han vil bare gerne have en have, hvor jeg har tid og kræfter til at sidde og ikke stå med røven i vejret hele tiden.

Og så kom mit glashus. Kørende i en stor lastbil og sat op på en dag. Jeg elsker elsker elsker det. Det bliver brugt hver dag. Der er så stille og så dufter det af sommerhus og hygge. Jeg kan ikke komme i tanker om noget, som giver mig så meget energi, som at være herude.

FullSizeRender-12 Jeg bruger det hver eneste dag. Jeg sover middagssøvn herude (væk fra det hele). Jeg skriver herude (lige nu faktisk), læser (mest underlødige dameblademed mange billeder), drikker kaffe (og øl), glor på fugle, haven, børnene og citronerne.

I august sidste år blev jeg ramt af et stort scleroseattak. Mine ben ville ikke gå. Min krop lukkede ned og min hjerne gik i stå. Jeg var nødt til at få behandling for det. Min hjerne, min arm, mine ben og i den grad mit humør og min tro på, at det her ville gå i sig selv igen var for en stund på stand by. Jeg plejer ikke at blive nævneværdig ramt af bivirkninger ved en medrolkur (som er binyrebarkhormon ind i årerne tre dage i træk – meget binyrebarkhormon…) Men i august blev jeg simpelthen så møgsyg af det og derfor også vældig ked af det. Jeg følte mig mest af alt som et såret dyr, og ville egentlig helst fortrække og “dø lidt” helt alene…

FullSizeRender-10Her kom mit glashus i den grad til sin ret! Jeg kunne vralte derud og passe mig selv og min ynkelig krop, uden at hele familien skulle være stille og tage hensyn. Freja kom en eftermiddag hjem fra byen med en gave til mig. Jeg lå og svedte medicinen ud i mit glashus, da hun listede ind og sagde “Værs’go mutti, så kan det være, at selv drengene forstår at lade dig være i fred ha ha“. Skiltet hjalp – omend ikke andet, så på humøret 🙂

Jeg har ikke brug for skiltet nu, og nyder helt vildt, at min familie også har lyst til både at spille, læse, hygge og sove herude.

FullSizeRender-16Og ja da! Jeg giver meget gerne en kop kaffe, hvis du kommer forbi (men tjek lige skiltet først ik?!)

Måske vil du også synes om

4 Kommentarer

  • Send svar
    Susanne J
    25. april 2016 kl. 21:22

    Hvor ser det hyggeligt ud Charlotte og dejligt for sjælen, kan jeg forstå. Fordelen ved et glashus er også – efter min mening – at man kan nyde varmen og roen her. Jeg ææælsker varme og føler det helbredende, så jeg ville helt sikkert befinde mig godt i dit glashus. Nyd det i fulde drag alt hvad du kan.

  • Send svar
    Charlotte Holmboe
    25. april 2016 kl. 21:25

    Susanne, det er det bedste køb ever. Vi har sparet op til det i lang tid, men det er alle pengene værd! Jeg kan mærke min krop hviske tak tak tak, når jeg sidder derude i varmen og slapper af i hoved og krop. Jeg lover, at jeg nyder!! Og flyder!!

  • Send svar
    Inger
    29. april 2016 kl. 17:55

    Hej Charlotte. Er blevet meget inspireret af din indlæg om glashuset. Vil derfor gerne høre, om det er en type, der kan bruges hele året, og gerne info om, hvor du har købt det? Kan trægulvet købes samme sted?.
    Mange hilsner Inger

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      29. april 2016 kl. 18:16

      Hej Inger, ja det er et “hus” jeg bruger året rundt 🙂 Jeg har købt et lille varmeapparat, som om vinteren lige bider den værste kulde over, og så kan man hygge 🙂 Jeg har endnu ikke oplevet frostgrader derude. Vi har købt det hos Ahlnor.dk. Firmaet ligger i Christiansfeld lige syd for Kolding. Gulvet var med i købet. Du vil IKKE fortryde, hvis opsparingen ryger på sådan et hus! Jeg ELSKER ELSKER ELSKER mit glashus 🙂

    Skriv kommentar