Hjalte og jeg har været alene hjemme i dag. Freja havde arrangeret overnatning med to veninder i mine forældres lejlighed, mens de to gamle hygger på camping i Skagen. Fed lykke for tre tøser med et helt døgn uden indblanding fra voksne, fri internetkonsumering og slik i de mængder som teenagere synes giver god mening.
Jeppe tog hjem til en kammerat, som havde fået ny computer, og Peter satte sig på motorcyklen for at besøge en ven, der bor så langt væk som muligt. Hjalte havde, ligesom jeg, ingen aftaler overhovedet, og kunne vist nok se på mig, at jeg ikke gad se ham tilbringe dagen foran en skærm iført det obligatoriske headset og med de travle fingre dansende på tastaturet. Lige inden jeg nåede at synge den sædvanlige sang om at han skulle tage at “få et liv” og at “frisk luft har aldrig skadet unge mennesker” spurgte det gode barn mig, om jeg ville med på stranden!
Reddet på stregen dér!
Han spiller sine kort helt rigtigt den dreng, for selvfølgelig ville jeg da det, og han var naturligvis med et slag dagens yndlingssøn. Med gammel hanhund, to sodavand og (for helvede da også) ingen hjælpemidler i bilen, drog vi først til den strand, hvor vi plejer at finde lykkesten og derefter til den anden strand, hvor jeg havde lovet at vise ham den “smilesten”, som Peter og jeg fandt i sidste uge.
Hjalte agerede velvilligt min krykke på begge strande, og vores regnjakker udgjorde det for tæpper, når vi holdt siddepauser undervejs for hver 50 meter. Vi gik sneglelangsomt og fik snakket om både alt og vældig meget ingenting. Hjalte er en dreng, der aldrig har travlt. Han har altid god tid, og han får mig med sit finurlige væsen til at tænke, grine, undres og stoppe op. Han har sine egne meninger, tør stå ved dem og så indeholder han lige dele mod og magi.
Jeg er vild med at være mor til en dreng, som stadig har lyst til at tage på stranden med mig, og som ikke ser min vraltende gang som en forhindring, men som vores fælles vilkår. Jeg er også vild med at han stadig glemmer, at jeg ikke kan løbe om kap eller i forvejen, men bare helst vil følges 🙂
Strandturens højdepunkt i dag var at have Hjalte helt for mig selv, og så også en møgsur måge, som sad på en sten ude i vandet og stirrede ondt på os, mens den brokkede sig i et væk. Vi var da heldigvis ligeglade begge to, for vi havde hilst på den smilende sten og var i højt humør. Så vi satte os blot på Smilende Sten med hver vores sodavand, mens vi kastede pinde til den legesyge hanhund (og lidt efter den møgsure måge).
En god dag i godt selskab har det været!
Ingen kommentarer