En lidt hård dag i bivirkningsland – med happy ending!Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]J[/dropcap]eg vidste godt, at jeg kunne forvente, at sclerosemedicinen ville give bivirkninger. Jeg vidste også godt, at det ikke skulle slå mig ud. Men én ting er at vide en hel masse, en anden er at minde mig selv om det, når jeg har en krop som i dag. Jeg har ondt i mine ben, som i røvondt. Til gengæld vil venstre ben slet ikke nogle steder, og jeg kan mærke, at højre ben er drøntræt af at tage læsset på begges vegne. Dette giver balanceproblemer i sådan en grad, at jeg ligner en som er tyvstartet på julefrokosten (snaps snaps snaps).

Det føles i dag som om, at min krop er ved at komme sig ovenpå en led influenza. Huden føles øm og mine muskler gør feberondt, til trods for at jeg ingen feber har. Min smagsløg er forstyrrede, hvilket betyder at det mad jeg har spiser smager af hovepine. Min venstre hånd topper det hele med at føles stor som en stationcar og opfører sig som om, den er løbet tør for strøm – helt død og ubrugelig.

I morges tog jeg på arbejde, velvidende at det måske ikke var verdens bedste idé. Jeg havde to aftaler med kursister, som skulle testes, og det kunne jeg ikke få mig selv til at aflyse pga en omgang heftig medicin, som viste tænder. jeg fik klaret mine kursist-aftaler og var så nødt til at kaste håndklædet i ringen og tage hjem. Da jeg drejede op i indkørslen, opdagede jeg at carporten var fyldt op med gran. Min mor havde tydeligvis været på besøg!

Hun plejer nemlig en tre fire gange om året at årstidspynte mine krukker ved hoveddøren. Vi havde i sidste uge talt om, at hun ville komme og julepynte udenfor, og jeg havde sagt til hende, at det var skideligemeget i år, for jeg vidste, at hun lige for tiden har nok at give sig til med sit eget helbred og kunne derfor spare på kræfterne. Men min mor er så ikke typen, man siger “det er skide ligemeget” til. Så hun kom julende hjem til os  i eftermiddags og fik pyntet, snakket  og spist æbleskiver. Jeg elsker min mor!

Og så kom Peter og Freja hjem fra arbejde midt i det hele, begge fredagstrætte, men ikke mere end at synet af svigermor i fuld vigør med jord og gran kunne frembringe et lille smil. Måske var det udsigten til, hvor glad Peter vidste, at jeg ville være for min pyntede forhave, mere end det var svigermor der stod med røven i vejret og fægtede med grangrene, der fik ham til at smile! Jeg ved det ikke…

For at det ikke skal være løgn, så kom min far fisme også cyklende med cykelkurven fuld af småkager, han lige havde bagt. Min mor fik gennet ham indenfor til mig, så han kunne hjælpe hendes sagesløse datter med den visne stationcarhånd med at vikle ståltråd om nogle grankogler (pynt, du ved!). Inden han gik i gang med husflidsprojektet med koglerne rakte han mig kagedåsen med de helt nybagte småkager.

Som jeg så tabte ned på gulvet og ud over det hele (for satan i helvede stupide venstrehånd!). Og pludselig havde vi enormt mange halve brunkager, som den gamle hanhund ligeså enormt gerne ville hjælpe med at samle op – SUK! Min søde far trøstede mig med, at han havde bagt virkelig mange hele brunkager, og at de faktisk var til mig og slænget. Tak far, dig elsker jeg også!

Nåh, men som om alt det her hjælp fra det grå guld ikke kunne trække mere, så fik jeg den dejligste og gladeste overraskelse i aften, da jeg gik fra skuret i mørke på vej ind i varmen. Der så en en dame komme gående meget målbevidst op ad fliserne til vores hus. En ældre herre (undskyld Arthur) stod med deres to hunde og ventede nede på vejen. Jeg nåede at tænke, “glem det, jeg køber ikke lodsedler en fredag aften dame“, da jeg opdagede, at det var min skønne tidligere kollega og hendes ligeså skønne mand, som kom for at give mig et kram og “en lille ting”. Jeg er vild med de to, og at de tænker på mig (også), når jeg bøvler lidt med helbredet.

De havde en julekalender med til mig, som Marlis selv tegner og sælger (hvert år tegner hun en ny skøn kalender med motiver fra Haderslev). Og så fik jeg hjemmelavet havtorngelé, hvilket jeg glæder mig til at smage i morgen. Og jeg lover at nyde den, for jeg ved, hvor pokkers ondt det gør at plukke halvtorn! Jeg er en heldig starut, at jeg har folk omkring mig, som vil mig det bedste og som vælger at bruge en fredag på at være sammen med mig! Taknemmelighed endte med at blive dagens ord for mig denne sidste dag i november!

I morgen dropper jeg “bi” i bivirkninger og satser kun på virkning!

Rigtig god weekend og tak til dig, hvis du nåede til vejs ende i dette papskidsagtige blogindlæg!