Every country has it’s magic – also Bali my friend (værsjon 3)Ca. 4 minutters læsning

“Om disse brækposer blev nødvendige på køreturen, hvor turen gik hen, om det var et ligeså fedt hotel vi skulle bo på de kommende tre dage og hvilke oplevelser der ventede os det næste sted, kan I læse om i næste blogindlæg.”

Således sluttede blogindlægget om Balituren (værsjon 2).

Jo! vi fik brug for brækposerne på turen op til den nordvestligste del af Bali.

Undervejs på turen var det planlagt, at vi skulle gøre holdt ved et meget smukt sted, hvor vi skulle vandre. Det havde jeg jo sådan set både glædet mig til og også knoklet med at træne mig op til hjemmefra, men det måtte Jeppe, Freja og droppe (apropos brækposer…) og nøjes med at sende de andre seje 10 familiemedlemmer afsted til. Vi tre blev derimod kørt op til det smukkeste hotel helt oppe i det nordligste Bali, hvor det fantastiske personale fik os indlogeret i den smukkeste bungalow med egen pool. Hotellet var et helt eventyrligt sted ud til havet.

Vi havde i løbet af den første dag på hotellet alle fået styr på maven og turde igen at slå en prut. Vi havde også fået appetiten igen og spiste på restauranten med fødderne i sandet og udsigt udover havet, mens viden kølede i skyggen. Vi hyggede os sammen allesammen, og når vi blev trætte af det og trængte til at være os selv, så nød vi det flotte store hus, der var fantastisk indrettet og flød rundt iden private pool, som tilhørte bare os fem.

Dette var en luksus, der er svær at beskrive med ord, så her har I nogle billeder i stedet for. Værs’go og misundelse er en OK følelse her. Så føl bare løs.

Og så nåede vi til dagen, hvor vi skulle ud af snorkle! Jeg har prøvet det for mange år siden i Egypten, men der er kommet to stive ben til siden da. Derfor var jeg både spændt og forventningsfuld, da vi blev sejlet ud til stedet, hvor vi skulle snorkle. Med svømmefødder og snorkel ploppede jeg i vandet, hvor Peter ventede på mig.

Det var SÅ fedt! Jeg snorklede rundt på lige vilkår med resten af slænget. Det føltes helt fantastisk at flyde vægtløs rundt i overfladen med hovedet under vandet. Det er fuldstændig vanvittigt at opleve alle de stimer af fisk og farverige søstjerner som findes i havet. Vi snorklede to gange 45 minutter, og jeg var med hele vejen.

Åh at være en havfrue!

Alt var godt! Stemningen var i top. Jeg kunne ikke få armene ned over oplevelsen som havfrue. Kort sagt, alle hyggede sig i solen, lige indtil min far ringede!

Peter og jeg havde aftalt, at vi skulle i poolen “hjemme” ved vores hus, og jeg kunne ikke forstå, hvor han blev af. Jeg vidste da godt, at hans brors selskab, en kold øl og udsigt udover havet har tilbøjelighed til at trække mere end vandplaskeri med konen.

Så jeg trillede afsted for at finde ham. Jeg fandt ham nede ved stranden, hvor han fortalte, at han lige havde talt med min far. Jeg nåede i et splitsekund at tænke både “død og ødelæggelse”. Men Peter kunne kunne berolige mig med, at ingen var døde, men at der til gengæld havde været masser af ødelæggelse derhjemme.

Min far kunne berette om, at vi havde haft indbrud. Grundigt indbrud! Nogle idiotrøvhuller havde smadret vores vindue og tilrendet sig en masse ting i nattens mulm og mørke. Mine forældre havde opdaget det om formiddagen og også sørget for at politiet, rengøringsselskab og forsikringsmand kom ud.

Og her slutter dette blogindlæg om Balituren. I næste blogindlæg om Bali kan du læse om, hvorfor ingen stjæler på Bali, og hvorfor jeg er så helt og aldeles forelsket i befolkningen på Bali.

Tak fordi du læser med, jeg er virkelig glad for det, og regner med, at når du er mæt af rejsebeskrivelser, så springer du blot mine indlæg om Magic Bali over.