I dag var jeg på arbejde. Jeg kan godt li’ at gå på arbejde. Det er ihvertfald aldrig kedeligt. Da jeg mødte i morges, blev jeg for eksempel mødt af den smukkeste solopgang på 4. sal. Jeg stod med dagens første kop kaffe i hånden og kunne slet ikke slippe synet af den magiske sol på vej op over Haderslev Fjord.
Således tanket op med smuk farvestrålende morgenstund, holdt jeg møde med en kursist, som med sit gå på mod og vilje til at lære, fyldte mig med energi. Jeg er fan af kursister som ikke gi’r op, men kæmper for at få den uddannelse, som ordblindhed er mester i at spænde ben for.
Hvad jeg ikke er fan af er når mine egne ben spænder ben. Det gjorde de desværre i dag på arbejde. Mine latterlige ben viklede sig pludselig ind i hinanden, da jeg kom gående ene og alene hen ad gangen med min tunge rygsæk på ryggen. Det skal lige siges, at min skole er en stor glasbutik, faktisk så voldsomt meget glas, at folk på 4. sal kan holde øje med dem på 1. sal som står og piller næse.
Derfor var der da også bizart mange kursister, der kunne nyde synet af min krop, der væltede som en fældet træstamme. Kort sagt så var det 176 cm i frit fald. Jeg følte mig som et lille barn, der kommer gående med sin alt for store skoletaske og pludselig vælter over en kantsten og derfor lander med skoletasken smadret op i nakken! Av for satan i både nakke og flovhed!!
Nogle af tilskuerne kursisterne holdt sig for munden og spilede forskrækket øjnene op, andre prikkede sidemanden på skulderen og pegede på mig, og så var der dem, som meget hensynsfuldt kun smugkiggede. Men alle så de mig ligge der på jorden med rygsækken helt oppe i nakken marineret ind i flovhed.
Jeg er mange ting, men elegant er ikke en af af dem. Derfor var synet af mig, der skulle op på to ben igen garanteret lige så uforglemmelig en oplevelse for folket. Jeg slog mig ret meget, og jeg har her til aften smadderondt i begge håndled og mine stakkels knæ. Det værste er dog min nakke og skuldre, som føles som om, jeg har fået tæsk med en taske (hvilket jeg ret beset også har).
Jeg bliver så ked af det og flov, når jeg styrter. Det er noget af det mest ydmygende jeg ved. Jeg vil faktisk hellere tisse for åben dør på en banegård, prutte højlydt i en kø i Føtex eller tage til træning uden BH på. Jeg fortalte her til aften Freja om både den seje kursist, og hvorfor jeg har så ondt alle steder. Hendes kommentar var som forventet:
Mor, der er jo ikke en skid at gøre ved det! Glæd dig over, at du er den eneste, der synes det er flovt…
Se, det er jo også en vinkel på hele det her faldhalløj. Jeg gav hende både et kram og ret i det hun sagde, og nu sidder jeg så her i min sofa og prøver at glæde mig over, at ingen andre er flove, mens jeg overvejer at gå ud i køkkenet og dække morgenbord med flag og servietter til i morgen tidlig. Søde dejlige Jeppe på 188 cm fylder nemlig 16 år i morgen. Jeg glæder mig rigtig meget til at vi skal vække ham med fødselsdagssang, gaver og friskbagte boller.
ps. jeg tror sgu dele af min krop har samme farver som dagens morgenhimmel, når jeg vågner i morgen tidlig…
Ingen kommentarer